Weltschmerz på japansk

Weltschmerz på japansk

Daido Moriyama: Record Extra Issue no. 1, 2007. (Pressefoto)

Vis billedserie

Udstilling

Daido Moriyama: The World Through My Eyes

8 apr 2011 21 maj 2011

Daido Moriyana

Galleri Susanne Ottesen
Se kort og tider

På Galleri Susanne Ottesen lader den japanske fotograf Daido Moriyama sine voldsomme, poetiske, forvrængede og skelsættende billeder tårne sig op over den besøgende. Man bliver ikke overrasket, men man bliver påvirket.

Titlen The WorldThrough My Eyes rammer netop Moriyamas simple metode: et personligt,ekspressivt udtryk. Det er dokumentarfotografi med sjælen som emne.

På udstillingen hænger sen-halvfjerdser billeder ved siden afnyere værker uden problemer, for emnet og metoden er den samme:

Moriyama (f.1938) møder verden med kameraets film som dén sensitive flade, der opfangermødet med verden. Den subjektive dokumentarisme er efterhånden ’old school’,men på ingen måde antikveret.

Billederne er poetiske og potente, uanset om deer to eller tyve år gamle.

Daido Moriyama: fra “Hokkaido”, 1978/2009. (Pressefoto)
Daido Moriyama: fra “Hokkaido”, 1978/2009. (Pressefoto)

Om man holder af disse billeder vil givetvis være etspørgsmål om, hvor meget weltschmerz, man synes, man kan rumme. Men for os, somgodt kan kapere en generøs portion fremmedgørelse, og som godt kan suspenderetungen i kinden for en stund, er det gode sager.

På tværs af årene
Moriyama blev i starten af 1960’erne, både personligt og professionelt, enkarakteristisk markør for et skift i japansk samtidsfotografi. Moriyama var påvej fra en uddannelse som grafisk designer over i avantgardefotografiet.

Han arbejdede som assistent for Eikoh Hosoe, som selv havdeværet en toneangivende del af fotografslænget VIVO, og kort herefter så hanWilliam Kleins New York- bog, somchokerede og inspirerede til en ny type streetphotography. Kleins aggressive og frie form gav inspiration til at sættebilleder på den forandring, krig og amerikansk kulturimport havde sat i gang idet japanske samfund.

Daido Moriyama: fra “Hokkaido”, 1978/2009. (Pressefoto)
Daido Moriyama: fra “Hokkaido”, 1978/2009. (Pressefoto)

Den æstetiske linje, som Moriyama satte dengang, forekommerubrudt og frisk den dag i dag. Det giver en smidig sammenstilling af ældre ognyere værker, og får udstillingen til at snige sig uden om mærkaten’retrospektiv’.

Tre-trins-raket
Udstillingen er bygget op med tre store billeder i rummet ud mod gaden, etmellemspil af mindre fotografier og endelig en sand symfoni af store værker ibagerste, store rum i galleriet.

Det første værk på udstillingen, som øjnene drages imod, er Record Extra Issue no.1. Det er etbillede af en grotesk mannequin i close-up, hvis vanvidsprægede blik ogspejlende brilleglas sætter tonen for den stemning, som Moriyama er kendt for.Hun flankeres af gademotiver med fotografisk attitude: tæt på, hårdt filter,skæve horisontlinjer. Velkommen i vanviddet, hold på subjektivitet og briller.

Størrelsen betydernoget
Mellemgruppen af mindre billeder består primært af smukke, enkle motiver.Formalistiske træk går igen: rasterne i et affotograferet bryllupsbillede (hanseget) ligner det tæthullede gitter i et andet billede, og hele tiden blotterMoriyama kornene på filmen i myriader af prikker. Den enorme konsekvens binderalle billederne sammen i en lang visuel melodi.

Daido Moriyama: Me, 1969. (Pressefoto)
Daido Moriyama: Me, 1969. (Pressefoto)

Selvom de små størrelser rummer en fin intimitet, somtrækker den besøgende tæt ind til sig, kan den visuelle generøsitet godt virketæmmet i denne indramning med passe partout. Heldigvis varer det ikke længe,for om hjørnet hænger der igen store, imposante fotografier af snefnug iflash-lys, af buldrende køretøjer, af en tung, træt hest og en ditto skolepige.Som sagt: knusende weltschmerz i høj hastighed.

Disse sidste billeder er tredive udvalgte billeder fra enserie om Hokkaido, som Moriyama lavede i 1978, og som galleriet desudenoplyser, er udgivet i begrænset oplag i sit fulde omfang. Man mærker, atMoriyama er en fotograf, som fra starten af sin karriere har forholdt sig grundlæggendetil bogformatet. Billederne danner sammen en helhed, som overstiger deindividuelle billeders udsagn.

Et fotografisk ’bådeog’
Man mødes på udstillingen, hvis man er bekendt med Moriyamas produktion, afen følelse af genkendelse. Som lyden af en stemme, hvis modulation, klang ogtempo, man kender. Det fotografiske udtryk: det kornede, det kontrastrigesort/hvide, er lige så meget en del af en poetisk stemme, som det indhold, depræsenterer. Der er i hans billeder en bevidsthed om, at fotografiet både kanvære abstrakt, nærmest ren struktur og overflade, men også er figurativt ogrepræsenterende.

Daido Moriyama: Aomori, 2009. (Pressefoto)
Daido Moriyama: Aomori, 2009. (Pressefoto)

Dette er meget fint repræsenteret på udstillingen i blandtandet landskaberne, hvor et uskarpt snelandskab balancerer mellem form ogrepræsentation, eller hvor de sort/hvide korn samler sig til en brusendehavoverflade.

Daido Moriyama (f. 1938) begyndte at fotografere omkring 1960-61 og arbejdede som freelancefotograf. Han var stærkt optaget af den amerikanske indflydelse i efterkrigstidens Japan og publicerede sine billeder i blandt andet fotografimagasinet Camera Mainichi, som blev et omdrejningspunkt for udviklingen af ’new documentary’-genren i Japan.

Han har siden midten af 1960’erne udgivet en lang række fotografiske bogværker, hvoraf det første var Japan A Photo Theater (1968) og Farewell Photography (1972). Han har præget generationerne af fotografer efter ham gennem undervisning og workshops.

Vis billedserie

Udstilling

Daido Moriyama: The World Through My Eyes

8 apr 2011 21 maj 2011

Daido Moriyana

Galleri Susanne Ottesen
Se kort og tider

Kommentarer

Del artiklen

'Weltschmerz på japansk'

Facebook