Video – Malene Landgreen

Video – Malene Landgreen

Turboladen på Statens Værksteder for Kunst har dannet ramme om Malene Landgreens arbejde med malerier i storformat til udstillingen Artistic Reality på Gl. Strand. Foto: SVK

Billedkunstner Malene Landgreen har i Turboladen på Statens Værksteder for Kunst arbejdet med en række værker i storformat, der nu præsenteres i udstillingen Artistic Reality på Gl. Strand.

Malene Landgreen har brugt rummene i Turboladen til at udfolde sit arbejde med maleri, stof og gaze i store formater. I udstillingen hos Kunstforeningen Gl. Strand arbejder Malene Landgreen med en konkret intervention af udstillingsrummet, men søger samtidig at skabe værker, som er rum i sig selv.

Turboladen har givet mulighed for at stille de store malerier side om side, imens Malene Landgreen har kunne male på dem enkeltvis med håndført pensel. Rum og flade er helt afgørende elementer i de store malerier, hvor Malene Landgreen arbejder med enkelte kompositioner, men med mange rum i spil. Rummene udgøres af farven, som er et kendetegn for hendes kunstneriske praksis.

De store formater tager også form i Malene Landgreens stofprojekt, hvor hun bruger stoffets store flader til at skabe et univers, hvor alt kan ske. Med sammensyet gaze arbejder hun med værker, der i form af transparente gardiner fungerer som en subtil indgriben i rummet. Målet er at finde en måde at arbejde med rummet uden at tilføje for meget.

I videoen herunder kan du komme med ind i Malene Landgreens arbejde med flader, farver og rum, når hun fortæller om værkerne til Artistic Reality, der kan opleves på Gl. Strand frem til den 28. maj.

Kilde: SVFK

Malene Landgreen er født i 1962 og bor og arbejder i Berlin og København. Hun er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og Academy of Fine Arts i Budapest.

Læs vores anmeldelse af udstillingen Artistic Reality her
Læs mere om Malene Landgreens praksis i vores portræt her

Del artiklen

'Video - Malene Landgreen'

Facebook