Tværkulturel dialog med løse forbindelser

Tværkulturel dialog med løse forbindelser

hyslom: Documentation of Hysteresis (2009-). Pressefoto

Japanese Connections i Nikolaj Kunsthal er en virkelig sympatisk udstilling – en velmenende gestus om kulturel oversættelse og dialog via kunstens rum, der dog lider under værkernes manglende tyngde eller den grundlæggende evne til at sætte sig i modtagerens sted.

Fem japanske kunstnere og kunstnergrupper udgør i den kommende tid delegationen, der skal lægge værker til den dansk-japanske, diplomatiske brobygning, som i år kan fejre 150 års jubilæum. Den diplomatiske og kulturelle bro er bygget og vedligeholdt af anerkendelse, respekt, dialog og gensidig inspiration. Og det er i realiteten den omhyggelige vedligeholdelse, vi fejrer i år.

Og den er værd at hylde, for mellemkulturel dialog drevet af hårdt arbejde, indføling, gode brobyggere, ambassadører, oversættere og kulturelle aktører kan betyde alverden for et diplomatisk forhold mellem lande, der ligger i hver deres ende af verdenen. Det er ikke for sjov og har dybe konsekvenser for vores globale samvær, kort sagt.

Hvorfor bruger jeg tid på denne understregningen af alvoren og potentialet i de mellemkulturelle forbindelser og mekanismer? Jo, fordi den aktuelle udstilling i Nikolaj Kunsthal er bygget på en sådan tanke og de oversættelser, der ligger til grund for den samtale, men desværre kun i få momenter formår at udfolde den gensidighed, som det hele handler om, og som kan lede til en identifikation, hvor vi sætter os i en andens sted.

Lydens og rummets åbne gestus
Det værk på udstillingen, der faktisk fungerer bedst, er det helt igennem immaterielle greb af Ryoji Ikeda, der med installerede højtalere langs kirkeskibets søjler har omdannet Nikolaj Kunsthals store udstillingsrum til én stor resonerende klangkasse.

Ryoji Ikeda: A, 2017. Foto: Matthias Hvass Borello

Det er tonen A, hvilket også er titlen på værket, der runger ud i jævne lydbølger, og dermed en kulturelt defineret standard (440 hz), som også er et overnationalt udgangspunkt for den vestlige musiktradition.

Men historien og den kropslige erfaring af ’kammertonen’ er ikke helt så entydig, som man skulle tro, og det er her værket A for alvor ’virker’. For hvis du investerer din krop, dit nærvær, lytter efter, mærker svingningerne i din krop og responderer på bevægelserne, du indgår i, så vil du opdage, at lyden afviger i det små og skaber konstante varianter. Det standardiserede udgangspunkt er blot en måde at få skabt mulige veje til harmonier. Spørgsmålet om reel dialog og samklang kræver nærvær og indføling, der går udover den blotte standard. Her oplever vi kort sagt en dybere refleksivitet omkring kulturens dialogiske processer og udgangspunkt.

Det er måske ganske sigende, at det er udstillingens mest åbne værk, der fungerer absolut bedst som redskab og ’mægler’ for en mellemkulturel dialog.

hyslom: Hysteresis, 2017. Performance. Foto: Matthias Hvass Borello

Lyndampet kulturudveksling
En række af udstillingens værker er kendetegnet ved en meget kropslig dialog med omverdenen. Kunstnergruppen Hyslom, der består af Itaru Kato, Yuu Yoshida og Fuminori Hoshino, anvender en ret legende og udforskende kropslig tilgang til de steder og landskaber, de besøger.

I Nikolaj resulterede det i en ret crazy (i klassisk Jackass-stil) performance, hvor diverse frugter og grøntsager blev droppet fra kirketårnets højeste repos for endelig at lande med et plask i en stor balje med kogende vand, hvor to fra gruppen forsøgte at gribe de nedfaldende råvarer, bide af dem og lede hinanden med forskellige improviserede signaler. Det er måske sjovt, men ikke særlig skarpt i sammenhængen. Hvad jeg som kulturelt individ skulle få ud af frugt og grønt smidt ned i kogende vand af tre japanere i en gammel kirke i København ved jeg helt ærligt ikke. I-lands-privilegier taget til ekstremerne, måske?

