Ugens kunstner – Peter Carlsen

Ugens kunstner – Peter Carlsen

Peter Carlsen: Dansk soldat, Irak, 2015. Foto: Anders Sune Berg

Billedserie

Udstilling

Realitymaleri

5 mar 2015 7 jun 2015

Peter Carlsen

Kastrupgårdsamlingen
Se kort og tider

Udstillingen vises efterfølgende på Randers Kunstmuseum fra 8. aug. - 1. nov. 2015.

Delacroix, Caravaggio og den almene dansker. Peter Carlsen er kunstneren, som med et glimt i øjet og med kunsthistorien som klangbund maler store og små portrætter af sig selv og det danske folk.

Peter Carlsen. Foto: Anders Sune Berg
Peter Carlsen. Foto: Anders Sune Berg

En fællesnævner for Peter Carlsens portrætter er, at de er vellignende. De er ikke en gengivelse af virkeligheden 1:1, men peger efter Carlsens udsagn “ud i verden” og gør indholdet genkendeligt og let at identificere sig med.

Læs også:
“Jeg vender idyllen på vrangen” Interview med Peter Carlsen

Den kunstinteresserede vil genkende kompositioner fra ældre mestre som Delacroix og Caravaggio, den generelle dansker vil genkende sig selv og sin hverdag, og dem, som kender Peter Carlsen af udseende, vil genkende ham. For Carlsen er sin egen foretrukne model. Og denne tredeling bevirker, at skønt det genkendelige er til stede, så får hans publikum altid noget ekstra med hjem.

Parrallelløb med De Unge Vilde

Carlsen begyndte at male som 11-årig. Siden hen studerede han på Det Kongelige Danske Kunstakademi i årene 1977-1983 og deler derfor generation med de såkaldte Unge Vilde Malere, som tæller bl.a. Kehnet Nielsen, Claus Carstensen og Nina Sten-Knudsen.

Han deltog også i nogle af firsernes definerende udstillinger som Kniven på Hovedet (Tranegården, 1982) og Græsset Malker Koens Ben (Værkstedet Værst, 1983). Men hvor de andre unge vilde havde et opgør med kunsthistorien og forsøgte at springe rammen med blod og lysstofsrør i en ny form for ekspressivt maleri, var Carlsen optaget af de store mestre og værkets evne til at pege på andet end værket i sig selv. Så skønt han var en del af miljøet omkring de unge vilde malere, var hans virke mere et parallelløb end et parløb.

Peter & Villy

I Carlsens værker ser man ofte én person, som har stor lighed med Carlsen selv. Der er dog altid en distance tilstede. Mest udtalt er det i serien med figuren Villy, der ligner Carlsen iført tropehjelm. Villy refererer til tegneseriefiguren Willy, som fra 1923 til op i 50’erne var en fast del af Familiejournalen.

Maler og model, Hommage á Jørgen Leth, 2011. Foto: Anders Sune Berg
Maler og model, Hommage á Jørgen Leth, 2011. Foto: Anders Sune Berg

I værkerne er Villy stand in for Carlsen. Villy ses ofte med Ekstrabladet i hånden og med en reaktion på de bombastiske overskrifter. Som i værket Maler og Model – Hommage á Jørgen Leth (2011), hvor Villy ses med en nøgen kvinde ved sin side og en udgave af Ekstrabladet med overskriften: “Holdt 17-årig som sex-slave”.

Villy tager det med ophøjet ro. Carlsen gør måske det samme, men med Villy-figuren har han skabt en humoristisk distance til sig selv. En nærmest postmoderne metode eller tilgang, hvor værket er adskilt fra kunstneren, selvom kunstneren endda indgår i værket.

Danmark set med Carlsens blik

Uanset hvilken figur, der er på billedet, er Carlsens udgangspunkt sig selv. Tydeligst ses det i hans personlige portrætserie; en lang række små portrætter af mennesker, som har haft indflydelse på hans professionelle såvel som private liv. Både hans mor, kollegaen Claus Carstensen, politikeren Carl Holst og kaninen Ninus har fået en plads, og serien bliver stadig udvidet.

Carl Holst, 2014 / Claus Carstensen, 2014 / Klara Carlsen, min mor, 2011 / Ninus, 2015. Foto: Kastrupgårdsamlingen
Carl Holst, 2014 / Claus Carstensen, 2014 / Klara Carlsen, min mor, 2011 / Ninus, 2015. Foto: Kastrupgårdsamlingen

Samtidigt er Carlsens blik begyndt at pege ud mod landet omkring ham. I de senere år har han kastet sig over Danmark og de historier og symboler, vi kalder særligt danske. I sit værk Danmark 2009 refererer han til franske Delacroixs Friheden Fører Folket  fra 1830. Men hvor Delacroix viser symbolet på Frankrig – kvinden Marianne som stærk moderfigur, der fører et stærkt Frankrig fremad – så er det hos Carlsen Villy med tropehjelm og bar mave, der fører en vred hob af roligans, præster og Anders Fogh med ‘blod’ på jakken over bl.a. en ramponeret stork. I 2013-14 begyndte han tilmed at portrættere faldne, danske soldater.

