Ej blot til lyst

Kunstnere vil helst ikke tale om det, politikere insisterer hele tiden på det, og institutionerne har skabt sit helt eget sprog for det: Dét kunsten kan og gør hele tiden. I museumsloven hedder det lige nu, at museerne skal være med til at skabe bæredygtige samfundsborgere. Men kan vi skabe en meningsfuld samtale om dette potentiale i kunsten, og om hvor kunstneren står i vores samfund, som omvæltende kraft? Vi har dedikeret en særlig samtale til dette spørgsmål under Art Week Copenhagen den 27. maj på Overgaden – Institut for samtidskunst under titlen POLEMIK: Den Nye Kunstnerrolle.

Som en opvarmning til arrangementet valgte vi at rette blikket udenfor billedkunstens felt. Til en kunstner, der i et andet kunstnerisk domæne har skabt produktioner, der kan noget særligt i forhold til sin offentlighed. Vi tog en snak med Tue Biering, der i teaterkredse bl.a. omtales sådan her:

”Tue Biering er både opsigtsvækkende, men også stilfærdigt kompromisløs i sine stadige udfordringer af teaterbegrebet og i sin insisteren på, at teatret vil og kan skabe betydning i vores kroppe og sind. Hos Biering er teatret ”ej blot til lyst”, men den didaktiske pegepind er erstattet af en kåd nysgerrighed, der bliver til nye formater, der både inkluderer og udfordrer.

Biering mestrer den publikumsinddragelse, som alle taler om, men få får til at ske,” lød det i teater-journalisternes motivation, da de overrakte Tue Biering Teaterkatten i 2017 for forestillingen Rocky! på Husets Teater, hvor Hollywood-klassikeren blev adapteret til energisk sociopolitisk konflikt mellem politiske fordomme. For få uger siden fik han anmelderroser med på vejen for fremtidsfortællingen Landet Uden Drømme ved Eventministeriet og er p.t. nomineret til Reumertpriser i adskillelige kategorier.

Indlevelser – ikke oplevelser
Tue Biering bliver virkelig perpleks, hvis man spørger til den her særlige rolle for kunstneren, fordi han altid holder sig på lang afstand af absolutter for noget som helst.

”Jeg bliver altid tiltrukket af det, der stikker ud og er anderledes og er i den sammenhæng hele tiden meget opmærksom på ikke at danne én særlig metode. Jeg stikker totalt af, når jeg mærker, at et mønster begynder at aftegne sig. Dels fordi jeg keder mig, men også fordi jeg i min uddannelse i ’mestrenes metoder’ oplevede, at mine egne ting blev dårligere. Jeg bruger i virkeligheden allermest tid på at mærke efter. For tyve år siden ville jeg nok have fnyst af det og insisteret på, at værket opstår i tænkningen, men i dag er jeg på mange måder præget af den erkendelse, at følelserne og tankerne er sammenvævede fænomener, hvor man forstår ting med sin sanselighed, og at registrene ikke kan skilles ad.”

Men hvis man spørger Biering til den vigtige kunstneriske oplevelse, så er det åbenlyst den, der går dybt.

”Altså, når det berører en erkendelse, som man ellers ikke har adgang til eller mulighed for at begribe. Det, synes jeg, altid er vildt, når jeg oplever det. Vi lever jo i en verden, hvor vi er nødt til at forholde os til ret mange begrebslige ting og tage stilling til fundamentale behov. Når vi endelig har et overskud, så bruger vi det ofte på lette kalorier, en omgang Netflix eller sådan noget. Dér tilbyder kunsten i vores samfund, hvor vi altså har et ret stort overskud i forhold til mange andre steder i verden, noget ganske særligt, og det vil jeg beskrive som de her dybe vertikale oplevelser, der bryder med de her lette horisontale fix, vi ofte indtager,” forklarer han og går et hug dybere:

”Det her med et øjeblik at være til stede i noget, der er større end os selv, noget stort, der flipper i maven, synes jeg er helt særligt. For nyligt indså jeg, at jeg egentlig forsøger at lave indlevelser – ikke oplevelser. Oplevelse er på mange måder et meget passivt ord, der netop bare kan indtages, hvorimod en indlevelse kræver noget af sin modtager. Den indsigt er måske den simpleste måde, hvorpå jeg kan beskrive det.”

Virkeligheden trænger sig på
Man står ofte i en situation som publikum i Tue Bierings produktioner, hvor virkeligheden trænger sig meget konkret på, og hvor der reelt er umuligt at glide igennem forestillingen som rum uden at blive konfronteret – også af sin egne begreber.

”Jeg tror, det meget tidligt handlede om en afmagt over at producere noget, som nogen kommer ind og kigger på, kan lide eller ikke kan lide, forlader igen og kort tid efter er færdige med, imens man snakker om fodbold og vasketøj. Alt det, jeg havde på sinde, var som sand, der blæser bort på fliserne udenfor teatret. Derfor blev jeg ret optaget af, om man kunne skabe noget, som blev en del af folks DNA. Jeg blev meget inspireret af Jan Kjærstads Forføreren, hvor hovedpersonen netop betragter sin kunst som en omprogrammering af folks DNA, da vi alle er en del af vores oplevelser,” fortæller han og kniber øjnene lidt sammen:

”Hvis man kan lave noget, der påvirker den bevidsthed, den bande, vi spiller vores oplevelser op ad, så ville det være virkelig interessant, og så handler det heller ikke længere om ’den perfekte teaterforestilling’, men om hvordan jeg kan gøre noget, som bliver i din bevidsthed – som et ar på din krop, hvor du bliver sendt tilbage til hændelsen, hver gang du kigger på det.”

