Christian Rex van Minnen: Enantiodromia
14 okt 201612 nov 2016

En dyster verden af mørke kræfter og mennesker i forfald åbner sig, når Christian Rex van Minnen leverer sit absolut største mesterstykke til dato! Enantiodromia er hans anden soloudstilling i Gallery Poulsen og omfatter elleve grotesk smukke og dragende dybsindige værker, der sammen kulminerer i udstillingens absolutte højdepunkt, Rex van Minnens grandiose hovedværk Icarus.

Udstillingen så allerede dagens lys lørdag den 24. september, da vi inviterede kunstkritikere og den internationale presse til en eksklusiv preview i New York. Hvert og et af disse mesterværker blev modtaget med tydeligt begejstring og dyb fascination, og udstillingen har allerede høstet flotte anmeldelser i anerkendte kunstmagasiner som Juxtapoz, Arrested Motion og The Creators Project. Christian Rex van Minnen er desuden featured i oktober måneds trykte udgave af Juxtapoz Magazine, der besøgte hans atelier i forbindelse med værkproduktionen til Enantiodromia og sommerudstillingen Juxtapoz x Superflat, kurateret af japanske Takashi Murakami.

Enantiodromia er en både personlig og kunstnerisk skildring af mennesker i psykologisk og spirituel transformation. Der er højt at flyve, men også dybt at falde, når et menneske skuer indad og ser sine skyggesider direkte i øjnene. Det storslåede treenighedsværk Icarus skildrer rejsen ind i sindet, hvor det inderste mørke huserer. Her åbner sig et altafgørende vendepunkt; erkend dine fejl og bliv sat fri eller lad mørket have overtaget.

Med Icarus fremhæver Christian Rex van Minnen den både hjemsøgende, men også fængslende skønhed i et menneskes bestræbelse på at være mere end det han er; at hæve sig over det, han allerede ved og blive bevidst om de alvorlige konsekvenser en sådan spirituel rejse har. Modsat den græske sagnfigur Ikaros, der lægger navn til Rex van Minnens storværk, og som desværre blev overmodig i sin jagt på befrielse fra eget fangenskab, og styrtede direkte i døden, lander Rex van Minnens Icarus i sikkerhed på den anden side.

Som i det græske sagn, portrætterer Rex van Minnen Icarus’ rejse med tre skikkelser, der skal illustrere henholdsvis opstigningen, ophøjelsen og sammenbruddet. De samme tre faser forekommer i alkymisternes vej til den sande visdom, Magnum Opus – Det Store Livsværk, som psykoanalytikeren Carl Jung senere tilegnede sin teori om menneskets udvikling. Alkymisterne fulgte læren om tre principper, kviksølv, salt og svovl, der i deres optik kunne omdannes til det reneste guld. Vejen til Magnum Opus er her personificeret som Nigredo (den sorte konge), Albedo (den hvide konge) og Rubedo (den røde konge) i Rex van Minnens eget hovedværk.

Christian Rex van Minnen: Icarus, 2016
Christian Rex van Minnen: Icarus, 2016

Nigredo er det uudviklede selv, der ubevidst besjæles af sine egne skyggesider. Overgangen fra denne fase til Albedo er kendt som Enantiodromia, sjælens mørke nat, den psykiske død. Albedo er den forenede psyke, og den endelige og sidste fase, Rubedo, er genfødslen af en højere bevidsthed. Med andre ord er Icarus en dyb og filosofisk skildring af menneskelig transformation, der handler om at se sit sande jeg i øjnene, bearbejde det og komme ud på den anden side.

Foruden Icarus, kan Christian Rex van Minnen for første gang nogensinde præsentere tre keramiske skulpturer, hvoraf den ene deler titel med udstillingen. Helt i tråd med fortællingen i Icarus, viser skulpturen Enantiodromia et skrøbeligt menneske, der forsøger at bryde ud af sit vakuum. Skulpturen har en dragende effekt af både afsky og tiltrækning på samme tid.

Christian Rex van Minnen har skabt et fuldstændigt enestående mesterstykke, der uden tvivl vil tryllebinde enhver beskuer, mens de foruroligende dunkle undertoner får det til at løbe koldt ned ad ryggen.

Udstillingen omfatter tolv spektakulære værker, monotypier og skulpturer.

Kilde: Gallery Poulsen

Gallery Poulsen

Staldgade 32
1699 København V

Onsdag-Fredag: 10.00 – 17.30
Lørdag: 11.00 – 15.00

Sommerlukket: 9 jul - 12 aug

Gratis entré

Kontakt

+45 33339396

Christian Rex van Minnen: Enantiodromia
14 okt 201612 nov 2016

Del

'Christian Rex van Minnen: Enantiodromia'

Facebook