Materialer og medierne er mange, men stilen er stram, når Kasper Sonne via sin kunst illustrerer, hvordan meninger dannes og fortolkninger opstår, når sprog rammer og rammer forbi. Kunstneren er aktuel med udstilling på Henningsen Gallery.
“It’s so wrong. It’s all right”. Disse udsagn står skrevet med sort spraymaling på hvide aluminiumspersienner i vinduet på Kasper Sonnes aktuelle udstilling, All Their Lies Are True, hos Henningsen Gallery. Udsagnene udtrykker både følelsesmæssig indignation/ begejstring, og det modsatte: en laisse faire attitude som i “slap af”, “det går nok”, “it’s alright”.
Kasper Sonne arbejder i mange medier og materialer – fra maleri, til lysværker, fra installation til video. Karakteristisk er den stramme stil og det enkle formsprog, der ofte inkorporerer ord, sætninger, og tvetydige udsagn som de ovennævnte. I Sonnes værker kan der ses referencer til både minimalismen, popkunsten, samt konceptkunstens måde at integrere ladet tekst i en behørig distance til selve objektet.
Denne kølige stil ses også i den aktuelle udstilling, som hovedsageligt består af industrigrå gulvtæpper og aluminiumspersienner. Tæpperne går ikke helt til væg-til-væg, hvorfor man som besøgende i galleriet kan vælge om man vil betræde kunstværket, eller om man vil gå rundt om det og betragte det på afstand. Atter er der lagt et potentiale ud, som beskueren helt konkret kan fortolke, betræde eller lade ligge.
Dette åbne og potentielt følelsesladede rum kontrasteres på den måde af et stramt æstetisk udtryk samt af de industrielle materialer, mange af Sonnes værker skabes af: lysstofrør, industrimaling, gaffatape, hegn, gulvtæpper, persienner.
Det kunne man fx se i det offentlige rum med det store lysskilt i Untitled Sign. No 2 ((2008), der var placere på toppen af en nedlagt fabriksbygning i Norge, der med lysende versaler skrev: “Forever Until The End”. Eller i Sonnes malerier, der bærer paradoksale ytringer som “the poetics of atrocities”, eller overmalede parfumereklamer, hvor kun ord som “joy”, “envy” og “obsession” står tilbage.
Grundlæggende handler Sonnes værker altså om meningsdannelse og fortolkning: De tekstbårne værker omhandler mest af alt sprogets absurditet. At sproget er til for at danne mening, men at den mening kan manipuleres og aldrig er essentiel. Arketypiske sandheder bruges på linje med banale klichéer, og det påvises, at sproget både rammer og rammer forbi.
At begribe verden gennem sproget vil aldrig lykkes: der vil altid være en afgrund mellem det betegnede, verden i sig selv, og den betegnende faktor, sproget.
Port Folio:
