Arne L. Hansen: Figur, form, farve
11 mar 202310 jun 2023

Arne L. Hansen. Hilsen til Skagens gl. Posthus og alt det der sker i det, 1987. Foto Mette Morell.

Arne L. Hansen-udstillingen sætter fokus på maleren, grafikeren mmm. Arne L. Hansen (1921-2009), som lokalt er kendt for at have farvesat Hobro Kirke. Hansen, der var født og opvokset i København, fandt fra 1940’ernes slutning sine motiver blandt cirkusartister, lave klitgårde og i storindustrien, før han i 1990’erne begyndte at male abstraherede landskabsmotiver fra Skagen. Udstillingen præsenterer temaer og udviklingslinjer i Arne L. Hansens kunst. I de tidligste år efter uddannelse på Kunstakademiet i København var Hansen mest optaget af figurmaleriet, siden blev et stadigt mere formelt-abstrakt formsprog med motiver fra bl.a. B&W Skibsværft, Holmegårds Glasværk og Morsø Jernstøberi karakteristiske for ham. Op gennem 1990’erne og i de sidste år af karrieren var Arne L. Hansen særligt optaget af landskabsabstraktioner fra Skagen. I alle tilfælde skabte Hansen balance og dynamik i både figuration, formsprog og farvevalg, træk, som han tog med ind i de mange udsmykninger og farvesætninger, som han udførte sammen med en række af landets førende tegnestuer, bl.a. Friis & Moltke og Jacob Blegvad.

I 1993-94 farvesatte Arne L. Hansen loft og bænkerækker i Hobro Kirke. Det klare, blå loft og bænkerækkernes dæmpede gyldne dekoration henter farver fra Johan Thomas Skovgaards apsis- og alterbordsmosaikker fra 1952. At lade kunst og omgivelser spille tæt sammen er et typisk træk i Hansens kunst. I Hobro Kirke peger farvevalgene dog længere ud og knytter sig til den kristne billedtradition, hvor både himlens blå og de gyldne toner er symbol på det guddommelige.

Til udstillingen er lånt værker fra museums- og private samlinger, ligesom værker fra Hobro Kunstsamling indgår.

Kilde: Kunstetagerne Hobro

Kunstetagerne Hobro

St. Torv
9500 Hobro

Man-fre 9-18
Ons 11-18
Lør 10-13

Gratis entré

Kontakt

+45 97115212

Arne L. Hansen: Figur, form, farve
11 mar 202310 jun 2023

Del

'Arne L. Hansen: Figur, form, farve'

Facebook