Fiktionen som paradoks
Noget andet, der frustrerede Tue Biering, var dét at skabe fiktioner, hvor man foregiver at være noget andet, i nogle ret betydningsfulde og markante tematikker som fx outsourcing eller prostitution, som han har været forbi.

”Jeg havde det virkelig svært med tanken om, at jeg skulle hyre skuespillere ind, som så ville lave en masse research i miljøet og lave et pissegodt stykke arbejde – ingen tvivl om det – men hvor der aldrig ville være nogen forbindelse til dem, det reelt handlede om. Og SÅ var det så, at vi begyndte at lave forestillinger som fx Come on Bangladesh – just do it! (2005), hvor der var en høj grad af konsekvens, og hvor outsourcing af vores fælles kulturarv reelt foregik. Og Pretty Woman (2008), hvor vi alle går rundt med den her stereotype opfattelse af, hvad en prostitueret er, men aldrig har talt med én, fordi vi slår blikket ned, når vi møder dem på gaden, men nu står konfronteret af. Det handlede om at bringe virkeligheden ind i noget, der baserer sig på at være afskåret fra den,” siger Biering og pointerer:

”Jeg har faktisk en ret klar fornemmelse af, at vi som kunstnere skaber en kunstighed omkring det, vi gerne vil sige, som ikke er særlig gavnlig for budskabet og modtagerens mulighed for at gå i dialog med værket. Det er faktisk et kæmpe paradoks, synes jeg.”

Kunst som mobilisering
Kunsten er i Bierings øjne ikke blot et særligt politisk rum. Den er også et refleksions-, videns- og sansningsrum, og kunstneren ser han egentlig som engageret på linje med enhver anden borger i samfundet, som vil gøre en forskel for andre. Men når det er sagt, så har kunsten altid spillet en rolle i forhold til magten, først som konsolidering, men i nyere tid i højere grad som kritik af magtfordelingen, erkender han.

”Jeg synes fx Pussy Riot er super interessant som magtkritik, og det ville slet ikke have haft samme kraft, hvis det ikke havde været et kunstnerisk projekt. Dér tror jeg, det havde virkelig stor betydning, at det var en kunstnergruppe, der rejste sig og sang i kirken (én af Pussy Riots helt tidlige interventioner under national transmission i Rusland, red.). Og jeg tror også modreaktionen blev så kraftig fra magthaverne, fordi der var en bevidsthed om kunstens formidlende og mobiliserende kraft.”

”Jeg er ikke socialarbejder”
En af de rettesnore, han selv må forholde sig til hele tiden, er, om det han laver har relevans for andre – især hvis han vil involvere andre i projektet, som ovenikøbet er kunstnerisk udenforstående.

”Jeg tilbyder et kunstrum, teatret, ikke alt muligt andet, og jeg er ikke socialarbejder, end of story. Sådan pointerede vores konsulent, som selv var tidligere narko-prostitueret, under produktionen af Pretty Woman, hvor vi hver aften købte en prostitueret til at spille hovedrollen i stykket. Nogle gange skal man formulere det så simpelt for sig selv og andre.”

For nogle af dem, han har involveret i sine værker, har det primært været helt privat, at det engagement havde betydning.

”Hvis jeg beder nogle mennesker om at deltage som sig selv i et projekt, så har jeg jo også gjort mig nogle virkelig nøje overvejelser om, hvorvidt det rent faktisk giver mening for dem. Jeg skal jo ikke ud og overtale nogen til at være med. Jeg skal tilbyde dem et rum og en kontekst til at udtrykke sig – helt klart sat i ramme af mig, men ligesåvigtigt at de selv kan se meningen med det.”

At bruge sin taletid til noget vigtigt
Tue Biering føler ikke, at han har et særligt ansvar, hvor der bliver kigget intenst på, hvordan han bruger sin taletid.

”Hvis jeg følte det, ville jeg gøre oprør. Jeg tror snarere, det handler om en søgen efter moral, og hvordan den skal forvaltes i dag. Og vi har alle en moral, vi er bare uenige om, hvordan brikkerne skal lægges. Dén stemme er inde i mig, og det er den, der gør, at jeg søger indad. Det er også den stemme, der kan forstumme, hvis man som kunstner begynder at orientere sig i forhold til forventninger og mulig bekræftelse – også økonomisk.”

Biering forklarer, at det langsomt er gået op for ham, at han arbejder i det mest fantastiske kunstneriske felt.

”Om noget, så har jeg muligheden for at skabe fysiske, reelle møder, som har potentiale til at blive en samtale, som jeg ikke oplever at et andet medie kan. Jeg samler folk i et rum, jeg har tid, jeg har deres opmærksomhed og det vildeste våben: vanens magt, som betyder, at der skal ret meget til, før vi rejser os og går ud fra en teatersal,” siger han og understreger med øjnene helt spærret op:

”Det vil sige, at jeg kan gøre ret mange ting inde i det her rum, inden folk udvandrer. Det er selvfølgelig også min intention, at de bliver, helt til slutningen, det er klart. Men modsat en udstilling, så kan de ikke lige gå eller lægge bogen til side. Og nogle af de virkemidler i tid og rum, ser jeg også billedkunsten benytte sig mere og mere af.”