15. Juni Fonden har for sjette år i træk sat pris på seks nyuddannede kunstnere og designere, der hver især har udmærket sig indenfor deres respektive felter.
Den 21. november blev 15. Juni Fondens hæderspriser til i alt seks nydimitterede kunstnere og designere overrakt i fondens hus ved indgangen til Arboretet i Hørsholm. Det er sjette gang, at 15. Juni Fonden uddeler hæderspriser til nyuddannede kunstnere og designere. Priserne er på 40.000 kr. og kan ikke søges, men tildeles ud fra de værker, som kunstnerne har præsenteret på de respektive afgangsudstillinger.
Prisudvalgene har været rundt på afgangsudstillingerne – for kunstens vedkommende København, Aarhus og Odense og for designernes Kolding, Bornholm og København. På kunstsiden tilfaldt priserne i år Mark Tholander fra Det Jyske Kunstakademi, Nina Helledie fra Det Fynske Kunstakademi og fra Det kgl. Danske Kunstakademi Tore Hallas.
Med hæderspriserne ønsker 15. Juni Fonden at give prismodtagerne et anerkendende skulderklap, samt en økonomisk håndsrækning, i håb om at dette kan være med til at åbne døre op på deres fremtidige færd inden for hhv. design og kunst.
Nedenfor kan du læse et uddrag af fondens motiveringer af priserne til billedkunstnerne:
Nina Helledie
”Nina Helledies afgangsværk bestod af to værker i hver sit offentlige rum. Værket Where it all started og Contraction, der bestod af et stort, abstrakt vægmaleri samt en hængende metaltrådsmobile, blev vist i Skulptursalen på Det Fynske Kunstakademi, mens performancen Fyrtårn / The silent noise – When everything stops, what is left?, blev opført på Teater Momentum i Odense i et samarbejde med skuespilleren Joakim Skovgaard og trompetisten Malte Nordthorp. I performancen, der varede 40-50 minutter, indgik der et 6 x 9 meter stort stykke silke, som på en interaktiv og næsten synæstetisk vis gik i ét med sekvenser af henholdsvis dronemusik, stilhed og støj.
Umiddelbart to meget forskelige og uforenelige udtryk og medier, skulle man mene. Og så alligevel ikke. For i Nina Helledies arbejder handler det om kroppen, om dens forhold til omgivelserne. Men det handler ikke mindst om kroppens indre rum. Om kropslig – og psykisk – autenticitet kunne man måske sige. (…)
Måske handler det i virkeligheden om, hvordan man foretager et skalaspring med og i tegningen fra noget meget intimt til noget meget kropsligt og rumligt.
Hvordan kommer man fra det intime rum til det offentlige rum? Kunsthistorisk ser jeg referencer til Erik Liljenbergs små prikkede tegninger – synets galakser – fra tresserne og Wols’ forsvindende små, deliriske og meget intime tegninger fra fyrrerne. Nina Helledies store force er, at hun formår at føre denne intimitet op i stor skala uden at miste intensiteten og det intime. Det er ikke kun godt set og tænkt – det kræver en helt særlig form for intuition, sikker mavefornemmelse og næsten synæstetisk sensibilitet.”
Mark Tholander
”Teltpælene er revet op, og det er ikke nemt at finde hverken fodfæste eller ståsted i Tholanders filmværk They built the widened coral reef. Med referencer til både orkestre, køkkener og restauranter føres vi som på et samlebånd fra scenarie til scenarie. Pointen er blot, at vi i gængs forstand ingen vegne kommer. Der er ikke en harmonisk fortælling, men heller ikke avantgardernes åbenlyse stormløb på de gamle historier. Der sker ikke rigtig noget andet end at vores tillid til rammer og formater langsomt gnaves ned.
Værket er født af og forholder sig til mennesket i Internettets tidsalder. Så meget er klart. Og derfor er Tholander også mulig i fagjargonen at placere som ’post-internet’ kunstner, hvilket i sig selv ikke giver andet end et periodisk afsæt. Men man kan oplagt pege på ledefigurer som amerikanske Ian Chang og britiske Ed Atkins. Billederne er perfekte, sådan som teknologien nu giver mulighed for, men det er i sameksistensen med tale og skrift, Tholanders værk sætter sig igennem som uhyggeligt og nok så præcist i signalementet af vores tid. (…)
Tholanders værk virker, og dette er en ros, i dets konstante gliden mellem nærvær og ubestemmelig distance. Kød og blod er det ikke rigtig relevant at tale om, og det er just pointen. Og et vilkår fornemmer man. Det er som om vi mellem time-lapses, kommercielle jingler og ornamenter, kun den digitale verden kan frembringe, er på vej, men altså ingen steder hen rigtigt. Der er, forstår man, forsinkelser på vejen, links er forsinkede, forbindelser ligeledes og noget er afbrudt. Det tør nok siges. Kunstig intelligens væver sig ind som en oplagt mulighed og et emne i denne uhyggelige verden mellem to verdener. ”
Tore Hallas
”Det er temmelig symbolsk, at det er sækkestole af mærket Fatboy, Tore Hallas havde sat frem til beskueren af And Going After Strange Flesh, som er et er et komplekst værk, der handler om tykhed, homoseksualitet, etnicitet, det religiøse og skæringspunkterne derimellem. I det øjeblik man sætter sig ned for at opleve værket, overgiver man sig også til den fede drengs bløde favn.
Værket vises på to tætstillede skærme. På den ene ses et tableau med to afklædte mænd, en tyk og en tynd. På den anden skærm tages vi ud på en rejse gennem et mellemøstligt ørkenlandskab. Denne scene har karakter af en roadmovie. De to scener bindes sammen af et speak, der ligesom de to billedsekvenser kører i sit eget loop. En mand fortæller om en rejse til Palæstina, om at opsøge stederne hvor Sodoma og Gomorra lå. Samtidig med at der fortælles om rejsen, og om et seksuelt forhold til en palæstinensisk mand, foldes skammen, der knytter sig til den tykke homoseksuelle krop ud, både i form af barndomserindringer, men også i forhold til voksne relationer (…)
Hallas´ værk genererer mange lag af dobbeltbetydninger. De to skærmes forskellige billedforløb, tableauet og landskabet, den tykke og den tynde, den hvide og den mellemøstlige, det åbenlyst iscenesatte og det skjult iscenesatte, den anden og den anden anden. Når man skyder alle disse dobbeltbetydninger ind over hinanden, står man foran et ret komplekst værk, som både er æstetisk og filosofisk tiltrækkende og som bliver ved med at stille spørgsmål. ”
