I Amalie Jakobsens værker ligger der en grundlæggende trang til at udfordre vores forhold til farve og den måde, vi bruger den på. Gennem klare farver og geometriske former skaber hun værker, der danner kontrast til de rum, vi befinder os i. Ved at indsætte f. eks. en klar rød eller gul i et rum understreger hun på samme tid både rummet og farven og det modsætningsforhold, der dermed opstår mellem de to. De forhold til proportioner, vi sædvanligvis har til de rammer, vi befinder os i – og den stramhed og klarhed, den form hun indsætter i rummet, har – er i Jakobsens praksis udtryk for en grundlæggende undersøgelse af form, farve, flade, rum og bevægelse.

Jakobsen trækker klare linjer til modernismen og dens reducerede og præcise sprog, men bryder samtidig med det stringente ved at lade hendes værker have spor efter det håndgjorte. Således bærer hendes skulpturer klare tegn efter penselstrøg og løst applikerede lag af maling.

Som man kan se i skulpturen Untitled fra 2017 kommer fladen på denne måde til at stå i et kontrastforhold til den stramme, geometriske form, der omgiver den. Der opstår en malerisk dimension i hendes værker, som synliggør den menneskelige tilstedeværelse i formerne og dermed også det menneskelige i kunsten.

Amalie Jakobsens værker stræber efter en harmoni eller en balance på trods af de rammer, de befinder sig i, og som de er klart afhænge af – ligesom hendes værker er afhængige af at blive oplevet af en beskuer.

På grund af deres rumlighed er det ikke nok, at man beskuer dem fra én side. De har tværtimod brug for at blive aktiveret ved, at beskueren bevæger sig rundt om dem og nogle gange ind imellem og igennem dem. Det deltagende aspekt i værkerne understreges samtidigt med, at der dannes en relation mellem formernes linier og den krop, der undersøger og oplever dem.

Samme forhold mellem krop, form og farve kunne man opleve i værket Recursive Demarcation, som blev vist på EXPO Chicago Art Fair i 2016 under programmet IN/SITU: A Break In Code, kurateret af Diana Nawi.

Værket bestod af tre seks meter høje, sorte bånd af stof, der strakte sig i kryds fra gulv til loft, og som en gang om dagen blev akkompagneret af 12 dansere. Hver af danserne var iklædt sorte dragter og forskellige geometriske stålplader, samtidigt med at de hver især dansede til selvstændige musikspor i deres øretelefoner. Værket var et stille pantomime af de linier, danserne skabte med deres kroppe og den skarpe, sorte form, installationen tegnede i rummet. Relationen mellem de to blev hermed tydelig og deres indbyrdes forhold og elegance blotlagt.

I værket Untitled #7 fra 2014 ser man en gul trekant i latex opspændt i en rå betonarkitektur. Værket var den første installation i latex, Amalie Jakobsen lavede, og den er et udtryk for kunstnerens søgen efter den rene og enkle form, der er uden masse, og som bedst kan understøtte en farve i et rum. Tre magneter holdt værket opspændt i hvert hjørne og sørgede for, at farven kunne stå klart i rummet.

Jakobsens brug af latex blev født ud af nødvendighed, da hun søgte et materiale, der bedst kunne fremstille en farve uden at vise det materiale, som understøttede farvens form i rummet. Brugen af trekanten er ligeledes gennemgående i Amalie Jakobsens virke, da denne form står i kontrast til de almindelige arkitektoniske rammer, der omgiver os, hvor horisontale og vertikale linjer er gennemgående. Brugen af trekanten leder vores opmærksomhed i retning af de rumlig proportioner og vores egen krops position i forhold til dem.

Portfolio (se flere billeder ved at klikke på ét af nedenstående)