“The punk must live on!”

“The punk must live on!”

De to stiftere af Lilith Performance Studio, Elin Lundgren og Petter Pettersson. Foto: Christian Brems

Vis billedserie

Hvad vil der ske, hvis vi giver performancekunstnere mere tid, plads og penge? Hvis vi giver dem de samme rammer, som findes inden for dans og teater? Dette spørgsmål var fundamentet for Elin Lundgren og Petter Pettersson, da de grundlagde Lilith Performance Studio for ti år siden. Kunsten.nu har i anledning af studiets jubilæum fulgt op på spørgsmålet ved at krydse broen til Malmø og undersøge, hvordan det lille studie har skabt ringe i performancekunstens vande.

For ti år siden var scenen for performancekunst i Malmø nærmest ikke eksisterende, ifølge de to stiftere. Kun i kunstens udkantsområder fandt man en mands performances skabt uden noget økonomisk fundament. Lilith Performance Studio arbejdede altså med et dengang ubeskrevet blad – den underbelyste performancescene – og modtog én million svenske kroner til 15 performances, der skulle kortlægge det ukendte land. I dag, ti år senere, har de skabt 45 stort anlagte performanceproduktioner, primært med kvindelige kunstnere fra hele verdenen.

Nyt, nærværende publikum
Ved at åbne for et dengang ikke-institutionaliseret performancefelt fulgte også et nyt publikum sammensat af klub-, musik-, danse-, kunst- og teaterscenerne: ”I stedet for et stift ’artsy party’, hvor de samme folk mødes for ikke at snakke om kunsten, men om sig selv, var her et mere menneskeligt publikum, der kom for at se noget nyt,” forklarer Petter Pettersson. Og publikummet voksede – i starten var Lilith glade, hvis en performance tiltrak 100 gæster. Nu forventer de, at omkring 1000 møder op i det rå industrikvarter, hvor studiet har base. Der er hverken bar, drinks eller networking tænkt ind i deres performances. Man tager derhen, oplever og vender tilbage til dagligdagen.

Lilibeth Cuenca Rasmussen: Mis United, Lilith Performance Studio, 2008. Foto: Petter Pettersson

Elin Lundgren mener, at publikumsvæksten kommer af et behov for mere nærvær og tilstedeværelse i kunstoplevelsen. Det er netop det, der kan opstå i en live performance: ”Det kommunikerer mere end et maleri på væggen,” lyder påstanden. Pettersson nuancerer: ”Det er jo ikke fordi, maleriet ikke kommunikerer, det er fordi publikums fokus har flyttet sig, så hvert værk kun får et par sekunders opmærksomhed. Vi har arbejdet meget med publikums fokus i Lilith. Sluk mobilen, for det her er dit øjeblik.”

Lundgren breder emnet ud til at omfatte et generelt opmærksomhedsproblem, symptomatisk for vores stadig mere digitaliserede hverdag: ”Lilith er et fristed, hvor publikum kan gå ind i en anden sindstilstand et øjeblik og koble af. I dag sidder mennesker i biografen med deres telefoner, hvilket er virkelig sørgeligt.” Hun argumenterer videre for, at det er af samme grund, at performancescenen generelt har undergået en enorm opblomstring. ”Vi har brug for at føle, at vi er til stede, vi er her, om så bare i et kort stykke tid. Det tog dog noget tid for publikum at få modet til at tage herhen på grund af ordet performance. Fodbold og danske krimier er meget nemmere,” afslutter hun med et højlydt grin.

Punk og penge hånd i hånd
Petter Pettersson og Elin Lundgren finder deres kunstnere gennem festivaler og et nu stort, internationalt netværk. I starten var det svært, da performancescenen var så lille en del af kunstlandskabet, men i dag skal de ikke lede længe:

”Performance er i dag blevet et integreret værktøj for mange kunstnere ligesom video, skulptur og maleri kan være det. Det er bare mere direkte og bruges til at vække publikum,” siger Elin. Et udsagn, der umiddelbart kan virke indskrænkende: Kan stort anlagte videoværker, lydkunst eller visuelle interventioner i det offentlige rum ikke også kan vække os, kunne man spørge.

