Ugens kunstner – Peter Bonde

Hos Peter Bonde er det maleriet og dets udtrykspotentiale, der står i centrum.

Selvom han gennem de sidste tre årtier har arbejdet med alt fra racerbiler til affald, har han aldrig forladt maleriet, men bevaret en nysgerrig eksperimenterende holdning til mediet, hvor han konstant afprøver ”stilarter” og finder på nye måder at udvide maleriets felt.

Peter Bonde begyndte allerede under sin akademitid i de tidlige 1980’ere at udstille hyppigt sammen med gruppen, der efter tysk forbillede fik navnet De Nye Vilde. Han deltog blandt andet på den skelsættende generationsudstilling Kniven på Hovedet i 1982, der blev det nationale gennembrud for en figurativ kunst, der ironisk mimer ekspressivt maleri og ustandseligt skifter stil.

Hans internationale gennembrud kom for alvor, da han i 1999 præsenterede multi-medie installationen Snowball, som han skabte i fællesskab med den amerikanske kunstner Jason Rhoades til den danske pavillion på den 48. Venedig Biennale.

Snowball er en øredøvende totalinstallation bestående af racerbiler, TV skærme med filmoptagelser fra bilspil, billeder, malerier, bildæk, sponsor bannere, klistermærker og tusindvis af andre elementer og objekter fra racerbanemiljøet. Installationen var fra start af tiltænkt som work-in-progress: som en rullende snebold, der øger sin styrke og intensitet kontinuerligt som nye mennesker og elementer føjes til og bidrager til projektet.

Efter den første præsentation på Venedig Biennalen, rullede Snowball videre til Statens Museum for Kunst og senere til Kunsthalle Göppingen i Tyskland. Og hver gang blev projektet vist i nye former med nye tilføjelser. Senest  desværre også med nye udeladelser som en Half Snowball i Andersens Contemporary 2010, idet Jason Rhoades døde pludseligt i 2006, og Bonde derfor nu står alene med fortsættelsen af den rullende snebold.

Modificeringer
Et særligt karakteristisk greb for Bonde er hans ”modificerede billeder”, som han selv kalder dem. De består af fotografiske motiver printet med ink-jet på lærred, som han maler videre på og i nogle tilfælde overmaler næsten fuldstændig med sine energiske, utvungne penselstrøg. De printede billedfragmenter stammer eksempelvis fra snapshots af venner og kolleger eller fra diverse udstillingsplakater og katalogforsider. På denne vis former Bonde ofte i sine billeder en slags dialog med eller parafrase over sine kunstneriske forbilleder, som åbenhjertigt lægges frem i et gestikulerende malerisk spil.

I sin udstilling HI BOB! på Arken i efteråret 2006 havde Bonde blandt andet skabt 6 gigantiske malerier, der hver målte 4,5 x 12 meter. Malerierne rummede som Bondes modificerede billeder en vrimmel af motiviske fragmenter i flabede overdimensionerede projektioner.

HI BOB! tog – som Arkens kurator Dorthe Ruggaard Jørgensen formulerede det – ”pulsen” på Bondes undersøgelser af maleriets muligheder som en udvidet genre. Og man kunne eksempelvis finde en 42” plasmaskærm på hver af de store lærreder, der som en integreret del medvirkede til at gøre de store billedflader levende, hvormed man pludselig oplevede maleriet med stemmer, lyd og bevægelse.

Peter Bondes insisterende eksperimenter med maleriets potentialer har udmøntet sig i alt fra brugen af forgængelige materialer, assemblage, collage, modificerede og levende billeder til totalinstallationer og skulpturelle ophobninger. I de seneste år har hans malerier til sammenligning været præget af en næsten spartansk brug udelukkende af olie. Men eksperimentet og udvidelsen af maleriet er stadig lige central, da Bonde nu har erstattet det traditionelle lærred med en speciel, ultra reflekterende spejlfolie.

Six Sculptures and Forty-Seven Drawings
I hans aktuelle udstilling Six Sculptures and Forty-Seven Drawings i SOD Gallery finder vi blandt andet disse abstrakte spontane malerier på spejlfolie. Her er malerierne nu imidlertid pillet ned fra væggene og placeret på en stålkonstruktion, så de opleves som skulpturelle objekter i rummet.

Dimensionerne af dette greb er mange. Én er, at Bondes maleriske farveflader nu er i konstant udveksling med den spejlende folie, som inkorporerer både beskuer og det omgivende rum. En anden er, at folien synes at dematerialisere sig selv, hvormed malerfladen  – flydende vægtløst i rummet –  står som det eneste tilbageværende og således understreger Bondes konsekvente insisteren på maleriet – præcis som maleri.

Portfolio