Tomgang på Den Frie

Jens Haaning er et kunstnerisk problembarn med hang til vrangsider, opløftende misforståelser og konfronterende konkretiseringer.

Med arabiske vittigheder iscenesat som supplement til barbrystet side-9-pige på plakater i Vesterbros gader (1996), en våbenproduktion i kunsthallen Portalen i Hundige (1995) og salg eller distribution af forskellige ydelser, som normalt ikke tilskrives kunsten, spørger Haaning:

Hvem forstår hvad, på hvilke vilkår, i hvilke rum, og kan kunstens åbne ‘rum’ ændre ved den forståelse?

At betragte på ny
Industrier og produktioner omgærdet af kontroversielle vilkår, rettigheder og praksisser har ofte været i fokus: Våbenindustri, tekstilindustri og helt aktuelt thaimassage (Kunsthal Nord).

Rejsebureauet, apoteket, paskontoret og supermarkedet er også grundlæggende institutioner i vores samfund, som har været under kunstnerens lup.

Jens Haaning forflytter et fænomen til udstillingsrummet og kunsten, for at vi kan betragte dette på ny, ofte også med andre muligheder og betydninger tilskrevet af kunstneren. Det er ikke fordømmende, men altid fordrejende.

Det er kunstinstitutionen som alternativ ramme og virkeligheden lagt frem som kunst, imens publikum står tvivlende på tærsklen og må søge betydningen aktivt.

Konkret kunst
Og nu er turen altså kommet til brugtvognsforhandleren ALD Carmarket København, som også ligger navn til selve udstillingen i Den Frie Udstillingsbygning.

Og ret typisk for Haaning, er der ikke meget mere end det. Allerede udenfor er man ikke i tvivl, da udstillingsbygningen er prydet med reklameskilte og udstillingsmodeller – biler altså.

Det er kunstnerisk konkretisering ud i ekstremen. Køb et værk med læderindtræk og kør hjem i det – nu med højere social status blandt dine naboer på villavejen. Og ligesom med Racing Cars – the Art Dimension på ARoS i 2006 (racerbiler gennem tiderne, der dog ikke var til salg), så kommer der for en gang skyld flere mænd på denne kunstudstilling.

På Den Frie synes pointen ikke at være en kontroversiel industri, som underlægges et nyt kritisk blik ved hjælp af kunstens hvide, reflekterende haller, og ej heller bilens æstetiske dimensioner og driften efter fart som på ARoS.

Dette er nærmere en kritisk kommentar til kunsten selv, som brugt salgsobjekt, samtidig med at kunstens grænser for hundrede tusinde gang konfronteres i form af hverdagsobjektet.

Hvor er næste gear?
Der er bare ikke noget nyt i den betragtning: Hverdagsobjekter (ready mades) er en gammel sag i kunsten (snart 100 år!), kunsten er en rentabel vare, også ofte brugt og har derudover en udpræget social værdi. Men så slipper perspektiverne stort set også op.

Og hvorfor betragte en fungerende brugtvognsforhandler nærmere? Det er jo ret konstruktivt at afsætte brugte biler til interesserede købere som alternativ til den ‘køb og smid væk-kultur’, som ellers præger vores samfund?

Det er med andre ord – og til trods for konkretiseringen – ret uklart, hverken nyt eller særlig kritisk, det der foregår på den gamle kunstinstitution på Østerbro – en bydel, der i følge kunstnerens åbningstale, passer fint til det eksklusive udbud, som udstillingen har af biler i luksusklassen!

Heri ligger iøvrigt en markant eksklusion af det ikke-købestærke publikum, der ikke kan tage reel del i udstillingens værker.

Brugt signatur
Der er tale om en fortærsket provokation rettet mod kunstinstitutionen, imens et potentielt nyt publikum, der er på jagt efter en eksklusiv brugt bil, indtager udstillingsbygningen.

Det er ret morsomt at betragte disse grupperinger under samme tag og kan sikkert få en del kunstinkarnerede til at vende om på hælen, når det går op for dem, at udstillingen ikke er andet end brugte biler. De kan dog købes med kunstnerens signatur, og dermed som værk, med en merpris på 10.000 euro.

Men denne udstilling ville have været langt mere radikal i 1996, ti år før Racing Cars, hvor Jens Haaning rent faktisk fik ideen til en sådan udstilling!

Tavs tomgang
At det er et exceptionelt stykke udstillingsteknisk arbejde er vitterligt ikke nok til at gøre ALD Carmarket København interessant.

Det er nok primært reaktionerne fra kunstpublikummet, som føler sig latterliggjort eller talt ned til af Jens Haaning, der gør ALD Carmarket til andet end en brugtvognsforhandler og til nød kan legitimere udstillingen.

Lige udover den detalje at nøgleringen, man får i indgangen, virker til diverse garderobeskabe. Jeg opnåede denne (kunstneriske?) tilfredsstillelse for nylig, da jeg var en tur i svømmehallen og var løbet tør for ti’ere!

Men det er savnet af en dybere og skarpere refleksion i udstillingen, der står tilbage på lystavlen, imens brugtvognene står tavst og rækker tunge i Den Frie Udstillingsbygning.