En masse lignende lege, hvor kroppe udsættes for et væld af fysiske udfordringer, er dokumenteret i det lille tårnrum, hvor der vises et udvalg af gruppens kropslige eksperimenter og dialoger under titlen Documentation of Hysteresis (2009-).

Hysloms kropslige greb handler i mine øjne om krop og arkitektur på et almenmenneskeligt men lidt overfladisk, humoristisk plan og er alt for naive og selvoptagede til at være i nærheden af et studie, som andre kan relatere dybere til.

Fatamorgana uden effekt
Taro Izumi står for en række værker, der lig Hysloms, sætter kroppen ind som redskab og materiale i kunsten. Tre videoværker, der bærer mærkværdige titler, skildrer også mærkværdige hændelser:

En mand bærer en stor sæk på ryggen gennem et indkøbscenter, der i dramatisk slowmotion skæres op af en forbipasserende og mønterne vælter ud (Great Escape (Moon Juice), 2015).

Taro Izumi: The Camel Saw a Plum Tree of Illusion over The Hill, 2017. Foto: Matthias Hvass Borello

En mand sidder på pladsen uden for Nikolaj Kunsthal og vasker tilsyneladende hænder i en fontæne, der ikke længere er i funktion, synkront med, at en kvinde knæler ved et toilet med vandet løbende fra munden (The Camel Saw a Plum Tree of Illusion over The Hill, 2017).

Og i indgangspartiet i Nikolaj vises et endnu mere spøjst værk, hvor kunstneren griber ud efter objekter og personer i det offentlige rum (i Paris!?), som derefter – som et aftryk – er afbilledet i håndfladen på kunstneren.

Kunst har selvfølgelig – ved sin ofte abstrakte uafklarethed – nogle potentialer for nye former for samtaler, men disse værker skaber et rimelig tyndt grundlag.

Kulturel reducering
De store fejlslag i den mellemkulturelle dialog er manglen på anerkendelse og reduceringen af ’den anden’ til kulturelle stereotyper, og selvom de fleste værker holder sig langt fra sådanne reproducerende mekanismer, så optræder de i udstillingens sidste del i kunsthallens Øvre Galleri.

Her møder vi det virkelig smukt installerede lydværk Sympathetic Wiretap (2017) af Atsushi Nishijima, der omsætter Broadway-klassikeren West Side Story til et abstrakt lydlandskab i dirrende strenge og tomme konservesdåser. Hvem der er hvem i den sympatiske dialog, og hvad denne oversættelse åbner nye erkendelser af – udover den rent sanselige oplevelse (der er rigtig fin!) – må stå åbent.

Japanese Connections, installationsview med Atsushi Nishijima: Sympathetic Wiretap (2017) nærmest og Yukawa-Nakayasu: A Survey for the History of Fertility, Falls from the Skies (2017). Foto: Matthias Hvass Borello

Det forhold gentager sig i duoen Ykawa-Nakayasus installatoriske værk, hvor både lokale og nationale objekter fra Japan og Danmark præger installationens virvar af materialer. I begge værker er det selvfølgelig pointen, ligesom i Ikedas lydværk, at kulturen ikke lader sig oversætte én til én eller standardisere, og her at Danish Butter Cookies selvfølgelig er lavet i Indonesien.

Kulturel dialog er svært og kræver investeringer udover det selvoptagede, overfladiske eller allerede vedtagne, og hvis samtalen starter med butter cookies eller West Side Story er det ikke en synderligt interessant dialog at indgå i. Japanese Connections har momenter, hvor kulturelle dybder antydes, men udstillingen formår aldrig – og det er altså primært kurateringens problem – at løfte sig til en vigtig samtale på tværs af verden.

Kommentarer