Danh Vo præsenterer
1 jul 20204 okt 2020

Lige åbnet

Anbefalet under Det skal du se! i uge 27

1. juli 2020 åbner Nivaagaards Malerisamling dørene til DANH VO PRÆSENTERER. Det er indledningen til et flerårigt samarbejde med den dansk-vietnamesiske kunstner, der voksede op i Nivå og i dag har hele verden som sin scene. Med udstillingsrækken DANH VO PRÆSENTERER vil Vo de kommende år vise yndlingskunstnere fra sin egen kunstsamling i Malerisamlingens omgivelser. Der er nemlig to spændende samlere fra Nivå – museets stifter Johannes Hage og Danh Vo.

Power Up af Sister Corita Kent er et af værkerne, der indgår i udstillingen. Her ses det på væggen hos Danh Vo.

Danh Vos første udstilling på Malerisamlingen præsenterer værker fra hans samling af kunstnere som Felix Gonzalez-Torres, Sister Corita Kent og Nancy Spero, der alle har stor betydning for Danh Vos egen kunst. Vi kommer tæt på Vos arbejdsmetode og tankegang, når han sammenstiller de nøje udvalgte værker i en installation, hvor de låner betydning af hinanden og tilsammen danner et værk af Danh Vo selv. Religiøsitet, lidelse og selve det ’at samle’ er temaer i udstillingen, der relaterer sig til museets egen malerisamling, som indeholder flere religiøse mesterværker med motiver fra renæssance, barok og dansk guldalder.

Danh Vo og Nivaagaards Malerisamling
Med udstillingsrækken DANH VO PRÆSENTERER indgår Nivaagaards Malerisamling i et nyt spændende samarbejde med den internationale stjernekunstner Danh Vo. Som barn flygtede Vo med sin familie fra Vietnam – og endte i Nivå, hvor han voksede op. Han besøgte Nivaagaards Malerisamling med skolen. Siden har han indtaget den kunstneriske verdensscene og blandt andet repræsenteret Danmark på Venedig Biennalen og vist en stor separatudstilling på Guggenheim Museum i New York. Han bor i dag i både Mexico og Berlin og har netop åbnet en stor solo-udstilling i Japan på The National Museum of Art i Osaka.

Nu vender Danh Vo tilbage til Nivå for at præsentere nogle af de internationale yndlingskunstnere, som indgår i hans kunstsamling, omgivet af Malerisamlingens klassiske værker. Museets grundlægger, godsejer, fabrikant og politiker Johannes Hage, var en ivrig samler af europæisk kunst og donerede i 1908 sin malerisamling i Nivå til offentligheden. Siden da er samlingen vokset og består i dag af mere end 230 værker fordelt over 500 års kunsthistorie med markante kunstværker fra italiensk renæssance, nederlandsk barok og dansk guldalder.

Kunstneren Danh Vo
Danh Vos kunstværker refererer ofte til hans egen historie som vietnamesisk bådflygtning, som han væver sammen med den kollektive verdenshistorie. Vo og hans familie flygtede i 1979 på en hjemmebygget båd og blev samlet op af et dansk Mærsk-skib. Efter ophold i en flygtningelejr i Singapore fik de i 1980 asyl i Danmark. Familien boede herefter flere år i Nivå, hvor Danh Vo gik i den lokale folkeskole, indtil han blev smidt ud af 8. klasse. Han blev siden uddannet fra Det kgl. Danske Kunstakademi (1998-2002) og Städelschule i Frankfurt (2002-2005).

Vos kunst kredser ofte om, hvordan et menneskes løbebane og identitet skabes af store kulturelle og politiske forhold udenfor individets påvirkningskraft. Hans værker har tit en arkæologisk og kulturhistorisk karakter, i form af fundne genstande og spor fra fortiden, der er knyttet til store historiske eller små personlige begivenheder.

Samarbejdet mellem Vo og Nivaagaards Malerisamling ligger i umiddelbar forlængelse af hans kunstneriske praksis, hvor hans egen biografi spiller en central rolle. Derudover afspejler Danh Vos første udstilling på Malerisamlingen et andet centralt element i hans kunstneriske praksis; nemlig hans intime relation til andre kunstneres værker, som han ofte inddrager og konceptuelt arbejder videre med. Udstillingen samler en håndfuld kontroversielle, poetiske, formelt nybrydende og kritiske værker fra hans samling af kunstnere som Felix Gonzalez-Torres, Sister Corita Kent og Nancy Spero, som alle har stor betydning for Danh Vos egen kunst. I udstillingen indgår også lån af enkelte værker af kunstnere, som Danh Vo har et nært forhold til.

Kilde: Nivaagaards Malerisamling

Nivaagaards Malerisamling

Gammel Strandvej 2
2990 Nivå

Tir-fre 11-20
Lør-søn og helligdage 11-17

Entré til udstillinger
Under 18 år: Gratis entré

Kontakt

+45 49141017

Danh Vo præsenterer
1 jul 20204 okt 2020

Del

'Danh Vo præsenterer'

Facebook