Til stede eller ikke til stede

Mægtig, glat og demokratisk, sådan er i brede træk dearkitektoniske visioner, der har præget den sidste del af 1900 tallet. Vi serdet stadig i mange af de nyopførte bygningsværker, der skyder op over heleverden. Skyskraberen er ikonet. En enhed med glatte flader og ens rum derspejler sig i evigheden – et kolossalt neutrum. Plads til alle, plads tilingen.

Asmund Havsteen-Mikkelsens værker søger gennem enudtryksfuld gengivelse af disse steder, der stræber efter at være udtryksløse,at gøre os opmærksomme på en tendens i vores arkitektur såvel som vorestænkning.

Uhjemligarkitektur
Man ser det ikke først. Ved første øjekast er værkerne bare meget finenaturtro gengivelser af moderne(modernistisk) arkitektur. Men så kommer denlangsomt. Uhyggen. Fremmedgørelsen.

Den kvælende gulgrønne tone, der ligger som et klæbrigt slørover de hvide bygninger, giver et praj om budskabet bag den uhygge, derbegynder at true Rønnebæksholms mennesketomme stuer.

Hvad for en personlighedudtrykker en arkitektur, der vil det personlige udtryk til livs? spørgerkunstneren sagte.

Fejlensbudskab
Et gisp. Sådan føles det, når man pludseligt får øje på en fejl i et afde virkelighedstro malerier, der hænger tæt, men smukt, på Rønnebæksholms gamlevægge. Man ser fejlen og træder frem. Så ser man pludselig andre små tegn på,at de afbillede former måske alligevel ikke er så bekendte, som man troede.

Små udtryksfulde ‘fejl’ eller ‘udbrud’ ridser med étnethinden fra flere vinkler. Skaldede pletter, hvor der før var maling. Enskarp farve, der insisterer på at være ‘ved siden af’. Små fælder, der prøverat rykke bevidstheden ud af sine trygge rammer. Prøver at vise, hvor megettættere det uhyggelige er på det velkendte end på det fremmede. Lækkert.

Stedetskraft
Men den eksistentielle søsyge, som Havsteen-Mikkelsens værker fortjenerat vække, har ikke en chance. Rønnebæksholm er alt andet end et af deikke-steder, som værkerne portrætterer.

Det er en svulstig ornamenteret herregård. Et manifest forforskellighed og ulighed, der på linje med andre historiske bygningsværker fra1300 tallet majestætisk tjener til at styrke et folks selvforståelse på tværsaf tidens gang.

En kulturkraft. Bag disse vægge kan man ikke sådan rystes.

Historiskovereksponering
Når man går gennem salene, der på den ene side er tæt besat medHavsteen-Mikkelsens dystopiske advarselslamper og på den anden med vinduer, deråbenbarer den ældgamle have, som har været betrådt af generation eftergeneration af kongelige fødder og Europas største kunstnere, er det hjemmet,der vinder.

Værkerne bliver suget ind i væggen. På plads. De kunne havehængt der i hundrede år.

Generationernessamspil
På store hvide vægge i en gold industribygning (måske akkompagneret afstore højtalere, der spillede ‘hvid støj’) havde Havsteen-Mikkelsens værkergjort større indtryk. Dér kunne de skræmme.

Dér kunne de ætse et varsel omsamtidens upersonlige kvælergreb ind i øjet på enhver, der så dem. MenRønnebæksholm er for mægtigt et sted til at modernismens alarmklokker kanvækkes.

I dialog med Rønnebæksholm løftes Havsteen-Mikkelsens værkerfra ‘kritisk samtidskommentar’ til kunst indskrevet i tiden. Endnu engenerations udtryk på et søm i dette hus. Endnu et løv der bliver til muld.