Fællesudstilling med HUSETs kunstnere: Didder Geisler, Hans Christian Rasmussen og Jens Peter Helge Hansen
15 jun 201914 jul 2019

Didder Geisler. Pressefoto
Didder Geisler. Pressefoto

HUSET i Asnæs præsenterer fra d. 15. juni til d. 14. juli 2019 en udstilling med Didder Geisler,

Hans Christian Rasmussen og Jens Peter Helge Hansen, en fællesudstilling med HUSETs kunstnere og en udstilling med Knud Odde i HUSETs X-rum.

HUSETs kunstner Didder Geisler har inviteret Hans Christian Rasmussen og Jens Peter Helge Hansen til at udstille sammen med sig i HUSET. Fælles for de tre kunstnere er, at de alle arbejder med det koloristiske.

Didder Geisler har til udstillingen i HUSET sandsynligvis lavet ”sans synlige” og ”øjen synlige” landskabsbilleder, der oftest er malet med stor glæde i hendes farveorkestreringsværksted i Veddinge. Hans

Christian Rasmussens værker på udstillingen er inspireret af cirkler. Han viser bl.a. serien “Cirkulær bevægelse”, som er trykt på bomuld samt indrammede cirkler trykt på bomulds-satin. Farverne er bl.a. violet-sort, rød-sort og grøn-sort. Jens Peter Helge Hansen viser en samling af fortrinsvis akvareller og oliepasteller på papir. Naturen udgør den primære inspirationskilde i hans værker, hvor vi præsenteres for motiver som eksempelvis dyr, træer, skove og insekter.

Arrangement i HUSET i Asnæs: Koncert lørdag d. 22. juni kl. 16:00
HUSET i Asnæs er glad for at kunne byde velkommen til en koncert med Odsherreds Kammerkor og klarinettist Lars Aabo, der vil finde sted i udstillingen med værker af Didder Geisler, Hans Christian Rasmussen og Jens Peter Helge Hansen.

Odsherred Kammerkor er stiftet i 2015 af musikskoleleder Bjørn Monberg. Ved koncerten i HUSET synger koret et nordisk program, der er formet som en rundtur i Norden med besøg i Danmark, Island, Norge, Sverige, Finland og tilbage til Danmark. Undervejs høres musik af Jørgen Bentzon, Jon Asgeirsson, Edward Grieg, Hugo Alfven, Elisabeth Hermodsson og Per Ratje. Alle sange synges på originalsproget. Vel tilbage i Danmark rundes af med sommersange af Otto Mortensen og Svend S. Schultz.

Lars Aabo vil spille Igor Stravinskijs tre stykker for soloklarinet, som er fra begyndelsen af 1900-tallet samt to nyere stykker af den danske komponist Gunnar Berg og den ungarnske György Ligeti.

1. SAL: Fællesudstilling med HUSETs kunstnere
HUSETs kunstnere udstiller et udvalg af deres værker. Se maleri, grafik, keramik, billedtæpper, skulptur og collage.
HUSETs kunstnere er Anne Rolsted, Birgit Krogh, Bodil Manz, Charlotte Krogh, Dag Aronson, Didder Geisler, Erik Varming, Hanne Løcke, Hans Helge Nielsen, Henriette Duckert, Jytte Rex, Jørgen Albrechtsen, Jørn Bromann, Margrethe Agger, Poul Erik Nielsen, Trine Pedersen og Troels Trier.

X-RUMMET: Knud Odde
I HUSETs X-rum præsenteres en mindre udstilling med Knud Odde. Knud Odde er især kendt for sine insisterende portrætter, udført i sitrende, sorte konturer og stærke farver, hvor gådefulde personer præsenteres i Oddes karakteristiske formsprog. Det er ofte historiske personer, som befolker Oddes værker. Personerne henter Odde ind fra både litteratur, film og musik. Knud Odde arbejder alsidigt som billedkunstner; ud over at male arbejder han også med plakatkunst, litografi og senest keramik. I HUSETs X-rum skabes en intim og smuk udstilling, der viser maleri, collage og grafik, og som giver et godt blik ind i Knud Oddes kunstneriske univers.

Kilde: HUSET i Asnæs

HUSET i Asnæs

Storegade 31
4550 Asnæs

Tirs-søn 13-17
Lukket man og mellem udstillinger

Gratis entré

Kontakt

+45 59650861

Fællesudstilling med HUSETs kunstnere: Didder Geisler, Hans Christian Rasmussen og Jens Peter Helge Hansen
15 jun 201914 jul 2019

Del

'Fællesudstilling med HUSETs kunstnere: Didder Geisler, Hans Christian Rasmussen og Jens Peter Helge Hansen'

Facebook