Hvordan kan et kunstværk siges at udtrykke følelser? Er det kunstnerens indre, der krænges ud? Eller er det vores egne følelser, der projiceres ud på værket? Hverken-eller, det er værkets eget udtryk, vi erfarer.
Der er næppe nogen tvivl om, at kunst blandt andet har noget med følelser at gøre. Tydeligst i musikken, som har en privilegeret adgang til at udtrykke følelser og dermed påvirke os. Men bestemt også i billedkunsten; ikke kun i heftige, ekspressive værker som Munchs evindelige skrig, men i det hele taget. Også i forhold til en cool, minimalistisk skulptur, en omfattende installation eller et konceptkunstværk er der følelser på spil.
Det har fået mange kloge mennesker til at antage, at værket dermed er en slags medie for en kommunikation af kunstnerens følelser over i ’beskueren’, altså det erfarende subjekt. Det er også en besnærende tanke, at kunstneren i en tilstand af affekt kreerer et værk, som lader os føle kunstnerens affekt. Det er en rigtig lækker romantisk-ekspressionistisk myte, som vi alle sammen mere eller mindre er opflasket med. Den holder bare ikke. Det holder heller ikke, at der blot skulle være tale om en projektion fra ‘beskuerens’ side, som er den anden meget udbredte forklaring. Lad os tage dem en ad gangen.
Den ekspressive fejlslutning
Den ekspressive fejlslutning går ud på, at kunstneren udgyder sin sjæl og sine følelser i værket, og at det er denne inderlighed, dybfølthed, der giver værket dets intensitet. Også mange kunstnere tror selv på dette. Men der kommer meget fad kunst ud af affekt, og der kommer meget intens kunst ud af kølig præcision. Når biografister gang på gang undrer sig over, at Carl Nielsen skrev munter musik når han var i krise eller at Franz Kafka skrev deprimerende noveller når han var glad, er det fordi de tror på denne myte, for den er stærk.
Man kan ikke slutte fra, at når maden på en restaurant er stærk, så må kokken også være stærk – eller fyrig og kolerisk for den sags skyld. Han har bare puttet meget chili i. På samme måde med de kunstneriske virkemidler. Jeg er naturligvis godt klar over, at nogle kunstnere lader deres udtryk præge af deres humør og længsler, og det skal de have lov til, men det vedkommer bare ikke os andre, og det er ikke selve forklaringen på kunstværkets udtryk.
Den projektive fejlslutning
Omvendt er der så mange, der mener, at det alt sammen er subjektive projektioner. At jeg ser det jeg vil i værket, og at det skyldes hvem jeg er og hvordan jeg har det. Det ville være meget trist, hvis det faktisk var tilfældet, for så ville vi alle sammen være narcisisstiske væsener, der kun kunne forholde os til os selv og vores egne behov. Det ville betyde, at vi ikke var i stand til at erfare i egentlig forstand, for at erfare er at tilegne sig noget uden for én selv og dermed udvide sin horisont.
Vi er faktisk åbne og empatiske væsener, der er i stand til at forholde os til følelser, og tilstande, der ikke er vores egne. Og disse evner bruger vi, når vi erfarer et kunstværks udtryk. Vi kan være ovenud lykkelige og alligevel erfare udtrykket i Edvard Munchs ‘Skrig’ eller Picassos ‘Guernica’. Der er altså noget andet på færde end vores egne små, subjektive tilstande.
Objektiv sensibilitet
Hvordan så forklare, hvad det er der foregår i mellemværenet mellem os og kunsten? Det har jeg forsøgt at udfolde i min bog Objektiv sensibilitet, og her kommer en kort version af min kongstanke:
Det er hverken kunstnerens sindstilstand eller vores egne projektioner, vi erfarer i kunsten. Det er værkets udtryk. Et værk er naturligvis ikke et følende væsen, et værk har ikke følelser, på samme måde som vi har følelser, men et værk er i stand til at udtrykke følelser.
Kunstens udtryk kan siges at være ‘objektivt’ i en vis forstand – blot sådan at forstå, at det er noget uden for os selv, som vi forholder os til. Herunder følelsesudtrykket, som i øvrigt ikke er adskilt fra det konceptuelle og det sanselige.
Den objektive sensibilitet indebærer, at sansning, tanke og følelse er langt tættere sammenslyngne end vi normalt forestiller os og taler om dem. Det er de ikke mindst i kunstens udtryk og i vores erfaring af det.
Vi måler med nerverne
Hvad så når vi oplever noget forskelligt? Den enkelte erfaring tager del i en subjekt-objekt-dialektik, som det hedder på filosofisk. Det betyder, at der ikke er en modsætning mellem den subjektive investering og den objektive registrering, men at de netop befrugter hinanden. Man rækker ud med sit sansende-følende-tænkende sensorium, og jo mere man rækker ud, des mere præcist registrerer man, hvad der foregår i værket. Vores nervesystem er altså et meget fintfølende måleinstrument, der rækker ind i objektivitetens uendeligt komplekse karakter.
Derfor er de enkelte erfaringer også tit forskellige fra hinanden, for ingen af dem er fuldstændige. De har hver sin stil og fokuserer måske på forskellige aspekter af det komplekse udtryk. Meget kort fortalt.
Denne redegørelse kan ikke svare på alle spørgsmål om, hvad der sker i kunsten, og det bliver lidt mere komplekst når vi fx har med performativ og interaktiv kunst at gøre. Men det er mit håb, at klummen kan vække til eftertanke og videre diskussion om det meget fundamentale spørgsmål, hvordan kunsten kan siges at have et udtryk.
