Zen-avantgarde fra Chile

Paula Cobo og Luis Guerra udstiller på Charlotte Fogh Contemporary fra 20. november til 20. december. Duoen er præget af et ønske om at møde verden med en zen-indstilling samtidig med, at de har stærke politiske holdninger.

Poesi og zen
For Paula Cobo og Luis Guerra sker produktionen af kunst på samme måde som en poets digtning.

"Vores kunst er små digte – tanker materialiseres og fanges i objekter, aktioner og tegninger. Alt, hvad vi synes, fungerer til at udfolde tanken", siger Paula Cobo. Ved at sample de forskellige medier ønsker de to kunstnere at bygge bro mellem deres kunstneriske og politiske budskaber.

De beskriver sig selv som meget zen. Men denne zen-attitude betyder, at de må være åbne og fordomsfri også i deres arbejdsproces.

Derfor starter de dagen tidligt, og efter at have indtaget et godt morgenmåltid tager de fat på dagens projekter. En typisk dag forløber med at læse og skrive, flytte ting eller male og tegne. Gåture og yoga har også en særlig plads som et led i arbejdsprocessen.

Inspiration
Inspirationen til den kommende udstilling hos Charlotte Fogh har de fået efter i to år at have levet som nomader og arbejdet som kunstnere på forskellige lokaliteter.

"Denne periodes oplevelser lærte os, hvordan minder kan skabe samfund. I den forstand er inspirationen til udstillingen fundet i en proces, hvor vi har fordybet os i tanken. Vi har læst og arbejdet omkring temaet, hvorledes hukommelsen arbejder og påvirker os på et ubevidst plan", siger Paula Cobo.

Kæpheste
Samtidig med deres zen-tilgang til kunsten er Paula Cobo og Luis Guerra meget involverede i sociale og politiske emner:

"Som latinamerikanere er vi altid nysgerrige på vores kontinents historie – ikke blot tidligere tiders latinamerikansk historie, men også historien som den udfolder sig lige nu i sin samtid".

Kunsten har for dem altid været et værktøj – et socialt værktøj gennem hvilket man kan transformere virkeligheden:

"Kunst er det, der sker i vores samfund. Det er i særdeleshed et moderne fænomen, som er meget tæt knyttet til de politiske og sociale tanker, som har forandret vores verden i det sidste århundrede", siger Paula Cobo.

After 1973
Udstillings titel, After 1973, kommenterer direkte på Chiles historie. Titlen refererer i følge de to kunstnere først og fremmest tilbage til de hændelser, der udspillede sig i Chile det år.

"Om morgenen den 11. september 1973 blev den demokratisk valgte socialistiske præsident Salvador Allende angrebet af en militaristisk gruppe ledet af diktator Augusto Pinochet, som blev støttet af Nixon-administrationen.

Regeringsbygningen, La Moneda, blev bombet af militærfly, og i gaderne begyndte hæren deres brutale jagt på enhver mistænkelig ‘kommunist’ eller ‘socialist’. Mange mennesker måtte flygte i eksil, mens andre igen ‘forsvandt’ eller blev dræbt. De der blev i landet måtte leve de næste 17 år i et altoverskyggende diktatur", fortæller Paula Cobo.

Begge kunstnere er opvoksede under diktaturet; Luis Guerra blev født i 1974 og Paula blev født midt i diktaturets storhedstid, 1982.

Demokratiet blev genetableret i 1989, og i følge Paula Cobo og Luis Guerra føles det idag som om, alle minder om diktaturet er gået tabt i historien:

"I dag er den generelle stemning, at ingen har lyst til at tale om denne periode i historien. Vi hjemsøges af Salvador Allende samt alle de uskyldigt dødes genfærd", siger Paula Cobo.

Fravær af etik i samtidskunsten
Der er altså skabt et sort hul i kunstnernes og deres landmænds historie, og Paula Cobo og Luis Guerra ser det som deres opgave at gøre opmærksom på dette:

"For os bliver kunsten ikke blot genstande, du kan hænge på en væg, men vil altid foruden den æstetiske dimension have en politisk eller etisk diskurs. Ofte finder vi, at man i samtidskunsten nedprioriterer denne diskurs, og således vil man aldrig møde nogen, der har et portræt af Hitler hængende…men derimod, til vores store ærgrelse, alt for mange Warhol efterligninger", bliver Paula Cobos afsluttende kommentar.

Udstillingens hovedtema er et ønske om at fremhæve erindringens enestående evne til at skabe et fælles ståsted for folk, samtidig med at vores tilgang til minder, historien og ikke mindst kunsten altid vil være et subjektivt anliggende.

Dette forsøger Paula Cobo og Luis Guerra at understrege ved at kombinere zen-meditations fordybelsen i jeg’et med avantgardens voldsomme udadvendte kritik af historieskrivningen og samfundsstrukturer.

Om denne særegne kombination fungerer må være op til beskueren at bedømme. Udstillingen har fernisering på fredag.