Anne Haaning: Half Hidden
30 nov 201916 feb 2020

Anbefalet under Det skal du se! i uge 48

”Et tykt lag hygge dækker over hundrede års kolonihistorie”, lyder det fra en speakerstemme, som er én af de mange brudstykker af talestrøm og visuelle lag, der tilsammen udgør totalinstallationen Half Hidden.

Anne Haaning: Still fra videodelen af installationen Half Hidden. Pressefoto.

Med et tvistet take på historisk arkivmateriale tager værket udgangspunkt i en forladt kryolitmine i Ivittuut i Grønland. Anne Haaning forbinder den teknologiske udvikling med et større historisk blik på ressourceudvinding, minedrift og imperialisme. Med en særlig interesse for glemte steder og strukturer, der usynligt lever videre som minder og aflejringer af tid, er Haaning dykket ned i Rigsarkivets telegrammer og andet materiale fra Ivittuut.

Danmark udvandt mineralet kryolit i Grønland fra 1850’erne og helt op til 1986. Kryolit revolutionerede ved at være en vigtig ingrediens i masseproduktionen af aluminium, som fik afgørende betydning for skibsbygnings- og luftfartsindustrien under 1. og 2. Verdenskrig. Mineralet var så vigtigt, at kryolitminen blev sat under amerikansk administration, da Danmark blev besat i 1939 og frem til krigens afslutning. Men historien er så godt som slettet fra vores hukommelse og danskernes bevidsthed. I dag er minen oversvømmet og står som et ar i det grønlandske landskab. Som et vandspejl og et enormt geografisk og symbolsk tomrum, der gemmer på århundreders historie.

Haanings kunstneriske praksis spænder bredt over varierende medier og blander skulpturelle, arkitektoniske og digitale strukturer i en værkbaseret konceptuel research. I Half Hidden kombineres animationer, filmklip, 3D-rekonstruktioner af Rigsarkivet, polariserende effekter og myter om stenånderne nedskrevet af Knud Rasmussen i 1923 med tekstbaseret korrespondance mellem Haaning selv og åndemaneren Nakasuk.

Uden at pege fingre retter Haaning vores opmærksom mod et hjørne af Danmark og Grønlands fælles arv og på historien om den moderne teknologi og dens påvirkninger. Med udstillingen ønsker Haaning at synliggøre de sammenhænge, der eksisterer mellem udvinding af råstoffer og de ideologier, der ligger til grund for kolonialiseringen. Hun ser oplevelsen af tomrummet i minen som et billede på det tomrum, vi som mennesker til tider konfronteres med i dialogen med og gennem teknologien – den teknologi, der er direkte affødt og muliggjort via kryolitminedriften.

Med Half Hidden dykker vi med ned under overfladen på den oversvømmede kryolitmine og konfronteres med det fravær af viden og kendskab til Grønland og rigsfællesskabets historie, der hersker i Danmark. Half Hidden er et vigtigt og aktuelt værk. Det er vigtigt, fordi det fortæller en væsentlig historie, der har fået alt for lidt opmærksomhed. En historie, der kan åbne for nye syn på vores fælles historie og kulturarv, og som er grundlaget for en forståelse af forholdene i dag. Og historien er højaktuel, da hele verdens øjne lige nu hviler på den arktiske zone.

Kilde: Den Frie Udstillingsbygning

Den Frie Udstillingsbygning

Oslo Plads 1
2100 Kbh Ø

Tilgængelighed:

Niveaufri adgang - ja
Handicaptoilet - ja
Gratis for ledsager - ja

Tirs-søn 12-18
Tors 12-21

Voksne: 70 Kr.
Studerende: 50 Kr.
Pensionister: 50 Kr.
Under 12 år: Gratis entré

Kontakt

+45 3312 2803

Anne Haaning: Half Hidden
30 nov 201916 feb 2020

Del

'Anne Haaning: Half Hidden'

Facebook