Ugens Kunstner: Asmund Havsteen-Mikkelsen

Kunstneren kort
Asmund Havsteen-Mikkelsen er i sin kunstneriske praksis optaget af formelle eksperimenter med billedets strukturelle sammenhænge. Kompositorisk såvel som konceptuelt. Han har sine kunstneriske rødder i det 20. århundredes abstrakte billedsprog og i særdeleshed modernismens konkrete kunst, hvor farve og geometriske former er i fokus.

Baggrund og praksis
Ofte viser malerierne en slags arkitektoniske landskaber, inspireret af konkrete bygningsværker eller byrum, som man dog alligevel ikke helt kan genkende. I den forstand fremstår værkerne mere som abstraktioner over forestillingen om, at arkitekturen kan repræsentere metafysiske stemninger eller idealer.

Kunstnerens palet er nedtonet og farverne er skiftevis enkelt og pastost lagt på lærredet. De minimalistiske rum er bygget op omkring klart definerede, kompakte farvefelter i forskellige afskygninger og formater.
Hans billeder har ofte en utraditionel beskæring, der trods den stringente billedstruktur skaber visuel dynamik. Det understreges af en kompleks markering af rummets skygger.  

Så selvom Havsteen-Mikkelsen forholder sig køligt reflekterende til sit maleriske motiv er billederne både sansede og fornemmede, og ofte fremkalder kunstneren en fremmedgørende stemning.

Billederne er altid figurløse, mennesketomme. Som hos kunsthistoriske koryfærer som Giorgio De Chirico eller Edward Hopper har rummene et skær af noget surrealistisk og drømmende. Det er som at være et sted, man kender, men alligevel genkender man ikke noget.

Som konceptuel kunstner er Havsteen-Mikkelsen ud fra sin stærke kunsthistoriske bevidsthed interesseret i maleriets væsen ligesom han er optaget af den abstrakte kunsts utopiforestillinger. Hans særlige fortolkning af den konkrete kunsts formsprog i sine anonyme, stemningsfyldte metropol-skildringer forholder sig netop reflekteret til disse utopier.

Beskrivelse og analyse af et karakteristisk værk
I et værk som The Future as a Sphere fra 2011 er der klare referencer til både oplysningstidens og modernismens idealisme, men Havsteen-Mikkelsen problematiserer på sin egen måde deres fælles tro på forløsningen igennem videnskab.

Selvom motivet er inspireret af en bygning af Bernard Tschumi og Rem Koolhaas fra Parc de la Villette i Paris, så refererer den sfæriske kugle i billedets midte også til Étienne-Louis Boullées aldrig opførte monument over Newton fra 1700-tallet og til Richard Buckminster Fullers geodesiske kupler fra 1960’erne.

Men det sfæriske motiv har ikke udelukkende referencer til arkitekturhistorien, men åbner også for hentydninger til spådomskraft og usikre udsigelser om fremtiden.
Men det er netop ikke fremtiden kuglen giver et indblik i, men en forvrængning af nutiden – af kuglens umiddelbare omgivelser.

Der er maleteknisk en modsætning mellem kuglen og dens omgivelser: Hvor området uden for kuglen består af klart definerede og adskilte felter, hvor de enkelte penselstrøg ikke træder frem, så er kuglen udført mere let og ekspressivt, og strøg og farver glider over i hinanden for helt at forsvinde i toner af hvidhed i kuglens øverste del. Den fremtid, værket viser, er hverken idealiseret eller struktureret, men er en forvrænget spejling af nutiden, der er ekspressiv, personlig og uvis.

Portfolio