Tiden er den nye kampzone

I bogen After the Future skriver den marxistiske kulturteoretiker Franco Berardi:

“Now that every inch of the planet has been colonized, the colonization of the temporal dimension has begun.” Ifølge Berardi er det kapitalismen, der kolonialiserer den tidslige dimension.

Umiddelbart rammer citatet sikkert en oplevelse hos de fleste: den egne (livs)tid er en knap resource, der hele tiden bliver invaderet af mere og mere arbejde og kolonialiseret af flere og flere ‘projekter’, som det på den ene side står os frit for selv at definere. Men som på den anden side kun opnår egentlig samfundsmæssig legitimitet i det omfang, at de lader sig indskrive i en overordnet økonomisk produktivitetsmodel.

Ingen politik står aktuelt over den økonomiske politik, for den økonomiske politik er nødvendighedens politik. At være ødsel med tiden og hengive sig planløst til vegetative indre fantasier og oceaniske emotionelle tilstande eller bare en simpel driver-agtig eksistens ses i forlængelse heraf selvfølgelig som noget useriøst, moralsk anløbet og u-professionelt.

Det gælder også for kunstverdnen. Den professionelle kunstarbejder (the art-professonal) er ikke en ‘rastløs rebel’, men ligner snarere en opdateret og accellereret version af 80’ernes YUPPIE (forkortelse for ‘Young Urban Professional’)

Den de-materialiserede tidsopfattelse
I bogen ‘After the future’ famler Franco Berardi rundt i et depressivt og pessimistisk mørke efter noget der ligner et alternativ til kapitalismen. Fremtiden døde i 1977 skriver han. Og siden da har den ikke eksisteret som et psykologisk forestillingsrum. Deraf bogens titel ‘After the future’.

Vi lever altså i tiden efter fremtiden: i den post-idelogiske, post-historiske og post-apokalyptiske tid. Fra Darren Aronofskys aktuelle filmatisering af historien om Noahs ark til Theis Ørntofts sublime øko-digte er vi besatte af forestillingen om den endelige Afslutning. “Jeg er alfa og omega, den første og den sidste, begyndelsen og enden,” som der står i Johannes Åbenbaring. Læren om de sidste tider kalder man eskatologi og ironisk nok er denne religiøse lære blevet til en permanent kulturel fantasi. De sidste tider trækker ud i en endeløs suspense.

I virkeligheden får vi aldrig apokalypsen. I virkeligheden går intet under. Alting går bare over og det går over til et andet og ukendt udviklingsstadie. Alligevel forfalder vi konstant til at sætte tidens bevægelser og rystelser ind i en eskatologisk foretillingsverden, hvor vi begærligt længes efter den forløsende apokalypse for enden af Historiens ensrettede gade.

Og når en tænker som Franco Berardi aflyser fremtiden i sin samtidsdiagnose, så er diagnosen måske mest af alt et symptom på en tidstænkning, der er for smal-sporet til at gribe forandringerne på det dybeste plan.

Spørgsmålet er hvordan vi kommer hinsides en kristen eskatologisk tidstænkning, der i sin sekulariserede form til stadighed understøtter den radikale venstrefløjs marxistiske kritik, ligesom den på centrum-højrefløjen har understøttet Francis Fukuyamas Hegel-inspirerede teori om det liberale demokrati som historiens endemål? Hvordan ville en helt igennem sekulær tidstænkning se ud? Og på hvad skal den grundlægges?

Fra astrofysikken ved vi at rum og tid udgør et sammenhængende kontinuum (såkaldt spacetime). Det er svært at få øje på et tilsvarende udviklet rumtids-begreb for kunstens og kulturenes område.

Man kan nu spørge, hvordan det egentlig gik til at rum og tid blev skilt ad og lagt ud i to distinkte ordner? Og hvordan kan man (igen) lægge rum og tid sammen, så vi når frem til en overordnet teori for begivenhedsdannelse, der tager udgangspunkt i materien?

Paradis for enden af tiden
Op gennem middelalderen var teologer af den overbevisning at Edens have var en lokalitet på Jorden, hvorfor det var helt almideligt at tegne Paradis ind på landkort.

