Bjørn Poulsen: Leviathan

8 okt 20165 nov 2016

Leviathan laves direkte på stedet, vokser led for led, til den fylder hele rummet ud. En på alle måder altomsluttende skulptur – uden noget sted, hvorfra den kan overskues, men med åbninger der danner en labyrintisk passage gennem rummet. Skulpturen er polykrom, opbygget primært i farvestrålende plastik, der er skruet sammen lag på lag. En slags organisk konstruktion.

Leviathan er både installation og skulptur på samme tid. Den er installation i den forstand, at når man kommer ind i rummet, så er man inde i værket, bevæger sig rundt inde i det, men samtidig er Leviathan en skulptur i den forstand, at den er et sammenhængende objekt, en enorm krop presset sammen i det lille lokale. Man er således både udenpå og indeni samtidig, mærker skulpturens påtrængende fysiske tilstedeværelse, samtidig med at der optræder en fornemmelse af desorientering, af manglende centrum eller kerne. Leviathan er dermed også både forsættelse af Poulsens hidtidige projekt og samtidig en radikalisering af tidligere positioner.

Det monstrøse i Leviathan er centralt. Dette at det på alle måder er for meget, overskrider den almindelige konsensus, tilsyneladende uden nogen rationel kalkule, fuldkommen domineret af en subjektiv vision. I brugstingenes destruktion og genopståen i vildt muterende former, i sporene efter den tid, der er forbrugt på skulpturen, i lagene af materialer, de tusindvis af skruer, hele denne ophobning af tid og stof, der sprænger både rummet og situationen, alt dette kan give associationer til en manisk besættelse, en gal mands værk, men i denne kunstens genkobling til galskaben ligger der også en modstand, en væren på tværs, måske en potentiel kritik til kunstinstitutionen.

Det er i hvert fald et kunstværk, der alene i kraft af sin tidskrævende opbygning kun vanskeligt vil kunne indpasses i kunstinstitutionens velsmurte udstillingsproduktion, men den egentlige pointe i at operere uden for institutionen er ikke, at man dermed kommer uden om disse logistiske problemer, men i at det forstærke de ovennævnte aspekter, det gale og monstrøse i værket.

I dette ser Bjørn Poulsen også et slægtskab med den tidlige avantgardes utopiske projekter, i særdeleshed Kurt Schwitters Merzbau. Også Paul McCarthys tidlige performance Whipping a Window and a wall with paint har spillet en rolle. I særdeleshed, hvad angår valget af lokaliteten: et butikslokale med indblik fra gaden. Dermed trækkes det almindelige gadeliv ind i installationen, turisme, shopping og andre ‘normale’ aktiviteter danner klangbund for værkets ‘anormalitet’ og øger det absurde i projektet. Derudover bliver det performative i værket trukket frem, hundrede af forbipasserende stirrer ind gennem vinduerne på dette “Work in Progress.” At værket dermed også åbner sig mod samfundet, bliver mere demokratisk og tilgængeligt er også en væsentlig faktor.

Titlen Leviathan er motiveret af flere faktorer. Der er en direkte association til det verdensomspændende bibelske havmonster, men også til den engelske 1600-tals filosof Hobbes, i hvis bog Leviathan repræsenterer den totale statsmagt, et nødvendigt onde til at tøjle menneskehedens morderiske tilbøjeligheder. I mit værk er det dog negationen af Leviathan, der afbildes, en galopperende forbrugerisme og kapitalisme, som statsmagten, og dermed fællesskabet, er ude af stand til at tøjle. Leviathan som fravær, heri har installationen et slægtskab med den russiske filminstruktørs Andrej Zvyagintsevs film. Her er Leviathan en dystopi, et totalt fravær af orden og retfærdighed.

Bjørn Poulsen (f. 1959) er uddannet ved Det Kongelige Danske Kunstakademi, København. Han har lavet flere udsmykninger, senest på Rigshospitalets Patienthotel og Neuroforskningscenteret i Aarhus – og har udstillet på den internationale skulpturudstilling ’Umedalen Skulptur’, Umeå i Sverige. Bjørn Poulsen har igennem flere år været medlem af Grønningens arbejdsudvalg.

Kilde: Galerie MøllerWitt