Video – Camilla Berner

Video – Camilla Berner

Billede fra Camilla Berners arbejde med Elletræ genspejlet i Statens Værksteder for Kunst. Foto: SVK

Statens Værksteder for Kunst har lagt lokale til Camilla Berners arbejde med to forskellige udsmykningsopgaver, der begge har en stærk lokal og historisk tilknytning til steder i henholdsvis Odense og Aarhus.

”De to værker er meget forskellige i deres udtryk, men bag værkernes tiltag ligger et meget konkret afsæt i stedet og værkernes stedslighed,” forklarer Camilla Berner om sine værker.

I Berners ene værk, Elletræ genspejlet, arbejder hun med formstøbninger af et elletræ ud fra en kunsthistorisk inspiration i kvarteret ved en nybygget tandpleje. Afstøbningerne af elletræet er placeret foran tandplejen på L.A. Rings Vej i Aarhus, og Berner har derfor arbejdet med motivet fra Rings maleri Elletrunter (1893) for at synliggøre kunstneren og skabe en kobling mellem sted og værk.

Desuden har Camilla Berner arbejdet med en udsmykning til Bellinge Fælled i Odense. Værket Ball_Bellinge behandler den topografiske historie og synliggør den bæredygtige grundstruktur for Bellinges nye bydel. Værket tager udgangspunkt i den nybyggede bydels bæredygtige principper og byder på en skulpturel kortlægning af bydelens rør- og kabelledninger. Gitteret af rør og ledninger bygges op i laserskåret akryl, som derefter danner afsæt for en støbning i bronze. Gitteret er til sidst rejst på højkant henover en stor kugle af beton.

I videoen herunder kan du få et indblik i processen bag Camilla Berners værk Elletræ genspejlet.

Kilde: SVK

Camilla Berner er uddannet fra Fine Art, Sculpture, Chelsea College of Art and Design (1998). Gæstestuderende ved Arkitektskolen i København (2001) og ved Landbohøjskolens landskabsarkitektoniske afdeling (2002). Hun har udstillet ved bl.a. Copenhagen Art Festival, Overgaden – Institut for Samtidskunst og har deltaget i diverse Urban Gardening-projekter.

Del artiklen

'Video – Camilla Berner'

Facebook