Ugens Kunstner – Frodo Mikkelsen

Ugens Kunstner – Frodo Mikkelsen

Frodo Mikkelsen: I den blå time blir skyggerne levende (udsnit), 2011, 35 x 50 cm. Foto: Frodo Mikkelsen.

Billedserie

Udstilling

Ghost Yard

21 apr 2012 10 jun 2012

Frodo Mikkelsen

Udstillingen Ghost Yard finder sted på Munch Gallery, 245 Broome Street (Ludlow St.), New York, NY 10002.

Med afsæt i graffitien arbejder Frodo Mikkelsen med motiver som kranier, kronhjorte og kunstnerens alter ego - den ensomme cowboy. I denne uge åbner Mikkelsen en soloudstilling i New York.

Frodo Mikkelsen. Foto: Nikolaj Palmskov.
Frodo Mikkelsen. Foto: Nikolaj Palmskov.
Kunstneren kort
Allerede som tiårig begyndte Frodo Mikkelsen som en del af graffitimiljøet at pryde gaderne med sin kunst. Og fortiden skinner tydeligt igennem i hans værker, eksempelvis i form af stiliserede tags af genkendelige figurer fra westernmytologier og populærkultur.

Frodo Mikkelsen arbejder fortrinsvist med maleri, men også med grafik, skulptur, installation, mail art, gadekunst og landart. 

Baggrund og praksis
Mikkelsens baggrund som graffitimaler ses tydeligt i malerierne, der tenderer til grafik, hvor de forskellige farvemættede flader ofte er flankeret af en tyk konturstreg og malet op på en hvid baggrund.

Ofte portrætterer han kronhjorten, træet, bålet og den ensomme cowboysilhuet – objekter, der henter inspiration i den nyere Pop Art-tradition fra 60’erne og i tegneserier.

Mikkelsen inkorporerer endvidere elementer fra graffitien i sin kunst og indsætter morbide elementer som kraniet og andre legemsdele i idylliske landskaber, som afspejler et kompromisløst forhold til genrer og traditioner, hvor der ingen grænser er for kunstnerisk udfoldelse.

Silver ghost yard I, 2012. Foto: Frodo Mikkelsen.
Silver ghost yard I, 2012. Foto: Frodo Mikkelsen.
Silver ghost yard II, 2012. Foto: Frodo Mikkelsen.
Silver ghost yard II, 2012. Foto: Frodo Mikkelsen.

Motiverne er ofte bundet op på surrealistiske set-ups, hvor himmel og hav opløses til et puslespil af konsekvente ensfarvede tags kombineret med memento mori-symboler (dødssymboler) som kraniet og knoglerne, der trækker tråde tilbage til barokkens forgængelighedsmalerier. Dette ses også i hans skulpturer, der bl.a. består af forsølvede kranier, som han bygger videre på med små objekter, så værkerne til sidst fremstår som et idylliske landskaber.

Måske han skulle have betalt sin husleje, 2011, 60 x70 cm. Foto: Frodo Mikkelsen.
Måske han skulle have betalt sin husleje, 2011, 60 x70 cm. Foto: Frodo Mikkelsen.

Selvom refleksionen over liv og død og de mere eksistentielle spørgsmål i tilværelsen gennemsyrer Mikkelsens værker, skal man ofte kigge ind bag de forskellige lag af ekspressive farver og tags eller i de meget lange titler for at gennemskue de mere alvorlige temaer.

Mikkelsen har samtidig en antropologisk og humoristisk tilgang til sit arbejde, hvor han udstiller sig selv som kunstner og samtidig lægger en ironisk distance til kunstnerklichéen om den afsondrede og isolerede outsider, der finder sin inspiration i naturen.

Forud for soloudstillingen My House, 2011, levede Mikkelsen eksempelvis isoleret i et lille grønt hus i Nordjylland for at undersøge, hvordan omverdenen reagerede på ham og hvordan han omvendt reagerede på den. 

