Angela Gram: The Past is Alive
24 feb 201831 mar 2018

Træd varsomt, når du bevæger dig ind i galleriets nyeste udstilling, hvor bestialske vilddyr og lunefulde små skabninger sidder på spring bag lærredet og overvåger selv din mindste bevægelse. Angela Grams sælsomme vildnis af forvrængede naturbilleder får vores øjne til at flakke mellem genkendelige motiver, der fanger vores blik og i samme sekund splintres til atomer!

The Past is Alive viser værk for værk Angela Grams vedvarende fascination af det uhyrligt surrealistiske, der kommer til udtryk gennem hendes dekonstruerede dyrerige, hvor hver enkelte vilde skabning fremstilles som splittede, irrationelle, kaotiske væsner, der i deres fragmenterede tilstand, fuldstændigt blottes for identitet. Hun udfordrer vores gængse opfattelse af naturens verden ved at sønderrive den og lade vores egen bevidsthed stykke en ny helhed sammen, brik for brik af genkendelige elementer.

Men bag de figurative puslespil ligger en langt dybere fortælling end det, vi umiddelbart kan se med det blotte øje. I udstillingens største værk He Who Greets with Fire kommer vi helt tæt på dyrenes konge, der i frådende raseri, flænser sit bytte for at sikre sit kongedømme og forvise enhver, der udgør en trussel mod hans position! Ntwadumela eller He Who Greets With Fire var navnet på den berømte løve, der herskede over Serengeti-sletten i Tanzania. Kendt og berygtet som hyænedræberen besad han en rasende aggression mod de rivaliserende hyæneklaner og tilintetgjorde systematisk deres matriarkalske ledere.

Fortiden vækkes til live for øjnene af os og hensætter os til den klassiske hævntragedie, der har udspillet sig gentagende gange, langt tilbage i historien. Fra Shakespeares udødelige fortælling om den unge prins Hamlet, der får den tunge opgave at hævne sin fars mord, helt tilbage til den oldegyptiske myte om guden Osiris, der myrdes af sin bror Seth, mens den retmæssige tronarving Horus sendes væk i eksil. Tragedien gentager sig til stadighed i dag og puster til fortiden i kraft af de klassiske magtkampe, der fortsat udspiller sig i det politiske landskab, hvor de øverste hierarkiske positioner står på spil og symbolske jalousidrab gennemsyrer den skjulte dagsorden.

Angela Gram: He Who Greets With Fire, 2017. Oil on linen, 127 x 183 cm

I Angela Grams værker står Ntwadumela som et kraftfuldt symbol på, hvorledes dyrene legemliggør menneskelige værdier, såsom frygtløshed og magt, som et majestætisk og utæmmet eksempel på de dyriske instinkter indlejret i vores kollektive psyke. Den nedlagte gepard bliver billedet på det flygtige og skrøbelige i mennesket.

Hvert værk er komponeret som en kollage af absurde komponenter i Grams efterhånden velkendte æstetiske brudstykker, der afspejler den uforenelige spænding mellem de ildevarslende vilddyr og vores egne moderne forestillinger, hvor dyrene forsvinder fysisk og i stedet bliver billedet på menneskets indbyrdes magtrelationer.

Tøv ikke med at liste dig ind i Angela Grams flygtige naturreservat, hvor fortiden er spillevende! Men tag dig i agt for den ulmende vildskab, der på ingen tid overmander enhver, der drister sig til at prikke til bæstet!

Udstillingen viser 13 sprudlende intense oliemalerier
Angela Gram vil være til stede til ferniseringen og tilgængelig for interviews.

Gallery Poulsen

Staldgade 32
1699 København V

Ons-Fre 10 – 17.30
Lørdag: 11 – 15

Gratis entré

Kontakt

+45 33339396

Angela Gram: The Past is Alive
24 feb 201831 mar 2018

Del

'Angela Gram: The Past is Alive'

Facebook