Fanebærer, 2012. Foto: Anders Sune Berg
Fanebærer, 2012. Foto: Anders Sune Berg

I værket Fordi du gør en Forskel ses Carlsen iført jakkesæt på toppen af en affaldsdynge spejdende udover et gråt, trøsteløst landskab. Her er det Caspar David Friedrichs Vandreren over Tågehavet (1818), der giver værket sit kunsthistoriske tilsnit, og det blandes med en kritik af forbrugssamfundet og en Carlsen-lignende person, der spejder ud.

Læs også:
Torben Sangilds klumme om affald i kunsten, der tager afsæt i maleriet Fordi du gør en Forskel.

Peter Carlsen er en kunstner, som reagerer, men ikke nødvendigvis kritiserer. Hans humoristiske og selvironiske stil tilbyder et satirisk blik på danskheden – vores fælles historie, identitet og nationalisme. Via Carlsens portrætter af sig selv og sin verden
kan vi stille spørgsmål ved os selv og vores velfærdssamfund med kunsthistorien som bagtæppe.

Portfolio

Den Personlige Portrætserie, 2015. Installationsview fra udstillingen Realitymaleri, Kastrupgårdsamlingen, 2015. Foto: Kastrupgårdsamlingen
Den Personlige Portrætserie, 2015. Installationsview fra udstillingen Realitymaleri, Kastrupgårdsamlingen, 2015. Foto: Kastrupgårdsamlingen
Fordi du gør en forskel, 2015. Foto: Anders Sune Berg
Fordi du gør en forskel, 2015. Foto: Anders Sune Berg
Hundeposen, 2014. Foto: Anders Sune Berg
Hundeposen, 2014. Foto: Anders Sune Berg
Hans Engel, 2013. Foto: Anders Sune Berg
Hans Engel, 2013. Foto: Anders Sune Berg
Grådigheden overvinder alt, 2012. Foto: Anders Sune Berg
Grådigheden overvinder alt, 2012. Foto: Anders Sune Berg
Maler og model, Hommage á Jørgen Leth, 2011. Foto: Anders Sune Berg
Maler og model, Hommage á Jørgen Leth, 2011. Foto: Anders Sune Berg
Et majestætisk talent, 2009. Foto: Anders Sune Berg
Et majestætisk talent, 2009. Foto: Anders Sune Berg
Lille Danmark, 2009. Foto: Anders Sune Berg
Lille Danmark, 2009. Foto: Anders Sune Berg
Jeres jul er pervers, 2007. Foto: Anders Sune Berg
Jeres jul er pervers, 2007. Foto: Anders Sune Berg
Sorry International, 2006. Foto: Anders Sune Berg
Sorry International, 2006. Foto: Anders Sune Berg
Taffelchips GIGANT, 2006. Foto: Anders Sune Berg
Taffelchips GIGANT, 2006. Foto: Anders Sune Berg
Villy i vælten - når skæbnen slår til, 2001. Foto: Bent Ryberg/Planetfoto
Villy i vælten – når skæbnen slår til, 2001. Foto: Bent Ryberg/Planetfoto
Varm. våd og Villy, 1999. Foto: Bent Ryberg
Varm. våd og Villy, 1999. Foto: Bent Ryberg

Peter Carlsen er født i 1955 i Holbæk. I dag bor og arbejder han i København.

Uddannelse:

1975-77 Robert Askov-Jensens tegne- og maleskole, Glyptoteket, København
1977-83 Det Kongelige Danske Kunstakademi, København.
1977-79 Ved Sven Dalsgaard
1979-83 Ved Albert Merts
1981-83 Ved Hein Heinsen

Peter Carlsen kan aktuelt opleves på særudstillingen Realitymaleri på Kastrupgårdsamlingen til den 7. juni 2015. Derefter på Randers Kunstmuseum fra 8. august til 1. november 2015.

Billedserie

Udstilling

Realitymaleri

5 mar 2015 7 jun 2015

Peter Carlsen

Kastrupgårdsamlingen
Se kort og tider

Udstillingen vises efterfølgende på Randers Kunstmuseum fra 8. aug. - 1. nov. 2015.

Del artiklen

'Ugens kunstner - Peter Carlsen'

Facebook