Kasper Hesselbjerg (f. 1985) afsøger i sit virke de mange flydende overgange mellem virkelighed, drøm og forestillingsverden. Hans værker er fulde af idémæssige konstruktioner, skæve iagttagelser og humoristiske paradokser, men rummer tillige store spørgsmål om betydningsdannelsens grundmekanismer. Ikke mindst, hvordan vi fortolker ting og tegn som naturlige eller kunstigt skabte.

En skræddersyet hvalros
Det er som bekendt et grundvilkår for menneskelig fortolkningsaktivitet, at vi tager ‘noget’ som tegn på ‘noget andet’. Hesselbjerg har derfor også en forkærlighed for visuelle og skulpturelle genstande med dobbeltbetydninger eller iboende forvandlingspotentialer, som befinder sig på tærsklen mellem bogstaveligheden og merbetydningens to ekstreme poler. Et eksempel på dette er værket Walrus Pug (2015), en figurplakater med en mops iklædt et skræddersyet hvalroskostume.

Hesselbjerg forfølger ligeledes muligheden for at transformere vores selv ved hjælp af de genstande, vi dagligt omgiver os med, hvilket brugen af kostumer er et konkret eksempel på. Endnu et eksempel finder man i værket “En ny hat til et nyt selv” (2015), der låner sin titel fra en scene i den japanske filminstruktør Akira Kurosawas film Ikiru fra 1952.

Hvalfinner og fremprovokerede møder
Kasper Hesselbjerg henter ressourcer mange steder fra; heriblandt fra kunsthistorien, filosofi, sociologi og semiotik, dvs. læren om tegn, deres produktion, modtagelse og fortolkning. Barndommens erfaringsverden spiller ligeledes en betydelig rolle i kunstnerens værkpraksis.

Sammenkomponeringen af disse forskelligartede genstandsområder skaber en vis rådvildhed, men ansporer også tænkningen, fordi Hessebjerg samlet set refererer til dybere og mere ubevidste lag i vores forståelse af nære og fjerne kulturer.

Værket Uddrag fra ‘Middag i maven på en hval’ (2015) består eksempelvis af to hvalfinner i naturlig størrelse udført i polystyren. Hvalen har op gennem historien indgået i talrige mytologiske og religiøse forestillinger, ligesom den hyppigt optræder i verdenslitteraturen, hvor den er omgærdet af undren og mystik.

Hesselbjerg anvender givetvis disse mange betydningslag, men finder ikke mindst hvalfinnerne interessante på grund af deres klassiske skulpturform. Værket handler også om selve den kunstneriske arbejdsproces og transporten fra forestilling til fysisk genstand. Det understreges af en række ledsagende modeltegninger, der angiver skulpturens skalaforhold.

Hesselbjerg arbejder således med et skulpturbegreb, der foruden den statuariske formgivning blotlægger værkernes indre strukturer og de relationer, der træder frem imellem dem. Hans fremgangsmåde har påmindelser om kollagens princip, her forstået som en systematisk udnyttelse af et utilsigtet eller fremprovokeret møde mellem fremmedelementer.

Flere af Hesselbjergs værker har da også karakter af anskuelsestavler eller associationsdiagrammer, der ved hjælp af elementer hentet fra nutidens billedbårne medievirkelighed bringer nye betydninger og sammenhænge i spil.

Skulpturel gastronomi
En tilbagevendende interesse hos kunstneren er desuden det gastronomiske område. Et af værkerne i Hesselbjergs afgangsprojekt på Kunsthal Charlottenborg var I håb om assimilation (2013) – en skulptur bestående af syltede agurker, skumfiduser, kinesisk te (pu-er shucha), tandstikker og keramik med påskriften “og tanken”, som blev serveret en gang om dagen for de besøgende på udstillingen.

På samme vis med Menu (Konsistens og assimilation), som fandt sted på udstillingsstedet Værelset på Vesterbro i København. Foruden en række kollager bestod udstillingen af ‘skulpturer’, der tilsammen dannede en 6-retters menu, som i bestemte tidsrum og efter forudgående reservation kunne indtages af publikum.

Skulpturelementernes – i dette tilfælde: fødevareingrediensernes – forandringstilstande og foreningen af hverdagsgenstand og abstrakt tænkning spillede også her en afgørende rolle.

Kasper Hesselbjerg har i øvrigt en efterhånden væsentlig tekstproduktion bag sig, og han er sammen med Absalon Kirkeby medstifter af forlaget emancipa(t/ss)ionsfrugten.

Inddragelsen af ordlege og øvrige sproglige elementer er i det hele taget et gennemgående træk hos kunstneren, som er med til at understøtte værkernes karakter af kommunikative udsagn, der fremmaner hverdagspoetiske oplevelsestilstande, som skiftevis bekræfter og undsiger logik og rationalitet.

Portfolio