Undtagelsestilstand!

Proletariatets kulturrevolution i Kina blev ledet af Mao Zedong (1893-1976), og dens mål var at bekæmpe revisionistiske og prokapitalistiske kræfter inden for kommunistpartiet. Fra 1960 til 1969 blev den kinesiske befolkning udsat for en hårdhændet udrensning så effektiv, at den berørte hele nationen. I eftertidens blotlæggelse af kulturrevolutionens økonomiske, kulturelle og sociale konsekvenser opstod en litterær genre i Kina, som i folkemunde betegnes som ’Sårlitteraturen’.

Vandbeholdere og en brølende generator
Preparing for the Cultural Revolution hedder Jens Haanings udstilling på Viborg Kunsthal. Med ovenstående i baghovedet er det med en vis skepsis, at jeg bevæger mig ned af trappen mod søvillaen, kun et stenkast fra Kunsthallen.

Her mødes jeg af enorme vandbeholdere og en brølende generator med udstødningsgassen hvæsende op i himlen. De to forsyningsstationer er placeret demonstrativt som et værn mod omverden på hver sin side af hoveddøren.

Før jeg træder over dørtærsklen, aner jeg, at huset henligger i en form for undtagelsestilstand, og at det er afkoblet det kommunale forsyningsnet. Indenfor runger mine skridt i de tomme stuer – også her er undtagelsen nærværende. Tomheden ’belyses’ dog af en række klassiske glaspendler med dagslyspærer i. Så vi, som måtte forskanse os her, skal ikke gå ned på manglende lys.

Kulturrevolutionen i Kina endte som bekendt med et stort hul i folkets hjerter – en tomhed, som stadig kræver sine ofre og som endnu producerer upassende lyde, anskrig og smertefulde konfrontationer! Hvad mon det er for en kulturrevolution, Haaning er i færd med at forberede her på vores breddegrader?

Fokus på marginaliserede
Han giver os ledetråde, for i hvert rum findes en re-præsentation eller en henvisning til en række af hans stedspecifikke værker med politisk eller samfundskritisk indhold. Karakteristisk for netop denne type værker er, at de tager afsæt i overvejelser omkring minoritet og majoritet. De undersøger magtforskydningen, som opstår, når en minoritetsgruppe tildeles et privilegium, der normalt er forbeholdt majoriteten.

Jens Haanings kunst udfolder sig inden for en sociopolitisk ramme, der undersøger mennesker og begrebers forhold til samfundet. Især fokuserer han på marginaliserede grupper og på, hvordan de gennem hans kunstneriske praksis kan få en stemme, som kan ændre deres status og betydning i samfundsstrukturen. Stille dem i et andet lys, så at sige – helt i tråd med de høje luxtal i huset i øvrigt.

Hannings kulturrevolution ser derfor ud til at være det modsatte af den kinesiske, som jo var en fatal lukken sig omkring sig selv for at gennemtvinge en enhedskultur, der gennemsyrede alle områder på samfunds- og individplan. Den kinesiske kulturrevolution blev derfor en monumental undtagelsestilstand, der kvalte al forskellighed og fantasi. Det illustrerer søvillaen med sin tomhed og afkobling fra omverdenen på den ene side. Mens den på den anden side leverer en stilhed til gæsten, hvori hun kan reflektere uforstyrret over de udsagn og objekter, som kunstneren har installeret i huset.

Det mulige ubehag
På den måde tilbyder Haaning en tænkepause til den eftertænksomme, hvori hun i mødet med de lidt kryptiske referencer til tidligere værker måske kan få øje på sin egen tomhed og erkende omfanget og konsekvensen af sin egen lukkethed?

På den i hast forbistormende kunstgæst virker søvillaens tomhed og ganske subtile gæstfrihed nok snarere som en knytnæve lige i synet – og da må resultatet af oplevelsen bero på den enkeltes temperament og lyst til at undersøge det, som trods alt findes her, og som kan give tomheden fylde og forhindre den permanente afkobling.

Typisk for Hanning  i øvrigt at kalkulere med dette mulige ubehag hos tilskueren: Den mekaniske afvisning i mødet med noget, som er fremmed, uforståeligt og derfor truende. Således også da han for nogle år siden opsatte en række plakater i København med tyrkiske vittigheder skrevet på tyrkisk. Han leger med ilden, som kan lokke ganske vrede stemmer frem i lyset. Således bliver det konfronterende element synligt i den debat, som hans interventioner i det offentlige rum afstedkommer.

Flere af Haanings værker spiller på vores angst for ikke at forstå, hvad der foregår og for derfor at blive sat ud af spillet. Det pudsige er, at vi sjældent indrømmer dette på egne veje. I stedet reagerer vi ved på andres vegne, at angribe kunstneren for med sine værker, at forgribe sig på de forsvarsløse og svage i samfundet. Det er aldrig tilfældet eller intentionen – tværtimod. Men for beskueren kan det fordre en vis indsats og især ærlig selvransagelse at få øje på sammenhængene.

De potentielt marginaliserede
Så når du efterhånden har fået skabt dig en mening i søvillaen, så fortsæt op i kunsthallen og tag stilling til en række portrætter lavet af Jens Haaning, og som er i kontakt med det tankegods, han trækker på i søvillaen. Fotografierne viser en række mennesker, som er brugere af et af Galebevægelsens væresteder i København. De er psykisk syge- eller sårbare og derfor potentielt marginaliserede mennesker.

Teknisk er billederne gennemsnitlige, og det er tilsigtet, fordi Haaning ikke ønsker at skabe nye hierarkier, men derimod at afvikle disse. Personerne på billederne poserer ikke voldsomt: De virker selvbevidste, men ikke selveksponerende.

Portrætterne ledsages af en tekstspalte med faktuelle oplysninger om det tøj, personerne bærer på billederne. Det understreger det helt dagligdags og ukalkulerede ´set up´, som kunstneren har efterstræbt. Tøjet er ikke prangende eller på nogen måde udvalgt til netop denne situation, men enkelte faktuelle oplysninger givet af de portrætterede, afslører alligevel små subjektive og individuelt betydningsfulde detaljer, der bidrager til at nuancere billedet og fortælle noget om dets hovedperson.

Med denne modeblads-appropriation leger Haaning med formatet og forærer sine hovedpersoner lidt af den glamour, som ellers er forbeholdt fotomodeller og kendisser i ugebladene. Som publikum til dette kunstgreb tvinges du til at overveje de magt- og statusforhold, som bestemmer hvem, der er inde i varmen, og hvem der er ude, og hvordan det kunne være anderledes.

En relevant revolution
Grunden til at Jens Haaning portrætterer sindslidende er, at Kunsthallen – ud over at have tjent som brænderigård – også har været et sindssygehospital, og så er Galebevægelsen opstået og grundlagt i Viborg.

En typisk gestus fra kunstnerens side: at undersøge stedets historie og at anvende den som et stedbundet afsæt, der bringer bevidsthed og nærvær ind i værket.

Det lykkes for Hanning at etablere en omfattende associationsrække i udstillingen som helhed, og på forunderlig vis bringes gæsten på en lang rejse i tid og rum. Kulturrevolutionen herhjemme kunne handle om at ændre på de koder, vi bevidst – og især ubevidst – anvender i omgangen med hinanden.
En pointe som nok ikke kan gentages for ofte.

Læs KUNSTEN.NUs interview med Jens Haaning her