Vor mand i kunsten

Hermed anbefales Lille kunsthistorie skrevet af anmelder ved Dagbladet Politiken siden 1988, Peter Michael Hornung. Han har ikke bare skrevet, han har også tegnet, hvilket er modigt (en kunsthistoriker må ikke selv være kreativ!?) – og han gør det godt.

Gennem bogen optræder “vor mand i kunsten”. Han er en tyndhåret, tykmavet elskværdig mand, der både ses som hulebeboer, egypter, slangegudinde, kejser og kalkmaleri. Senere stiller han sig på hovedet foran et Baselitz-maleri eller indtager installationer af Olafur Eliasson.

Det er for børn
Kan man forklare abstraktion og nonfiguration for et barn? Ja man kan. Hornung gør det kort og enkelt.

Forskellen på impressionisme og ekspressionisme forklares med en sejltur nedad floden: Hvor impressionisten ville ligge og flyde afsted i sin båd, betragte sollyset, træerne og vandoverfladen, så ville ekspressionisten krampagtigt holde ved bådens kant og frygte stormvejr. “Hvis vi skal gøre det helt enkelt, er impressionisme, hvad du fortæller maleriet om det, du ser i øjeblikket.” (…) og “Ekspressionisme er, hvad du fortæller malerier om det, du føler ved det, du ser.”

På bagsiden står, at bogen bør læses af voksne i følgeskab af børn. Faktisk tror jeg ikke, at mine børn interesserer sig for stilhistorie og kronologi, men de interesserer sig for gode historier og billeder, så jeg lod dem hver vælge et nedslag fra tidslinjen, som udgør bogens indholdsfortegnelse. Det blev til gotik og kubisme. Min ambition var at formidle to opslag, men først 36 sider senere tabte de interessen. Teksten blev ikke direkte læst højt, men jeg skummede indholdet og talte om illustrationerne.

I dagens folkeskole gør man meget ud af, at børn skal læse. Hver dag. I de små klassetrin er det minimum 15 minutter og omfanget vokser i de større klasser. Så er det  jeg tænker: hvad med billederne?

I en ideel verden, så lader vi ikke kun børnene læse tekst, men også se på billeder. Hvad om voksne hver dag sad i 15 minutter og så på ét billede, sammen med børnene?

Dagens billede
En ældre bekendt har lært mig at læse avis, også med helt små børn. Hun praktiserer det ofte med sine børnebørn, gerne de helt små, som end ikke læser overskrifter, men bare ser på billeder. Det er en meget anderledes oplevelse at læse en avis sammen med et barn. De er tilbøjelige til at se ubekymret leg, også i billeder, som ellers ledsager krisetekster (“det er dejligt, at de løber rundt uden sko på” – om et billede fra slummen). De kan også læse politikeres ansgitsudtryk (“jeg tror, at han er ked af, at de andre ikke vil lege med ham i dag”).

Til billedmøder med børn kan man finde et aktuelt billede fra de trykte medier eller noget, der er delt på de sociale medier, men det kunne også være et billede fra en kunstbog.

Af kunsthistoriske grundbøger er E.H. Gombrichs Kunstens historie og H.W. Jansons History of Art uomgængelige. Førstnævnte udkom første gang på engelsk i 1950 og sidstnævnte er oprindelig fra 1962. I den Janson-udgave, som jeg har stående, er der 1.182 illustrationer, 19 kort og 4 tidslinjer. Indekset fylder fra side 836 til side 854. Selve bogen vejer over tre kg. 

Dette er grundbøgerne, man som kunsthistoriestuderende skal høvle igennem og hvis indhold man senere problematiserer. For hvordan kan ét værk sammenfatte alle menneskers historie? Hvem taler? Hvorfor netop disse prioriteringer? Hvad hører til historien?

Uomtvisteligt er bøgerne stadig rige kilder til kunst og kulturprodukter fra alle tider. Fra hulemalerier og op til og med slut 1990erne. Janson selv døde i 1982, men en redaktionsgruppe opdaterer løbende værket. Jansons kunsthistorie er solgt i mere end to millioner eksemplarer. 

Og så er det, jeg tænker, at jeg vil vise børnene rigtige billeder; gode billeder, der fortæller noget og betyder noget for mange. Billeder, der har en formel æstetisk og kunstnerisk kvalitet.  

Jeg begynder i morgen. Gombrich og Janson skal ind på børneværelset.

En anke og en opfordring
Hornungs Lille kunsthistorie er også rigtig god at have liggende fremme. Bogen er sat op med luftige, velkomponerede sider, hvor tekstombrydningen sine steder danner ekko med tekstindholdet, som for eksempel i opslaget om gotik og i opslaget om Paul Cézanne.

Denne bog føjer sig til rækken af feinschmecker-udgivelser om kunst og kultur fra Strandberg Publishing, som også har udgivet bøger af Lars Morell, Bente Scavenius og Klaus Wivel samt står bag et relevant samarbejde med Coop om blandt andet designbøger. Hermed er forlaget en lille men reel konkurrent til Forlaget Vandkunsten, som i årevis har udgivet kunstbøger for kræsne læsere.

Der er ikke noget indeks i Hornungs bog, men det bemærkes, at man skal helt hen til side 154, før kvindelige kunstnere får eget opslag. De tre udvalgte er Louise Bourgeois efterfulgt af Kathrine Ærtebjerg og Julie Nord. På siderne 89 og 61 nævnes henholdsvis Franciska Clausen og Anne Marie Carl-Nielsen, men de øvrige cirka 55 kunstnere, der nævnes ved navn i bogen, er alle mandlige.

Eneste egentlige anke er limningen i ryggen som gør, at man skal bruge to hænder til at holde bogen åben. Selv efter at jeg har haft den liggende med knækket ryg på natbordet, så klapper den for nemt sammen, hvilket ikke er så godt, hvis det skal være en imødekommende bog, også for små barnehænder. Men ellers er den fysiske fornemmelse god med lækkert mat papir, der klæder vandfarven og den bløde blyant i illustrationerne.

Jeg gad godt se “vor mand i kunsten” animeret og omsat til tv, med Hornungs skrift som speak og ellers rå kunst og den skæve streg. Det ville være velturneret tv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.