Ugens kunstner – Heine Klausen

Tatoverede krucifikser, akavede familiefotografier og regnbueflag er nogle af de motiver, der befolker Heine Klausens billedmættede værker. Klausen har en vidtspændende praksis – fra tekstil og collage til skulptur, video og performance. Men på trods af mediemangfoldigheden fremstår hans samlede værk alligevel med en tydelig visuel identitet, hvor eksistentielle spørgsmål afsøges gennem hverdagslige banaliteter.

Hædret af Statens Kunstfond
Klausen skaber collager, der foruden at udfolde sig på den klassiske indrammede flade også har det med at snige sig ind i hans performancesituationer eller som dele af en skulpturel form.

Og netop Klausens alsidige kunstpraksis har Statens Kunstfond for nyligt hædret med en tildeling af fondens treårige arbejdsstipendium på 855.000 kr. Motivationen bag lyder:

“Projektet folder sig ud i flere medier. Heine Klausen arbejder med tegningens og collagens narrative todimensionelle rum. Det konkret skulpturelle nærvær har hans interesse. Og også kroppens installering i værket, i det han selv kalder skulptursituationer, er vigtig. For dette åbne, men klare og målrettede arbejde med skulpturens mange facetter, tildeles Heine Klausen et tre-årigt arbejdsstipendium.”

Tatoveringer og gravsten
Tatoveringer har siden 2007 været det hyppigst forekommende billedmateriale i Klausens collager. Kunstneren og samfundskommentatoren synes at spørge: Hvad er så vigtigt for samtidens menneske at identificere sig med, at det må foreviges i blæk under huden?

Til forskel fra de surrealistiske collager hos fx Max Ernst, hvor billedelementerne blev sammensat til en surrealistisk helhed uden synlige overgange, er collageelementerne hos Klausen lagt ud side om side som et samtidskartotek, et Warburgsk tagselvbord af popkulturelle strømninger, omhyggeligt ordnet og sorteret i kategorier. Sirligt udskårne papirklip indgår som øverste lag, hvorigennem collagerne ses.

I værket Dance with the dead in my dreams (2009) er titlen udskåret i hvidt papir og åbner op ind til en collagebaggrund fyldt med billeder af gravsten, alle med navnet ’Heine’ indgraveret. Et værk, der synes at rumme en meget personligt memento mori-undersøgelse.

Titlens betydning
Værktitlerne hos Klausen er generelt af stor betydning; flere gange manifesterer de sig direkte i værket. De står som brudstykker fra sangtekster og udtalelser, der er gentaget i uendelighed, så de ikke længere har en ekspliciteret afsender, men står åbne for beskueren til at træde ind i og tage på sig.

I en ny serie af hvide værker fra 2015, der ved første syn ligner monokromer, spiller skriftens visuelle udtryk sammen med ordenes betydning. Et eksempel herpå er titlen What doesn’t kill me makes me weaker – en justering af Nietzsches berømte udsagn: ”What doesn’t kill you makes you stronger” – som er skåret ud, sådan at skriften hælder skævt og opgivende mod højre.

Skulptursituationer 
Klausens performative aktioner antager på forskellig vis skulpturel karakter, hvorfor de er døbt skulptursituationer. Skulptursituationen An Eternal Fight for Love fra Decembristernes indtagelse af Thorvaldsens Museum i 2013 bestod blandt andet af en umulig konstruktion af rulleskøjter med påmonterede violinbuer, betjent af Klausen til at aktivere en elguitar og elbas.

I Klausens skulptursituationer gøres tingene altid mere komplicerede, end de behøver at være. Og ved således at springe over, hvor gærdet er højest med en stor seriøsitet, skaber kunstneren en grotesk humoristisk situation, der udstiller vores fortravlede effektivitetskultur.

Portfolio