Adam Saks: A Pile of Light
20 apr 20241 jun 2024

Adam Saks, Fracture (Griffin). Olie på lærred, 2024
190 x 190 cm

Anbefalet under Det skal du se! uge 16

Betalt indhold

Pressemeddelelse:

Menneskets eksistens i relation til naturen kommer ofte til udtryk i mine værker. De keramiske brudstykker stikker ud af klinten, der skråner ned mod havet – det er dele af hanke, mundinger og glaserede buer, der alle vidner om en for længst forladt civilisation ved Middelhavets kyst.

Med tilbageholden begejstring samler jeg de keramiske stumper op og gemmer de mest attraktive dele.

Hvordan kom vi så langt?
I denne verden af konflikt og kaos?

Vores omverden splintres, vores civilisations grundvilkår står på spil, og kunne vi have fejlet mere end dette?

Maleriet fødes af realiteter og en malerisk modstand og det kan både være af den indre eller ydre slags. Et af maleriets kendetegn er den autonomi, hvor med man som kunstner er i stand til at forene en tanke, vision eller forestilling med det maleriske greb, der ofte involverer overmalinger og en destruktion af det første formale udgangspunkt. Dog uden at miste indholdets betydning undervejs.

Jeg har malet keramiske værker fra Hellenismen, den græske kultur, der er en af søjlerne i vores kultur og vores civilisations vugge. Keramikken er splintret, gået i stykker og ligger som store monolitter i landskabet som vidnesbyrd og monumenter fra en tabt kultur. Naturen truer med at opsluge disse knuste objekter, og de ligger forvitrede og overgroede med slyngplanter mens naturens ligevægt bliver genoprettet. Andre keramiske krukker er frit svævende
totemmer, som krystaller i luften og beholdere for lys.

Nu breder nye motiver sig fra vores samtid ud over de keramiske fragmenter, – knojern og ”Dogs of War”, glammer ud i rummet og kæder dermed nutidens brutalitet sammen med fortidens frembringelser.

I Japan limer man ituslået keramik sammen i en teknik, der kaldes kintsugi. Fragmenterne af keramik bliver limet sammen med guld eller sølvstøv, og linjer så fine som spindelvæv slynger sig uden et logisk forløb hen over den sammensatte overflade. Bruddet bliver celebreret, og det uperfekte fremhævet, – det ødelagte og ituslåede bliver genfødt i en ny fuldkommenhed. Et maleris tilblivelse er en tilsvarende destruktiv og genopbyggende arbejdsgang, hvor ofte
minimale maleriske ændringer både kan etablere eller destruere det maleriske rum. Gennem det uventede opstår de bedste malerier – og de værste.

Ofte ledsager tegningerne denne proces. Det er tegninger af mulige og kommende kompositioner lavet med akvarel, kul og oilsticks. Kompositioner, der kan finde vej videre til malerierne. Papirets ruhed optager det tørre og knasende kul, mens den fugtige akvarelpensel udvisker det tynde kulstøv og når papiret er tørt, kan en ny tegning materialisere sig ovenpå denne tone af stoflighed. Lyset kommer fra bunden i det hvide papir, men de tynde laserende lag af kulstøv og sepia toner, der udsletter den foregående tanke, skaber samtidig en dybde og forankring for det nye motiv. Lysets stråler reflektereres i bunken af keramiske skærver, og en ny skønhed opstår.

Jeg venter på en bedre flugtvej…

Adam Saks, Berlin 2024

Dette indhold er produceret i samarbejde med et udstillingssted som en del af udstillingstedets Artguide-abonnement hos kunsten.nu.
Kunsten.nus uafhængige redaktion har intet at gøre med indholdet.

Galerie Moderne Silkeborg

Hostrupsgade 39
8600 Silkeborg

Man-lør 10-17

Gratis entré

Kontakt

+45 86814444

Adam Saks: A Pile of Light
20 apr 20241 jun 2024

Del

'Adam Saks: A Pile of Light'

Facebook