Marie Munk: Great Pets
13 dec 20191 mar 2020

Anbefalet under Det skal du se! i uge 50

Marie Munks første soloudstilling i Danmark udfolder sig som en feberdrøm om fremtidens bioteknologiske verden.

Udstillingen Great Pets er en totalinstallation, der inviterer gæster til at træde ind i et både velkendt og fremmed landskab. På den ene side ligner installationen en af vor tids børnesikrede legepladser, hvis kunstgræs og krasse faldgummi-farver iscenesætter en sært kunstig og tæmmet natur. På den anden side ligner udstillingen et zoologisk vivarium, hvor en dyreart lever i en karikeret version af sit naturlige miljø. Men totalinstallationen er ikke indrettet til børn eller dyr. Landskabet er beboet af organismer, der rører på sig og ser livagtige ud – og dog minder de ikke om nogen kendte former for liv.

Fra udstillingen Great Pets af Marie Munk. Foto: Jonas Schenk.

Marie Munk har skabt sine sære væsener med lag på lag af silikone indfarvet med pigment. De ser syntetiske ud men er også animerede af mekanik. Deres hud er naturtro, men det er ikke en natur man kender. Stilen er hyperrealisme, men den realitet eller virkelighed, som her gengives, findes ingen andre steder. Udstillingen er som sådan ikke et billede på vores samtid. Om noget peger den på en forestilling om fremtiden.

Titlen Great Pets kan betyde flere ting, bl.a. ’Fantastiske Kæledyr’ og ’Store Kæledyr.’ Titlen leder tankerne hen på den boomende robotkæledyrsindustri, der sælger mekaniske og reaktive hundehvalpe til børn og babysæler til plejehjem. Men titlen flirter også med en umulighed. For kan kæledyr ikke blive så store, at de vokser deres ejere over hovedet? Munks kæledyr er så store, at de næsten ikke længere er kæledyr. Måske er de billeder på, hvordan et forvredet størrelsesforhold mellem mennesker og maskiner også forskyder magtforholdet. Spørgsmålet om, hvem der kæler for hvem, kan også blive et spørgsmål om, hvem der kontrollerer hvem.

Great Pets kan anskues som et eksperiment. I 1890’erne viste den russiske fysiolog Ivan Pavlov (1849-1936), at hunde kan trænes til at savle blot ved frembringelsen af en lyd. I dag demonstrerer teknologivirksomheder, at vi mennesker kan trænes til uafladeligt at tjekke vores ’feeds’ på sociale medier. På udstillingen undersøges og udstilles også, hvordan vi mennesker reagerer på kunstige kæledyr.

Når man ankommer til Tranen i stueetagen, vil man automatisk kigge op på de større væsener. Bevæger man sig op på 1. sal, vil man kigge ned på dem. Bevæger man sig rundt på udstillingen, kommer man måske ikke bare tæt på – og i øjehøjde med – disse feberdrømme om en fremtidig bioteknologisk revolution. Måske vil man også se op til dem eller ned på dem. Den ene synsvinkel kan udelukke den anden – eller supplere den.

Se billedserie fra udstillingen her.

Kilde: Toke Lykkeberg, Leder af Tranen

Tranen

Ahlmanns Allé 6
2900 Hellerup

Man–fre 8–20
Lør-søn 10–16

Gratis entré

Kontakt

+45 39985800

Marie Munk: Great Pets
13 dec 20191 mar 2020

Del

'Marie Munk: Great Pets'

Facebook