*Colourful Black*
9 sep 201711 nov 2017

Med efterårsudstillingen *Colourful Black* ønsker vi at præsentere værker af GAIA Akademis kunstnere indenfor Outsider Art. Værkerne er skabt over længere tid. Udstillingen rummer en bred vifte af udtryksformer indenfor billedsprog og formsprog og alle akademiets elever er præsenteret.

Ann Lykke Andreasen: Opfindelse

Der vises skulpturer lavet i flere forskellige materialer, hvor materialevalget er med til at understrege kunstnerens udtryk. Nogle er skabt individuelt af den enkelte kunstner og andre i forbindelse med fælles projekter.

De viste malerier og billeder spænder også bredt, både i udtryk og materiale. Det kan være stærkt farverige værker og sort/hvide billeder, figurative og abstrakte, maleri og tegning, alle er fyldt med fortællinger i stærke nuancer.

Når vi kalder vores udstilling *Colourful Black* handler det om at opleve farver og stemninger i både det ’farveløse’ og det farverige. Derfor vil udstillingen rumme både en række sort/hvid blyant-, tusch- og kultegninger samt et antal farverige billeder, der uanset kulør rummer kunstnerens farverige univers.

Vi glæder os til at byde velkommen til udstillingen *Colurful Black* som vises i perioden lørdag den 9. september til lørdag den 11. november i særudstillingslokalerne på GAIA Museum. Det er gratis at besøge udstillingen, og der er fernisering lørdag den 9. september kl. 13, hvor der er mulighed for at møde kunstnerne og alle er velkomne. Kunstunderviser Bethina Meineche og GAIAs leder Anna Noe Bovin fortæller om udstillingen og værkerne sammen med kunstnerne selv.

Udstillingen *Colourful Black* er en del af GAIA Museums 2017-tema Collecting=Connecting. Projektet gentænker indsamlingen og formidlingen af outsiderkunst. Det er en mere spontan form for kunst, der ofte er skabt af folk, der befinder sig på kanten af en social normalitet.

”Vi har rigtig mange gode projekter i forbindelse med Kulturby 2017. Vi har været ude i verden og hente hente internationalt outsiderkunst til Randers. Vi har etableret nye internationale forbindelser til glæde for vores egne kunstelever og museets mange besøgende. I denne særudstillings sætter vi spotlyset på GAIA Akademis fantastisk dygtige kunstnere, og vi glæder os til at præsentere deres værker for offentligheden i denne smukke og kontrastrige udstilling” siger leder af GAIA Museum, Anna Noe Bovin.

GAIA Museum er et specialmuseum for den originale kunstart, der hedder Art Brut, Raw Art eller Outsider Art. GAIA Museum har en kunstsamling, der rummer mere end 400 værker af danske og internationalt anerkendte outsiderkunstnere. Herudover er GAIA Museum en kulturvirksomhed drevet i et samarbejde mellem ordinært ansat personale og mennesker med særlige behov. Kunstskolen GAIA Akademi er tilknyttet GAIA Museum. Her er omkring 20 kunstelever. Skolen tilbyder også Særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU).

Kilde: GAIA Museum Outsider Art

GAIA Museum Outsider Art

Lene Bredahls Gade 10
8900 Randers C

Mandag efter aftale
Tirs-tors 10-16
Fre 10-14
Lør 10-15

Gratis entré

Kontakt

+45 89158338

*Colourful Black*
9 sep 201711 nov 2017

Del

'*Colourful Black*'

Facebook