På en sjov og (måske) utilsigtet måde er street art kommet til at kommentere absurditeten i vores forestilling om ejendomsret, vores sikkerhed omkring hvad der er kunst og hvad der ikke er, kunstens værdisætning og menneskers bevaringstrang – i form af et levende totalteater.
Jeg bliver altid overrasket, når nogen med skråsikkerhed udtaler sig om, hvad der er kunst, og hvad der ikke er – ja faktisk en lille smule bange. I denne måned blev Banksys street art værk Spy Booth overmalet af graffitimalere, og det blev i flere nyhedsartikler beskrevet som vandalisme, bl.a. i Politiken-artiklen: “Vandaler overmaler berømt gadekunst” og i Mirrors: “Banksy’s Spy Booth graffiti vandalised weeks after it was bought by millionaire property developer“.
Jeg vil starte med at sige, at jeg da ærgrer mig, når nogen ødelægger noget andre har lavet med kærlighed til omgivelserne og andre mennesker, eller når nogen forsøger at forhindre et udsagn i f.eks. et kunstværk. Det er trist.
Og nu kan det jo godt være, det her bare var ment som ren og skær ødelæggelse af Banksys værk, men det ved jeg jo ikke… Det er svært at vurdere, hvad der står i de tags som graffitimalerne har skrevet. Det er muligt, det bare er en uigennemtænkt ødelæggende overmaling, men selv det er jo en tilføjelse til værket – og måske en tilføjelse, der er et udsagn i?
Og da det er et værk på gaden, så kan sådanne ting jo ske (og vil med meget stor sandsynlighed ske før eller siden, ligesom der vil komme bilos, snavs og planter, der vil vokse ind over værket).
Street art og vandalisme
En graffitimaler, gadekunstner, street artist eller hvad vi kalder ham/hende vil sætte sit mærke, male sin figur eller stencil fordi vedkommende kan og har lyst. Lyst til at male og sætte sit præg på verden. Af akkurat samme grund som “anerkendte kunstnere” gør det – men her altså i gadebilledet, og dermed opstår komikken.
I ordbogen står der, at vandalisme betyder: “bevidst og hensynsløs ødelæggelse af noget, som tilhører andre”. Der skal åbenbart et ejerskab, og ejendomsret, til for at man kan tale om vandalisme. Hvem mon ejer dette og andre street art værker? Ikke kunstneren i al fald – hun/han har jo valgt at male det et sted, hvor andre må formodes at have ejendomsretten til det, der males på. Hvad hvis muren bag telefonboksen hvor Spy Booth er malet er offentlig ejendom? En lokal bygherre har nu under alle omstændigheder købt det for at sikre, at det bliver i området og ikke bliver ødelagt.
Banksy bruger selv ordet vandalisme i sammenhæng med sit værk “The Banality of the Banality of Evil”: ‘Et genbrugsbutiksmaleri vandaliseret og dernæst afleveret tilbage til genbrugsbutikken’ skriver han om oliemaleriet. Det er klart, det er en sympatisk måde at underspille sig selv på, men måske er der også en side i ham, der mener det.
De sku bures inde!
Graffiti og gademalerier ER jo egentlig som udgangspunkt blevet betragtet som vandalisering af det, der males på. “Det er jo noget frygteligt svineri!” – “De sku’ bures inde, de lømler!” husker jeg som eksempler på nogle af de udbrud, jeg har hørt. Så hvad er det, der nu
får mennesker til at værne om gademalerier?
Den positive udlægning (som jeg tror passer i dette tilfælde) er nok, at det er fordi street art er fedt og giver os alle sammen en fantastisk oplevelse. Det negative svar er måske nok “penge”? Det meste er total værdiløs vandalisme som skal fjernes hurtigst muligt (for ellers kommer der mere) og noget andet er i så ekstremt høj kurs, at det skal bevares for enhver pris. Den lokale bygherre i Cheltenham, som vil købe og redde Banksy’s Spy Booth er i gang med et stort og udfordrende arbejde, føler man. Han og de mennesker i området, der nu har fjernet graffitien, vil på en måde skabe en slags museumsboble ud af billedet, så det kan forblive uskadt og intakt i det ellers omskiftelige gadebillede. Ikke alle redningsmænd er lige så socialt indstillede som bygherren.
Gallerister og vandaler
I artiklen “Dansk gallerist vil tjene millioner på Banksy-værk fjernet fra gaden” læser man om netop dette. Her (og andre steder) er gadekunsten blevet skåret ud af rammen (en gademur i Betlehem på Vestbredden) og kommet på galleri for at blive solgt til højestbydende. Man kunne argumentere, at selve charmen og det sjove ved værket (og i dette tilfælde oveni den politiske kommentar) bunder i placeringen og stedet. Det er der heldigvis også flere, der gør, bl.a. gadekunstneren HuskMitNavn, men det preller åbenbart helt af på galleristen Peter Hvidberg.
Faktisk kunne man måske sige, at det fede ved de fleste street art værker netop er vekselvirkningen med og kommentaren til de omgivelser de er skabt i. Man kunne sige, at hvis man fjerner dem fra deres oprindelige omgivelser, ødelægger man ikke bare oplevelsen for de mange – man ødelægger også værket. Tilbage er der jo bare en stencil og et hul i en mur i hver sin ende af verden. Så denne type “vandal” er på en måde meget mere effektiv end de gademalere som anklages for det samme, da denne ødelægger både værket og idéen i værket.
Vandalismens motiv
Så er vi tilbage ved “vandalerne” som overmalede Banksys værk i Cheltenham. Måske overmalede de værket som et statement om, at de er trætte af Banksy? Eller af, at street art nu er finere end graffiti? Eller, at det bliver flyttet på gallerier? Eller, at rige bygherrer
eller galleriejere køber det? Eller, at folk synes de bare er nogle tarvelige graffitimalere, som sætter deres forhadte tags overalt? Måske ville de sætte deres mærke på et sted hvor en anden gademaler havde sat sit? Måske synes de Bansky er højrøvet? Måske er de hjemløse og pissetrætte af at høre om kunst, der sælges til latterligt astronomiske priser? Måske er de vilde med overvågning? Eller måske er de bare “vandaler”? Man kunne blive ved med at gætte – og er det ikke også en af de fede ting ved billeder… – og kunst?
Hvornår mon mennesker erkender at street art og billedkunst blot er midlertidige materialiseringer af en tanke, en idé? Reelt næsten ligeså flygtige som musik. Noget som åbner op, noget som man kan tolke på og ligge menneskelige værdier i. Noget som intet formål egentlig ellers har, andet end ikke at have noget formål ud over at begejstre og forundre, pege, spørge, provokere, anklage, åbne op… Noget man kan elske og noget man kan hade. Den dag kan det være man bare helt ind i kroppen glæder sig over den overraskende sammensætning af nogle farver eller idéen i en figur ved siden af en telefonboks, og bare et øjeblik glemmer at det hele bør gemmes væk i en bankboks eller balsameres.
