ByBilleder – Benjamin kerwien, Daniel Goldenberg, Henrik Leach Hansen, Søren Tougaard og HG Madsen
10 nov 20231 dec 2023

Bybilleder, kollage. Pressefoto.

Betalt indhold

Pressemeddelelse:

Showroom Figur præsenterer kunstner-møde-udstillingen ByBilleder, hvor en gruppe kunstnere, som alle arbejder i den figurative ende af kunsten, viser hver deres forskellige versioner af temaet byens rum. Her er realiteterne i fokus. Her bliver du mødt af en klar letforståelig og  genkendelig verden, men netop fordi alt tilsyneladende er klart afbildet, bliver det, som ikke er med; fraværet, til et væsentligt element i billedernes virkning. Dikotomien mellem det tydelige og det skjulte, udfoldet og fortalt i spændet mellem realisme og minimalisme, kan ses som et fællestræk ved værkerne.

Henrik Leach Hansen viser eksempler fra sin After Eight- serie hvor han lancerer pølsevognen som et byrum i byrummet. Ikke en konkret pølsevogn på et specifikt sted, men pølsevognen som et betydningsbærende objekt, Et mødested og et samlingspunkt, der måske ikke er opstået som resultat af byplanlægning, men som ikke desto mindre er blevet synonym med byen, og er man fræk nok, kan man også se den som en profan kommentar til kunstinstitutionens white cube. “I disse skitseoplæg og i min billedserie af pølsevogne er pølsevognen også sat i spil som det klassiske udstillingsrums hvide vægge (the white cube) – man står inde i et hvidt udstillingsrum og ser på de små hvide rum.”

Benjamin Kerwiens surrealistiske malerier finder sin inspiration i de gamle østtyske industriregioner, tæt på brunkulsminer og kraftværker. Her står tomme forladte bygninger i dag side om side med nutidens moderne nybyggeri. Et kulturlandskab som på mange måder kan minde om de ruiner fra antikken, som man kan opleve i mange gamle latinske byer. Og det er denne stemning mellem forfald og forgængelighed, som smitter af på Kerwiens små portrætter af byens rum.

Daniel Goldenberg er kendt for sine superrealistiske og samtidig lidt mystiske malerier af København. På en gang genkendelige, men sat i et lys og en stemning der virker nærmest overjordisk, renset for unødig trafik, mennesker og reklamer. “Jeg forsøger at gøre hvert maleri til et eksakt statement ikke en eksakt gengivelse”’

Søren Tougaard maler bylandskaber. Han maler tågen, regnen, mørket, men ikke mindst maler han lyset, der trænger igennem. Her fremstilles byen som en atmosfærisk scene. I det let slørede findes et motiv. Ét der kan være fra i går eller i dag, og samtidig kan vi forestille os, hvordan byen fungerer som en kulisse, hvor noget lignende kunne finde sted for 100 år siden, og måske ske igen om 100 år.

HG Madsens kunstneriske projekt er af antropologisk karakter. Han maler kun menneskefigurer og et særligt kendetegn er, at de ofte er kontekstløse. Enhver oplevelse af et omgivende rum er derfor henvist til at være et indirekte fænomen. Når man alligevel kan få en fornemmelse af et byrum, er det fordi man som beskuer kan identificere sig med billedernes aktører og gennem den indlevelse forestille sig det scenarie som figurerne agerer i.

Dette indhold er produceret i samarbejde med et udstillingssted som en del af udstillingstedets Artguide-abonnement hos kunsten.nu.
Kunsten.nus uafhængige redaktion har intet at gøre med indholdet.

Showroom Figur

Peter Fabers Gade 11
2200 København

Ons-fre 10-15 og efter aftale

Kontakt

+45 20 40 22 97

ByBilleder – Benjamin kerwien, Daniel Goldenberg, Henrik Leach Hansen, Søren Tougaard og HG Madsen
10 nov 20231 dec 2023

Del

'ByBilleder - Benjamin kerwien, Daniel Goldenberg, Henrik Leach Hansen, Søren Tougaard og HG Madsen'

Facebook