Tid til at mærke efter

Tid til at mærke efter

Guido van der Werve: Nummer veertien, home, 2012. (pressefoto)

Vis billedserie

Festival

SEQUENCES – Real Time Art Festival

5 apr 2013 14 apr 2013

Rebecca Erin Moran, Eva Ísleifsdóttir, Sigrún Hrólfsdóttir, Magnús Sigurðarson, Tumi Magnússon, Ragnheiður Gestsdóttir, Erla Silfá Þorgrímsdóttir, Magnús Logi Kristinsson, Meriç Algün-Ringborg, Martha Wilson, Guido van der Werve, Fiete Stolte, Emily Wardill, Ragnar Kjartansson, Hans Rosenström, Aleesa Cohene, Tova Mozard

Hvordan sanses tid? Og hvordan forholder vi os til, at den hele tiden passerer os, fortærer os og forblænder os? Sequences VI – real time art festival i Reykjavik giver nogle både nostalgiske men også knivskarpe bud på, hvad svaret kunne være.

I lobbyen på Hotel Holt i Reykjavik hænger et ur af den svensk-tyrkiske kunstner Meriç Algün-Ringborg, der tikker og filmer vores tilstedeværelse i samme bevægelse. Tid, der betragter. Spørger os: Hvad gør du med den? Tiden.

Vi er til festival for tidsbaseret samtidskunst, Sequences VI. Kunst med en tidslig dimension, da den enten udfolder sig over eller behandler temaet tid. 22 kunstnere (halvdelen islandske) på udstillinger spredt over hele Reykjavik og et væld af off-venue begivenheder.

Kunstens konstante leg med sin ofte snørklede tilblivelse gør feltet af tidsbaserede kunstformer meget stort og varieret, og det præger også festivalen positivt.

Tid på islandsk
Jeg er allerede to timer bagefter dig, imens jeg skriver det her. Og så sidder jeg mere eller mindre oven på en bombe, en skrøbelig skal, der hvert øjeblik kan få tid til at blive en meget overfladisk overvejelse. Den æggede lugt af svovl påminder én om det forhold. Derfor synes det også særlig finurligt at have en kunstfestival med tid som overordnet tema netop i Island, jordens ulmende kogepunkt.

Det har dog også den bagside, at man netop her hurtigt får et meget nostalgisk, eller ligefrem håbløs romantisk blik på livets skrøbelighed. Men formuleret rigtigt, kan romantik også få ætsende relevans.

Tidsrum
“Oh time, it pulls out your eyes”,
synger det amerikanske band Low på deres nyeste plade. En pinefuld konstatering af, at tiden bliver flygtigere og flygtigere med tiden. Men tekstbidden er nok en særlig reminder om, at tid ikke læger alle sår. Efter noget tid, kan vi dårligt se såret.

Kunst kan netop skabe en situation, en sekvens, hvor vi sanseligt tilnærmer os og erkender noget på ny. Og Sequences skal netop forstås i det perspektiv. Det er kunst, der skaber en sekvens, et tidsrum, hvor vi forholder os ret konkret til tiden for at mærke den og dermed også de sår den skabte i sin tærsken.

Gretar Reynisson (IS): 365 Circles, one-minute video a day, 2010. (Foto: Maxime Smári Þorleifsson, Grotta Zine / Sequences VI)
Gretar Reynisson (IS): 365 Circles, one-minute video a day, 2010. (Foto: Maxime Smári Þorleifsson, Grotta Zine / Sequences VI)
Installationsview, Gretar Reynisson, Decade, The Living Art Museum. (Foto: Maxime Smári Þorleifsson, Grotta Zine / Sequences VI)
Installationsview, Gretar Reynisson, Decade, The Living Art Museum. (Foto: Maxime Smári Þorleifsson, Grotta Zine / Sequences VI)

At tælle timer
Gretar Reynisson, der er den islandske æreskunstner ved festivalen skærer tiden ud for os på The Living Art Museum med udstillingen Decade (1/1 2001 – 31/12 2010), hvor han har arkiveret og behandlet materiale gennem ti år.

Der er ét glas om dagen i et år, en dørmåtte om måneden, et krøllet ark papir om dagen i tre år, 52 skjorter, sirlige samlinger af dødhud, pertentlige arkiver over daglige observationer i fem år og 365 cirkler (cirkulære videooptagelser på hver et minut) på et år o.s.v.

Vi får muligheden for sanseligt at gå på opdagelse i hans tidsfordriv, men midt i mængden af forbrug, ender det i en nostalgisk, overfladisk oplevelse, hvor vi ender med at tælle objekter, betragter opstillede forløb og egentlig ikke mærker eller erkender noget markant.

Martha Wilson: I  have become my own worst fear, 2009/1974. (Foto: Maxime Smári Þorleifsson, Grotta Zine / Sequences VI)
Martha Wilson: I have become my own worst fear, 2009/1974. (Foto: Maxime Smári Þorleifsson, Grotta Zine / Sequences VI)
Imens indser Martha Wilson (US) tidens derformering af sit ydre i et udstillingsrum ved siden af med værket “I have become my own worst fear”.

Et selvudleverende fotoværk, der effektivt får romantikken til at fremstå håbløst patetisk!

