Anders SCRMN Meisner: Everything is Amplified
6 apr 202427 apr 2024

Anders SCRMN Meisner – Nashville Skyline, 2024 © Hans Alf Gallery

Betalt indhold

Pressemeddelelse:

Siden Anders SCRMN Meisner havde sin første udstilling hos Hans Alf Gallery i 2012, har hans kunstneriske praksis undergået en kompleks og fascinerende udvikling. SCRMNs billedsprog er blevet strammere og mere raffineret gennem årene, han har foretaget en temmelig markant transition fra collage over papir til i dag næsten udelukkende at arbejde på lærred, og han har udviklet en farveholdning, en særlig lød, som helt igennem er hans egen. SCRMNs univers er singulært og eklektisk, og hans streg er så umiskendeligt hans.

Gennem årene har Anders SCRMN Meisner udstillet flittigt i udlandet, men det store internationale gennembrud har ladet vente på sig. Indtil nu. Til maj åbner SCRMN sin første solo hos Kristin Hjellegjerde i London, i juni udstiller han uden for Berlin på Schloss Goerne – også med Hjellegjerde – til august indvarsles et nyt og løfterigt samarbejde med det amerikanske galleri The Pit, når SCRMN deltager i deres årlige sommerudstilling i Los Angeles, og til november kan hans værker opleves i New York hos Isabel Sullivan Gallery. Alt dette følges i 2025 op af større soloudstillinger i New York og Los Angeles samt deltagelse på den store, amerikanske kunstmesse EXPO Chicago.

I udstillingen ”Everything is Amplified” søger SCRMN tilbage til noget, som fyldte meget i hans tidlige værker; et nærmest fetichistisk forhold til tilsyneladende banale genstande, som i malerens finurlige billedunivers ophøjes og besvangres med komplekse historier og personlig veneration. Barndommens PEZ-dispensere sirligt arrangeret på et skateboard, en gammel rejsekuffert, hustruens lyserøde pumps, en miniaturehest, et opretstående klaver – alt sammen uskyldige, hverdagsagtige objekter, som i SCRMNs sælsomme iscenesættelse får en ny og dybere betydning. Og samtidig invaderes billedfladen uafladeligt af træer, buske, grene, blomster og blade som evig påmindelse om det vildes lurende tilstedeværelse overalt i og omkring os; en symbolsk kontrastering af natur og kultur.

”Everything is Amplified” – alt er forstærket – har to betydninger. På den ene side er der det helt konkrete faktum, at SCRMN i mange af de nye værker simpelthen maler forstærkere – amplifiers – men samtidig refererer titlen også til en mere abstrakt fornemmelse af, at alt – følelser, farver, objekter – er forstørret i udstillingens værker.

Om dette siger kunstneren selv:

”Det første maleri, jeg lavede til udstillingen, forestillede en guitarforstærker. For mig er der enormt meget nostalgi forbundet med guitarforstærkere; de minder mig om mine teenageår, om punk, oprør og ungdommelig larm. Så det blev udgangspunktet for udstillingen. Samtidig refererer titlen også til selve objekterne i de enkelte værker, som generelt er forstørret og forstærket. Jeg har i en vis forstand zoomet ind på alt i en slags hypersensitiv, udsyret teenage-feberdrøm, hvor alle genstande behæftes med personlige følelser og erindringer. På mange måder er ”Everything is Amplified” en tilbagevenden til udstillingen ”The World Was Weird” fra 2014 og min besættelse af objekters iboende historie. Dengang skrev den amerikanske forfatter John Albert “seemingly unremarkable objects become keys to unraveling memories and the nature of the human experience.” Jeg synes egentlig, det citat indkapsler mit projekt meget godt.”

Dette indhold er produceret i samarbejde med et udstillingssted som en del af udstillingstedets Artguide-abonnement hos kunsten.nu.
Kunsten.nus uafhængige redaktion har intet at gøre med indholdet.

Hans Alf Gallery

Holbergsgade 8
1057 København K

Tilgængelighed:
Niveaufri adgang – nej
Handicaptoilet – nej
Gratis for ledsager – ja

tirs-fre: 12-18
lør: 12-15 og efter aftale.

Gratis entré

Kontakt

+45 25 75 10 57

Anders SCRMN Meisner: Everything is Amplified
6 apr 202427 apr 2024

Del

'Anders SCRMN Meisner: Everything is Amplified'

Facebook