I Allesandro Scafi’ bog Mapping Paradise: A History of heaven on Earth kan man læse om diverse munke-ekspeditioner, der forsøgte at nå frem til Edens have: 

“In his ‘Pantheon’ (1187-91), Godfrey of Vitterbo told of a group of munks who set sail for paradise from the shores of Britain. They, too, enjoyed the wonders of the garden of Eden for a brief moment, but once back home they found that they had aged, did not even understand the language now spoken in their native country, and could no longer recognise the world around them.”

Med kartografiens udvikling blev muligheden for at Paradis var en jordisk lokalitet langsomt udelukket. I stedet blev Paradis nu flyttet til en ikke-jordisk lokalitet udenfor Verden og for enden af tiden. Paradis gik altså fra at være topisk (et sted på Jorden) til at være u-topisk (et sted hinsides Jorden og den jordiske tid). Da de kristne munke som de første opfandt og udviklede det mekaniske ur, da var det for at løfte tidsangivelsen fri af et økologisk rum, der var bundet til årstidernes vekslen og arbejdets materielle processer.

Det mekaniske ur sikrede en streng regelmæssighed i tidsangivelsen og denne u-organiske og abstrakte tid var for munkene tættere på forestillingen om Guds ophøjethed og perfektion. Det var en tidsteknologi, der var hævet over den nedrige materie, det syndfulde kød og den korrumperede natur. “Nature is the church of Satan”, som hovedpersonen i Lars Von Triers ‘Anti-Christ’ siger.

Historikeren Daniel J. Boorstin skriver, “at der er kun få revolutioner i menneskehedens historie større end denne omskiften fra den årstidsbestemte time eller ‘temporaltimen’ til de timer, der var lige lange. Det var menneskets uafhængighedserklæring i forholdet til solen, endnu et bevis på dets beherskelse af sig selv og omgivelserne.”

Med opfindelsen af det mekaniske ur gik tidsangivelsen således fra at være topisk (dvs bundet til jordiske materielle processer reguleret efter årstiderne) til at være u-topisk (dvs uafhængig af materielle processer reguleret efter årstiderne).

Da tidsangivelsen blev løftet fri af det jordiske grundlag, da kunne naturen træde i baggrunden, som en netop tidløs – og dermed død – resource, der kunne udbyttes og manipuleres i det uendelige. Hegel skulle have sagt om naturen, at den er så kedelig, fordi den bare gentager sig selv; den virkeligt nye begivenhed kan kun bryde frem i menneskenes Historie.

Tidsekstremernes tid
Hvorfor er det igen nødvendigt at give tiden tilbage til materien? Fordi vi lever i en tid, hvor den døde materielle baggrund (Naturen) pludselig er rykket helt frem i forgrunden som den centrale og absolut vitale aktør, mens Historien forekommer stivnet.

Som kunstteoretikeren Boris Groys skriver i bogen Going Public:

“we are stuck in the present as it reproduces itself without leading to any future. We simply lose our time, without being able to invest it securely, to accumulate it, whether utopically or heterotopically.”

I den nuværende antropocæne tidsalder – i den menneskeskabte geologiske epoke – kan man ikke skille Naturen og Historien fra hinanden. Det er dét, der er det nye. Bruno Latour foreslår betegnelsen ‘geo-story’ for denne nye situation, hvor økonomien og teknologiske systemer er blevet en geologisk faktor.

Denne vore nye ‘geo-story’ er således forankret i en materie, der skaber begivenhed ved vekslende hastigheder. Materien har ikke én tid, men en række forskellige samvirkende tider, som vi dog grundet vores konventionelle tidstænkning kun vanskeligt begriber. Et problem som George Kubler identificerede således i bogen The Shape of Time:

“When we define duration by span, the lives of men and the lives of other creatures obey different durations, and the durations of artifacts differ from those of coral reefs or chalk cliffs, by occupying different systems of intervals and periods. The conventions of language nevertheless gives us only the solar year and its multiples or divisions to describe all these kinds of duration.”

Den næste spørgsmål bliver; hvordan skal en materielt forankret tidsmodel for den antropocæne tidsalder se ud? Dette spørgsmål vil blive udfoldet i den næste klumme.