Sidste aften i Skagen, 2011, 160 x 150 cm. Foto: Frodo Mikkelsen.
Sidste aften i Skagen, 2011, 160 x 150 cm. Foto: Frodo Mikkelsen.
Beskrivelse/analyse af et karakteristisk værk 
Omringet af silhuetlignende skov, der indrammer en dyster og skumringsagtig stemning, fremstår huset som det centrale omdrejningspunkt i maleriet Sidste aften i Skagen fra 2011. På taget har Frodo Mikkelsen taget plads foran en stor lyslilla horisont med lyserøde, gule og blålige nuancer. Det tændte lys i huset leder én på vej ind i billedet og ned på den manke af et udefinerbart dyr med selvlysende øjne, der ligger og venter på Mikkelsen.

Billedet er repræsentativt for Mikkelsens måde at arbejde med flader og lag, og handler om en undersøgelse af, hvordan livet inden for og uden for huset føles, hvilket kan sættes i relief til de livsvilkår, der er ens for alle og til alle tider står åbent for menneskeheden: Nemlig om man er inde eller ude i forhold til det omgivende samfund.

I Fælden var lavet for at lokke Frodo ud, men det var René Holm, der røg i, 2011, fremgår det, hvordan Frodo Mikkelsen benytter sig af de genkendelige tags og farver, der gør det let for publikum at genkende hans signatur. Her er tale om huset, træet, cowboyen til hest og kraniet – centralt placeret i maleriet og dermed også en indikator for, at værket handler om døden og det forgængelige.

Fælden var lavet for at lokke Frodo ud, men det var René Holm, der røg i (udsnit), 2011, 203 x 200 cm. Foto: Frodo Mikkelsen.
Fælden var lavet for at lokke Frodo ud, men det var René Holm, der røg i (udsnit), 2011, 203 x 200 cm. Foto: Frodo Mikkelsen.
 
Ovenover ligger huset midt i et idyllisk og fredfyldt landskab og i vinduet kan man skimte to selvlysende øjne, som betragter scenariet indefra huset. Øverst i begge hjørner er en blå himmel symboliseret ved to farvedråber – en farve Mikkelsen ofte bruger i forskellige grafiske udformninger i sine malerier.

Hovedpersonen i form af kunstnerens alter ego, nemlig den ensomme cowboy, er her repræsenteret som en silhuet og bag træerne står ligeledes et par faretruende bjørne på lur. Der er således flere forskellige indgange og perspektiver på spil i Mikkelsens værk og dermed også udgange og tolkninger, som publikum kan møde fortællingen med.

Portfolio

He never came back, 2012. Foto: Frodo Mikkelsen.
He never came back, 2012. Foto: Frodo Mikkelsen.

Der er altid en vej ind i Ghost yard, men vil du virkelig ind?, 2012. Foto: Frodo Mikkelsen.
Der er altid en vej ind i Ghost yard, men vil du virkelig ind?, 2012. Foto: Frodo Mikkelsen.
Winter Ghost yard, 2012. Foto: Frodo Mikkelsen.
Winter Ghost yard, 2012. Foto: Frodo Mikkelsen.
Guldtand farmen, 2010. Foto: Frodo Mikkelsen.
Guldtand farmen, 2010. Foto: Frodo Mikkelsen.
Hvor hjortene gik hen for at dø, 2009. Foto: Frodo Mikkelsen.
Hvor hjortene gik hen for at dø, 2009. Foto: Frodo Mikkelsen.
Keramik vase, uden titel, 2007. Foto: Frodo Mikkelsen.
Keramik vase, uden titel, 2007. Foto: Frodo Mikkelsen.
Knogle design, 2006. Foto: Frodo Mikkelsen.
Knogle design, 2006. Foto: Frodo Mikkelsen.
Bag regnbuen findes guldskyerne, 2005. Foto: Frodo Mikkelsen.
Bag regnbuen findes guldskyerne, 2005. Foto: Frodo Mikkelsen.

Frodo Mikkelsen (f. 1974 i Give) bor i København, hvor han i dag arbejder som autodidakt billedkunstner. Frodo Mikkelsen havde sin debut på Kunstnernes Efterårsudstilling i 2001 og har siden haft adskillige udstillinger på gallerier og museer.

Billedserie

Udstilling

Ghost Yard

21 apr 2012 10 jun 2012

Frodo Mikkelsen

Udstillingen Ghost Yard finder sted på Munch Gallery, 245 Broome Street (Ludlow St.), New York, NY 10002.

Del artiklen

'Ugens Kunstner - Frodo Mikkelsen'

Facebook