VIDEO – Augusta Atla

VIDEO – Augusta Atla

Augusta Atla udstiller hen over sommeren på Viborg Kunsthal. Billedet her er fra udstillingen HELIOS hos Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel i 2015. Pressefoto


Hen over sommeren kan du opleve værker af Augusta Atla på Viborg Kunsthal. I denne video fortæller hun om sin kunstneriske praksis, som består af serigrafi og bemaling på tekstiler, grafiske collager, videoværker og fotografi i storformat.

Sammen med Nikos Branidis (græsk billedkunstner) har Alta eksperimenteret med manuel solarisation i mørkekammer på Statens Værksteder for Kunst. Til sin udstilling, Ver Sacrum – det hellige forår – i Viborg Kunsthal, reflekterer hun over sit samlede oevre og inddrager referencer, der sætter et auteur-lignende aftryk på udstillingen.

Værkerne er lavet ud fra en beundring af naturen, vores natur og altings uendelige vitalitet. Augusta vælger sine farver med omhu, leger med historien og vores kollektive hukommelse og giver udtryk for vitalitet ved at fremkalde et overordnet billede af ‘joie de vivre’.

Hendes kunstneriske greb kredser om begreber som fertilitet, intimitet, sødme, uskyld, indsigt og femininitet. Hun inddrager diverse objekter, der forbindes med kvindens rolle i samfundet såsom silkestoffer, duge, gryder og krydderier. På samme tid fremstår de selv samme objekter i lysende farver og med en vitalitet, der hylder kvinden som den naturlige, skabende kraft, der giver nyt liv.


Kommentarer

Del artiklen

'VIDEO – Augusta Atla'

Facebook