Tre udstillingssteder vinder BKF-prisen 2020

Tre udstillingssteder vinder BKF-prisen 2020

Rikke Ehlers Nilsson og Scott William Raby fra platformen f.eks., Karoline W. Andersen, Mette Nisgaard Larsen og Søren-Emil Schütt fra Til Vægs, Aksel Kror, René Schmidt og Jørn Lindhardtsen fra Skovsnogen – Deep Forest Artland. Fotos: Rine Rodin og BKF.

Platformene ‘f.eks’, ‘Til Vægs’ og ‘Skovsnogen – Deep Forest Artland’ vinder BKF-prisen Årets Kunstnerdrevne Udstillingssteder 2020. Med æren følger en check på 25.000 kr. fra billedkunstens kollektive ophavsretsmidler i VISDA samt vinderstatuetten Artistrun Space skabt af skulptør Anders Bonnesen.

Ifølge juryen, der udover BKF’s formand Nis Rømer bestod af Malene Dam fra Vermilion Sands og Farid Salti fra Kunsthal ved siden af, var udvælgelsen en svær opgave med et stærkt felt på i alt 65 nominerede steder og seks skarpe finalister.

“Nogle af de steder, juryen har set på, er lavet af det stof som kunsthistorien bliver skrevet af. Unikke fortællinger om den tid, vi er i, og om de emner, der driver kunstnere til et årelangt engagement i et emne, en sag eller nogle æstetiske udforskninger, som verden endnu ikke har set. Men det er også en utaknemmelig opgave, for der er meget meget mere kvalitet, end vi kan præmiere,” udtaler BKF’s formand Nis Rømer i forbindelse med prisuddelingen.

Juryens motivation

Af juryen beskrives ‘f.eks’ som et udstillingssted “der radikaliserer nysgerrigheden (…) Hvert sted hvor f.eks. vælger at engagere sig, vælges i dialog med kunstnerne for at aktivere steder, der måske ikke er en del af vores bevidsthed, men ikke desto mindre er centrale i vores kultur; steder der er underudnyttede og usædvanlige. At det er i Aalborg er vigtigt, for der kan sagtens være flere kunstscener og epicentre i Danmark, og her er f.eks. med til at gøre Aalborg til en ny og modig spiller på kunstens Danmarkskort”, lyder det fra Juryformanden Nis Rømer.

Skovsnogen tildeles prisen “for at være forbandet ambitiøse, organisatorisk dygtige, engagerede i lokalområdet og ikke mindst vedholdende. Det er på høje tid, og I har fortjent det. Har du ikke været der endnu, så kom afsted – det er en af den slags oplevelser, der bliver ved en, fordi skoven, men også for den store variation og kvalitet af værker af både kendte kunstnere og unge talenter.”

Om Til Vægs hedder det, at udstillingsstedet “er med at skabe fantastisk og vedkommende kunst midt mellem hverdag og boligblokke, og for at forny hvad et kunstnerdrevet udstillingssted kan være.”

Kilde: Billedkunstnernes Forbund (BKF)

Læs mere om prisuddelingen og juryens motivationer på BKFs hjemmeside her.

Del artiklen

'Tre udstillingssteder vinder BKF-prisen 2020'

Facebook