Anbefalet under Det skal du se! uge 20
Med udstillingen GRØN sættes der fokus på Christine Swane som modernist og dermed ikke på hendes rolle som kvindelig, naturalistisk kunstner, som i tidligere udstillinger.
Som søster til Johannes Larsen og elev af Fritz Syberg havde Christine Swane nok sit kunstneriske udgangspunkt i Fynbo-maleriet, men hendes udtryk ændrede sig markant, da hun i 1910 blev gift med maleren Sigurd Swane og dermed kom i kontakt med den spirende, danske modernisme.
Efter parrets skilsmisse i 1920 udviklede Christine Swane sin særlige, kubistisk påvirkede, flade- og linjebårne stil ud fra modernismens ønske om at selvstændiggøre form og farve.
Christine Swane så sammenhænge mellem naturen, det kunstneriske og det dekorative og brugte det som en vedvarende inspiration i sit maleri og kunsthåndværk. Karakteristisk er, at hun i sine opstillinger stiliserer og samtidig holder fast i en botanisk genkendelse, at hun koncentrerer sin farveskala til grøn, blå, gul og rød, markeret med blå konturer, og at hun indarbejder sit kunsthåndværk i sine malerier.
På udstillingen og i formidlingen omkring vil man opleve, hvordan Christine Swane arbejdede cirkulært. Hun var dybt interesseret i botanik, hun dyrkede selv de planter, som hun brugte i sine værker, ligesom de fugle og fisk, hun holdt som husdyr, også inspirerede hende.
Kilde: Johannes Larsen Museet
Møllebakken 14
5300 Kerteminde
Tirs-søn 10-16
Gratis adgang til Kaffehuset, entré til det øvrige museum.
Under 18 år: Gratis entré
+45 65323727