Astrid Marie Christiansen: Dazzle Camouflage
6 apr 201830 apr 2018

I udstillingen Dazzle Camouflage på Boulevard156 udfordrer Astrid Marie Christiansen flere facetter af det dagligdags fænomen balance. I udformningen jonglerer hun elegant mellem maleri og skulptur; i udtrykket mellem skævhed og genopretning, og emnemæssigt mellem fortid og nutid. Hendes stil er hendes egen, men universet tilhører os alle: Rummet, der omgiver os. Vægge, gulve, lofter opbygges og nedbrydes,
forbedres og forskønnes – og i processen fornemmer man en kunstners hemmelige mission.

”Man kan ikke stå stille og se på mine værker,” udtaler Christiansen, ”jeg nyder at se beskueren bevæge sig frem og tilbage, op og ned for at indtage værkernes dimensioner. Det er nærmest, som om de er blevet budt op til dans,” griner hun med et blik, der giver indtryk af at holde en anelse af sandheden tilbage.

Med et næsten umærkeligt afsæt i pop-kulturen og dens film og TV-serier skaber hun ubalance i værkernes konstruktioner – for straks efter at genoprette det hele med farver, der udligner forskellene. Måske en søgen mod at forbedre verden – der lettest lader sig gøre, hvis man starter med sig selv – eller måske er det et menneskeligt hamster-hjul, der holder den kunstneriske damp oppe.

Astrid Marie Christiansen: The Floors of Yore. Akryl, akvarel, pastelblyant på bomuld, 90 x 170 cm. Pressefoto

Christiansen flirter med gentagelsernes trættende lethed – der findes over alt i vores omgivelser – som en afspejling af masseproduktionen og som en gavmild yder af tryghed. Men for den ihærdige beskuer er Astrid Marie Christiansens egen følsomhed at finde i alle værker på trods af deres umiddelbare mangel på intimitet.

Christiansen lefler ikke for nogen. Hun går sin egen vej, og hun betræder den med både kyndighed og overbevisning. Dazzle Camouflage er et besøg værd for den, der gerne vil give maleriet en ekstra chance – også selv om det er kamufleret som en skulptur.

Den 5. april vender Boulevard156 tilbage til konceptet med at have performances ved ferniseringerne. Denne gang er det cand.psych. Ulla Bech-Bruun, der fremfører lidelseshistorien Pony Girl.

Kilde: Boulevard156

Boulevard156

Strandboulevarden 156
2100 København Ø

Tor 13-19, fre-søn 13-17

31.10 - 1.11: kl 13-17.

Astrid Marie Christiansen: Dazzle Camouflage
6 apr 201830 apr 2018

Del

'Astrid Marie Christiansen: Dazzle Camouflage'

Facebook