Unge kunstnerstemmer: Jonas Kjeldgaard Sørensen

Unge kunstnerstemmer: Jonas Kjeldgaard Sørensen

Jonas Kjeldgaard Sørensen: Drømmefortællinger, 2019. Foto: Mai Keldsen.

“Processen kan blive kannibalistisk,” fortæller Jonas Kjeldgaard Sørensen, der i arbejder i et performance-præget felt. I denne serie spørger vi en række nyligt uddannede kunstnere om deres praksis, og om hvordan de oplever at træde ind på kunstscenen.

Hvis du kort skulle karakterisere din kunstneriske praksis, hvad vil du så lægge vægt på?

Portræt af Jonas Kjeldgaard Sørensen. Pressefoto.

Performance er mit håndværk og min tænkning. Det er defineret af teatralsk opmærksomhed og politiske bevægelser. Det er i performancens sensible og flygtige nærvær, at jeg behandler det nutidige vibrerende ærligt. Det gør jeg ved at lade min krop transformere ind og ud af mit materiale.

For det, jeg kan, er at fortælle historier, der komprimerer store, forgrenede narrativer og gøre dem til næsten vægtløse tilstande.

Hvor finder du inspiration? Og hvordan er din arbejdsproces typisk fra idé til færdigt værk?

Hvis vi tager udgangspunkt i spyt, kunne min arbejdsproces se således ud:

Mine værk-processer starter ofte som en sondring. En iagttagelse, der kan være kognitivt eller kropsligt funderet. For eksempel at der ikke spyttes i det offentlige rum for tiden. Det indtryk bliver i kroppen og bearbejdes. Det gør jeg ved at kuglegrave, hvad spyt er som abjekt, hvordan der historisk er blevet spyttet igennem tiden, og hvem og hvad der har håndteret spyttet.

Herefter kan processen beskrives kannibalistisk, hvorved den kompakte research former og formerer sig. Kroppen fordøjer, nedbryder, og så kastes materialet op, spyttes ud (om man vil), og dét er mit materiale. Materialet udvælges og fortættes til krops-følsomme performances, der er præcise og spinkle håndteringer af omverdenen.

Jonas Kjeldgaard Sørensen: Polyfem, 2020. Foto: Cecilie Penney

Hvad håber du, at man som beskuer får ud af din kunst?

Hvis vi som beskuere kun bruger et par sekunder på at omsætte et værks fysiske tilstedeværelse til perception, har jeg brug for at forhandle beskuerens tid eller advokere for dens begær. Jeg ønsker nemlig mere end et enkelt bliks opmærksomhed.

Det gør ikke noget, at folk døser hen i løbet af mine performances. Jeg falder altid lidt i søvn i starten af en stor opera. Så vågner jeg op et par øjeblikke senere, og så har min krop adapteret sig til sansningen, der kræves af den. Når beskueren soner ud af teksten eller narrativets kompakte strukturer, fanger jeg beskuerens blik ved mine transformationer, der ligger sig i mellemrummet mellem virkelighed og fantasi. Det er forskydningen af det velkendte, som jeg håber beskueren tager med videre.

Hvordan er det at være nyuddannet kunstner? Og hvad synes du om kunstmiljøet?

Jeg er uddannet af et performance miljø, der fandt sig selv mellem pionerernes radikalitet og kransekagefiguren til ferniseringerne. Lige nu befinder jeg mig i Haderslev.

Jonas Kjeldgaard Sørensen: Jeg hang ikke under fårets bug. Installationview, 2019.

Jeg har ikke været hårdtarbejdende eller dygtig nok til at kunne ride på nyhedsværdi-bølgen efter akademiet. Jeg har i stedet aftalt med mig selv, qua barnefødsel og udflytning, at jeg ikke behøver lave tre soloudstillinger og deltage i ti gruppeudstillinger om året eller udgive en bog i små oplag hvert kvartal. Jeg er ung og lever 70 år endnu, jeg klapper lige hesten, gør tingene ordentligt (bæredygtigt, om man vil). Jeg bruger tiden på at fordybe mig. Det stræber jeg efter. For det er det daglige arbejde, der kontinuerligt oparbejder en vedkommende og selvstændig praksis.

Virkeligheden vil sommetider noget andet.

Jonas Kjeldgaard Sørensen: Broadcaster, 2019. Foto: Jan Søndergaard.

Hvilken rolle mener du, at kunsten kan spille i vores samfund i dag?

Det kan insistere på det irrationelle arbejde, hvor progression forstået som eksponentiel vækst over x-aksens tidsenhed ikke er ideelt. Hvor mening dannes i lag og i modsætning til hinanden, hvor fluiditet er en fast form for bevægelse.

Der er ikke nogen, som tvinger mig til at gøre det, jeg gør. Til gengæld er der ingen skjulte agendaer, parallelhandel eller trolde, som står bag mine værker – det vil ikke give mening. Selvom kunsten ikke kan undsige sig at være infiltreret. Men det er den kamp, kunsten må være i.

Jonas Kjeldgaard Sørensen er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi i 2018.

Del artiklen

'Unge kunstnerstemmer: Jonas Kjeldgaard Sørensen'

Facebook