Virkelig tid?
Der er flere værker på Sequences, der eksemplarisk får tiden til ikke bare at gå: Værker, der udspiller sig i en real-tid, der konfronterer en ubehandlet for-tid eller formår at skabe en følelse af nu-tid.

Performancekunsten er sjovt nok ikke fyldigt repræsenteret på festivalen, selvom det umiddelbart er det værkformat der faktisk er ‘virkelig tid’. Men islandske Magnús Logi Kristinsson fylder pænt i programmet og leverer fem performances under titlen Thinking out of the Box… and inside. En række performances, hvor han udfordrer idéen om kunstnerisk nærvær og skabelse, stærkest eksekveret i lørdagens performance.

Nedsænket i en høj træboks og afskåret fra publikum (man kunne blot følge processen via støjen og nogle få installerede dørspioner), malede, hamrede, skruede, bankede og savede Kristinsson i flere timer for til sidst at save sig igennem til det hujende publikum udenfor.

Magnús Logi Kristinsson: Thinking out of the Box... and inside. (Foto: Matthias Hvass Borello)
Magnús Logi Kristinsson: Thinking out of the Box… and inside. (Foto: Matthias Hvass Borello)
Magnús Logi Kristinsson: Thinking out of the Box... and inside. (Foto: Matthias Hvass Borello)
Magnús Logi Kristinsson: Thinking out of the Box… and inside. (Foto: Matthias Hvass Borello)

Sjældent har jeg oplevet en lignende suspense og et publikum så optaget og underholdt af et ‘nu’ man var afskåret fra at tage del i.

I forsoning med den levede tid
Guido van der Werve og Tova Mozard står for festivalens fineste videoværker, hvor en kritisk tilstand i nutiden tvinger det kunstneriske greb tilbage i tiden.

Med van der Werve, udstillet hos Kling og Bang Gallery, udfoldes dramaet i flere sammenflettede fortællinger i nummer vierteen, home (2012), hvor kunstnerens næsten ottedobbelte ironman (ca 1900 km., nemlig!) skal udradere en ung mands weltschmerz, forbinde Chopins krop (begravet i Paris) og fødested (Warsawa), imens Alexander Den Stores liv, felttog og mytologiske oprindelse taler med fra den europæiske kulturvugge.

Altsammen iscenesat med storladen patos, excellent filmning, kor, symfoniorkester og snørklede humoristiske twists. Det er levet liv tilsat ekstrem romantik, men det er skarpt, galt og helt ekstremt fægslende. Episk, siger de unge vist.

Hos svenske Tova Mozard (The Big Scene fra 2010) bliver kunstens terapeutiske dimension helt konkret. Vi følger Tova, Eva og Marie-Louise Mozard, kvinder fra tre generationer under en terapisession sat i scene på et stort teater, hvor de gennem terapiens indsigter i fortiden må se de nutidige konsekvenser i øjnene.

Og imens de viljestærke kvinder blotter deres inderste, kæmper med deres døde mænd, fortidige fejlslag og gentagende mareridt, så sidder man som spiddet til samme nu, samme scenegulv konfronteret med disse helt eksistentielle spørgsmål, som hver person og generation må bearbejde.

Tova Mozard: The Big Scene, 2010, solopræsentation ved SIM House. (presefoto)
Tova Mozard: The Big Scene, 2010, solopræsentation ved SIM House. (presefoto)

Det er ikke som at have gennemført en ironman, men begge værker resulterer i et følelsesmæssigt ‘nu’ fyldt med forsoning.

Et nyt nu
Et helt andet, konstrueret ‘nu’ er repræsenteret på festivalen og særligt udtalt i finske Hans Rosenströms rum-installation på Hotel Holt, hvor ny mediekunst resultere i en sanselig udfordring af nuet og en sanselig oplevelse af nærvær, som man sjældent får leveret så appetitligt.

Hans Rosenström: Blindsight, 2011. (Pressefoto)
Hans Rosenström: Blindsight, 2011. (Pressefoto)
På egen hånd træder man ind i et værelse, hvor man i en lænestol føres lokkende ind i en intim relation med et ‘jeg’ i rummet, hvor højteknologiske lydoptagelser snyder sanserne og får nærværet til at krybe under huden.

Imens følger lyset subtilt dramaturgien og rummets spejle leger med betragterens mærkværdige, voyeuristiske og tidsforskudte rolle. Man er mildest talt rullet ind i et nu, hvor konstrueret tid gennemtrænger et levet nu, og så kan man dårligt kræve mere af virkelig kunst.

Læs meget mere om festivalen i Reykjavik her.

Download det fulde program her.

Vis billedserie

Festival

SEQUENCES – Real Time Art Festival

5 apr 2013 14 apr 2013

Rebecca Erin Moran, Eva Ísleifsdóttir, Sigrún Hrólfsdóttir, Magnús Sigurðarson, Tumi Magnússon, Ragnheiður Gestsdóttir, Erla Silfá Þorgrímsdóttir, Magnús Logi Kristinsson, Meriç Algün-Ringborg, Martha Wilson, Guido van der Werve, Fiete Stolte, Emily Wardill, Ragnar Kjartansson, Hans Rosenström, Aleesa Cohene, Tova Mozard

Kommentarer