Molly Haslund er aktuel med sin første store soloudstilling Teenagere spiser vaffelis på Overgaden, hvor hun viser nye værker, der alle tager deres afsæt i hverdagens absurditeter og paradoksale sociale situationer i det offentlige rum.

Udstillingens titelværk er både et iscenesat fotografi, og en performance opført til ferniseringen, hvor 19 teenagere fordriver ventetiden foran indgangspartiet til udstillingen ved at spise vaffelis. I et videoværk hænger børn på knager, og stole hentet i storskrald på Nørrebro blander sig med værker, der peger på surreelle møder, hvor kasserede madrasser og dyner flyder på gaden og slænger sig med husmures vedbend.

Publikummet og stedet aktiverer værket

På tværs af medier og strategier, fra performance over skulptur til musik og tekst, undersøger Molly Haslund, hvordan vi som individer forholder os til hinanden, og hvordan fysiske omgivelser, situationer, normer, hierarkier og kropssprog påvirker os som mennesker.

I hendes tidligere serie Koordinationsmodeller, der blandt andet inkluderer værkerne Swings (2002) og Circles–Drawing Upon The Universe (2013), sætter Haslund scenen i form af “udfordrende” redskaber, hvor værkerne manifesteres gennem publikums deltagelse og indbyrdes sociale relationer og bevægelser. Her er rummet og stedet ligeså altafgørende for hvilken interaktion (eller eksklusion), der finder sted.

Andre stedsrelaterede værker som 1000 Wooden Balls (2015) og Ghost Tent (2016) er udviklet via research omkring ikke-synlige eller nedrevne rum og bygninger og de historiske fortællinger, der knytter sig til dem. I 2014, under et residencyophold på ISCP, New York, stødte Haslund på The Accidental Playground – Brooklyn Waterfront Narratives of the Undesigned and Unplanned af Daniel Campo. Bogen indeholdt en historie om Brooklyn Eastern District Terminal (BEDT) og en beskrivelse af en hændelse, der involverede tusinder af træbolde.

Omkring år 2000 blev BEDT brugt til kunstneriske eksperimenter og andre aktiviteter. Siden blev området indviklet i en større gentrificeringsproces og eksisterer ikke længere. Et helt årti senere til Peekskill Project 6 og som en hyldest til BEDT, gentog Haslund hændelsen, som hun forestillede sig, at det skete i 2000. Under Haslunds fire forestillinger, aktiverede hun 1000 træbolde gennem en række fysiske opgaver og gentagne handlinger.

Ghost Tent (2016) blev til på baggrund af research om Arne Jacobsens badeetablissement, opført i Dragør i 1933, hvis nedrivning påbegyndtes i 1944, imens arkitekten opholdt sig som jødisk flygtning i Sverige. I Ghost Tent rekonstruerer Haslund og publikum badeetablissementet med hvid-transparente bannere, der spiller op mod vinden, efter en skitse af bygningen fundet i lokalarkivet.

Foruden interessen for de fortællinger og sociale koder, der knytter sig til det urbane rum, har Haslund opført en række musikalske, tekstbaserede og ofte humoristiske performances, hvor elementer fra Haslunds liv blandes med fiktion og fakta om musik, som set i Songs About Poets (2010-11), The Best Rock Song in the World (2011), In the Beginning There Was Rhythm (2012), og Jeg skød John Wayne (2012-15), hvor den tilhørende performancetekst blev til bogen Etúde nr. 1-19.

I kraft af sin interesse for fysikalitet i forhold til sociale rum og øjeblikkets aktualitet opbygges eller performes Haslunds værker sjældent på identisk vis to gange, men udvikles i stedet lokalt eller tilpasses nye lokationer i dialog med den givne kontekst.

Ritualiseret karatekamp

Som noget helt centralt i Haslunds aktuelle udstilling indgår også den to-sporede VR-film Hedera Helix (Gekisai Dai Ichi), hvor karakteren Hedera Helix (vedbend på latin) møder gruppen Gekisai Dai Ichi (smadre og ødelægge på japansk) til en ritualiseret karatekamp i en baggård på Nørrebro.

Gruppen er iklædt i iøjnefaldende glimmerparykker og ligner en polterabend, man kan møde i byrummet. Sammen agerer de som et koreograferet fællesskab, både i kropssprog og handlinger. Hedera Helix derimod står alene, iklædt vedbend-camouflage, og gemmer sig i baggårdens vedbendbuske. Karakteren spilles af Molly Haslund selv – en art alter ego, der bor i baggården med en klovnenæse i 18 karat guld, der også fungerer som hånddukke med sit eget sprog.

Rekvisitterne i VR-filmen indgår ligeledes som selvstændige værker i udstillingen. Klovnenæsen præsenteres i en glasmontre fastgjort til loftet i en saksearm, der understreger næsens høje værdi. Et greb, der bevidst arbejder sig ind i udstillingen, som forhandler af lav- og højstatus. Tilsammen skaber Haslund en dobbeltkritik af profittænkning, men også en urban fortælling om mennesket som både individ og fællesskabssøgende væsen. På den måde står ikke bare karakteren Hedera Helix, men også kunstneren selv, individet og mennesket i en udsat position placeret mellem natur og kultur.

Se portfolio nedenfor