Transformation af filmbyen

Transformation af filmbyen

Dialogbaseret forvandling af billedkunstnerne Berit Jansson, Vibeke Barter og Inge Marie Korsholm. Foto: Maja Sandberg.

Billedserie

Udstilling

Transform

2 nov 2011 6 nov 2011

Mere end 120 kunstnere er i øjeblikket ved at forvandle Studie 1 og 2 i Aarhus Filmby til en stor udstilling under temaet Transform. KUNSTEN.NU tog til Filmbyen.

Der sker noget mærkværdigt i disse dage på havnen i Aarhus. Man ser det ikke ved første øjekast, for udefra ligner filmbyen sig selv, men indenfor har den helt store transformation fundet sted.

ProKK (Foreningen af Professionelle kunstnere og kunsthåndværkere) plus gæstedeltagere omdanner Filmbyens lokaler til en scene for en kunstudstilling, et laboratorium og arbejdende værksted i ét.

Udstillingsview. Foto: Maja Sandberg.
Udstillingsview. Foto: Maja Sandberg.

Projektet løber af stablen som en ti dages workshop, hvor kunstnerne arbejder for lukkede døre i de første fem dage. Herefter åbner udstillingen officielt for publikum.

Møder mellem kunstnere og værker
Kurator på udstillingen, Trine Rytter Andersen, forklarer om temaet:  ”Vi ønsker at udforske samarbejdets transformerende potentialer. Det handler om at mødes på tværs af faglige netværk. Hver kunstnergruppe har fået deres lille rum i rummet, men værkerne forholder sig til hinanden – enten som et møde mellem værkerne eller som et sammenstød. ”

Projektets rammer er kun i store træk aftalt på forhånd. Meget afhænger af, hvordan samarbejdet forløber.

Møder i mørke
Udstillingen handler også om transformation af selve rummet. Filmbyens Studie 1 og 2 danner normalt rammerne for filmproduktion – derfor er de rå lokaler normalt mørklagte med sorte vægge og højt til loftet.

Det har også haft indflydelse på selve udstillingen. Trine Rytter Andersen fortæller: ”Udgangspunktet er ikke ’The white Cube’ men ’The Black Box’. Lyset i rummene er dæmpet, og værkerne skal ses i det dæmpede lys.”

Mørket i udstillingsrummet har også samme effekt, som træder man ind i et kirkerum: Når publikum kommer ind i rummet, mødes de af dæmpet lys, hvilket sandsynligvis medfører, at de også dæmper deres stemmer i udstillingsrummet.

Ghost af billedkunstnerne Karen Marie Fredslund og Lisbeth Thingholm. Foto: Maja Sandberg.
Ghost af billedkunstnerne Karen Marie Fredslund og Lisbeth Thingholm. Foto: Maja Sandberg.

Lyset som formgiver
Kunstnerne har derfor alle forholdt sig til det mørke rums præmisser. Værkerne er strategisk belyst. Det gælder for eksempel værket Forvandling, hvor kunstnerne har taget udgangspunkt i fotografier af motiver i naturen, for eksempel et foto af et træ, der er pakket ind i stof.
Fotografierne danner en collage, som oplyses bagfra. Derved dannes nye former på gulvet og et lyslandskab på væggen.

Værket Ghost har form som en lysekrone i kæmpe format, og består af siluetter af 40 plasticmænd på hver 1,80 m. Lysekronen hænges op i loftet og oplyses af en nøgen elpære med koldt lys.
Tematikken kan henføres til spøgelser i film, men kan også forstås pykologisk på et personligt plan, som de spøgelser vi alle slæber rundt på.

Udgangspunktet for værket Dialogbaseret forvandling er brobygning mennesker i mellem. Kunstnerne har oprettet en facebook side, hvor mennesker fra hele verden har sendt positive budskaber til et andet menneske.

Hvert budskab lægges ind i en kokon lavet af pergamentpapir og hænges fra en wire. Publikum kan tage budskaberne med sig og give det til et andet menneske. På den måde bliver publikum selv del af installationen.

Dialogbaseret forvandling af billedkunstnerne Berit Jansson, Vibeke Barter og Inge Marie Korsholm. Foto: Maja Sandberg.
Dialogbaseret forvandling af billedkunstnerne Berit Jansson, Vibeke Barter og Inge Marie Korsholm. Foto: Maja Sandberg.
Udstillingsview. Foto: Maja Sandberg.
Udstillingsview. Foto: Maja Sandberg.

Lyset slukkes!
Der hersker en hektisk stemning i de to udstillingsrum, hvor kunstnerne alle arbejder på højtryk for at blive klar til udstillingsåbningen.

Lyset i lokalerne er tændt , så kunstnerne i det hele taget kan se, hvad de laver, men ind imellem råber én: ”LYSET SLUKKES!”. Så bliver det mørkt i lokalerne, som kun oplyses af lysværkerne. Og som ved et trylleslag forvandles de rå lokaler til et lysinstallatorisk landskab.

Transformsationen har fundet sted, og ganske rigtigt: vi dæmper vores stemmer og potentialet for, at nye møder kan opstå, er tilstede i mørket.

Billedserie

Udstilling

Transform

2 nov 2011 6 nov 2011

Del artiklen

'Transformation af filmbyen'

Facebook