Melati Suryodarmo: Transaction of Hollows, Lilith Performance Studio, 2016. Foto: Petter Pettersson

Pointen i udsagnet skal findes i, at der i den direkte menneskelige interaktion mellem performer og publikum kan opstå en unik følelse af at være til stede – lige her og nu.

Samtalen vender endnu engang tilbage til millionspørgsmålet om performancekunst, tid, plads og penge. Pettersson og Lundgren oplever i disse år, at performancekunstens forbedrede rammer automatisk får kunstnerne til at tænke større. Som ringe i vandet breder deres selvtillid og ambition sig ud og skalerer derved performancescenens omfang og kvalitet opad. ”Vores mål,” afslutter Pettersson, ”er at lave selve performancen så ’fucking’ god, som den overhovedet kan blive.”

Hvis der går en rød tråd igennem de seneste 45 performances, er det ifølge Elin Lundgren og Petter Pettersson “en speciel ’punket’ energi”. Analogien vidner om studiets søgen efter det individuelle udtryk, uafhængige af tidens trends. Men kan den ’punkede’ energi bevares, når den produceres indenfor Liliths meget institutionaliserede og stærke økonomiske rammer?

Petter Pettersson og Elin Lundgren ved opbygningen af Dafna Maimons performance Orient Express, Yourself. Foto: Christian Brems

Punk for Pettersson handler om at skabe performances, der går mod slipstrømmen. ”Da vi tog til Venedig Biennalen i år savnede vi drømmen, poesien og den mørke humor. Alt var så seriøst og konceptuelt, kurateret på en måde, hvor man sætter værker ovenpå hinanden, der siger det samme.” For ikke at gøre det samme er Pettersson og Lundgren meget opmærksomme på ikke at tro, de har svaret på, hvordan en performance bør være. Det har altid handlet om at udforske og udfordre performancebegrebet – særligt performance skabt af ældre kvinder.

”Hvis vi skal fortsætte de næste ti år handler det om ikke at gøre, hvad de andre gør,” forklarer Lundgren og proklamerer: “The punk must live on!”

Punk virker som et nøgleord for studiet i Malmø. Og måske er det netop det udefinerbare og til dels uforståelige, som ’punken’ indeholder, som gør, at Lilith kan blive ved med at presse de grænser, der definerer, hvad performance kan være.

Er dyrt lig med godt?
10-års jubilæet markeres med ti middage frit fortolket af kunstnere, Lilith tidligere har arbejdet med og manifesterer et nyt koncept, hvor studiet for første gang arbejder med et egentligt tema. Den første middag finder sted gentagende gange mellem den 22.-24. september og er skabt af kunstneren Dafna Maimon. Her skal publikum betale for menuen, der kun består af falafler, med deres egne skrevne historier. ”Vi ville skabe nogle mere sociale performances, der inkluderer publikum mere,” siger Pettersson. ”Så vi har kaldt middagene You are Invited. Der er ingen VIP-invitationer – vi er ikke et sted, der ekskluderer.”

Ideen om de ikke-ekskluderende middagskoncepter kan dog ses som modsætning til punkanalogien og visionen om at skabe en modvægt til det, “de andre gør”. For er publikumsinddragelse og kunst som socialt samlingspunkt, der sætter rammer for nye møder mellem mennesker, ikke mere en del af trenden end undtagelsen i tidens kunstlandskab?

Oreet Ashery: Passing Through Metal, Lilith Performance Studio, 2017. Foto: Petter Pettersson

Elin Lundgren og Petter Pettersson går op i performancekunstens levegrundlag, ambitionsniveau og kunstneriske udbredelse. Men dén tilgang sætter måske også de mere subtile og lavbudgetsperformances under pres? Kan punken som form tåle at blive institutionaliseret med den medfølgende tid, plads og penge? Skal performance i fremtiden være dyr for at være god? De spørgsmål kan Lilith forhåbentligt fortsætte med at besvare over de næste ti år gennem deres essentielle position indenfor en performancescene, der kun ser ud til at vokse.

De deltagende kunstnere til Liliths ti performancemiddage er Dafnia Maimon (Israel/Finland), Myriam Laplante (Italien), Odun Orimolade (Nigeria) og The Icelandic Love Corporation (Island).

Vis billedserie

Kommentarer

Del artiklen

'“The punk must live on!”'

Facebook