Tag hovedet under armen og fold sanserne ud

Bizzzzzzz
“Bizzzzzzzz” (stilhed), “bizzzzzzzz” , “bizzzzzzzz” (stilhed). Jeg kigger mig rundt. Lokalet er tomt, bortset fra et papkrus med sugerør, der står efterladt i vindueskarmen. Jeg nærmer mig afventende – ikke en lyd høres. Jeg lægger forsigtigt øret til kruset, og det giver et sæt i mig, da der pludselig lyder et kraftigt “bizzzzzzzzz”. Spyflugen i papkruset er ikke en drengestreg efterladt på en rasteplads et sted på den tyske autobahn, men et kunstværk af den unge finske kunstner Nestori Syrjälä, på udstillingen Soundings – nordisk lydkunst.

Det er blot ét bud af mange på udstillingen, der kredser om lyd som kunstnerisk materiale og betydningsskaber. Soundings viser ni unge kunstneres afgangsprojekter fra den nye lydkunstuddannelse Nordic Sound Art, der er et samarbejde mellem kunstakademier i Danmark, Norge og Sverige. Afgangsudstillinger lider desværre ofte af svingende kvalitet, og denne er ingen undtagelse.

Letkøbt konceptkunst
Fluen er, som man kan læse i museets kunstneroversigt, en leg med det hverdagsagtige, en udfordring af publikums traditionelle forventninger til hvad et kunstværk er, og ikke mindst en fokusering på en undseelig, irriterende, hverdagsagtig lyd, der normalt ikke fordrer den store koncentration. Men det er også letkøbt konceptkunst, der har sin primære berettigelse, som et humoristisk pauseindslag.

Fænomenologisk sanseerfaring
Til gengæld må det fremhæves, når noget virkelig skiller sig positivt ud. Her er islandske Dodda Maggýs værk Lucy, det absolut mest overbevisende. Hun har fuld kontrol over såvel billed- som lydside. Værket består af en videoprojektion, hvor en kvinde i orangefarvet palliettøj, kontinuerligt synger “uhhh-ahhh”.

Lyden er meget dominerende og bevæger sig rundt i det mørklagte rum, så man som publikum føler sig omsluttet af lyden, der veksler i intensitet og styrke. Lyden opleves så kropsligt og nærværende, at det føles som om den antager reel form i rummet. På den måde peger værket på en fænomenologisk tilgang til omverdenen, hvilket betyder, at vores oplevelse af verdenen sker i kraft af en sansemæssig erfaring.

Minimal lyd
Hvor Dodda Maggý arbejder med det teatralske, stemningsfulde og sanselige lydrum, finder man i modsatte ende af skalaen bl.a. et lavmælt 4-kanals lydværk af indisk/franske Tisha Mukaji kaldet Metronome Series #1, effektfuldt installeret i Hussarstalden. Her er ingen forstyrrende visuelle effekter, men blot musikalske forløb reduceret til et absolut minimum.

Lyden kommer som små bølger fra højtalere placeret forskellige steder, og giver man værket tid, er det som lyden af en taktstok, der slår tempo og rytme an – tap, tap…tap. Mod forventning forplanter rytmen sig til krop og fødder, i en sådan grad at et fransk par ved siden af mig ikke kan modstå fristelsen til at tage et par dansetrin rundt i den gamle stald.

Den 4. dimension?
Lyd som omslutter eller frastøder, som lydlandskab eller lydskulptur – alle former og hybrider har et vigtigt ærinde i billedkunsten. Lyd er på én gang håndgribeligt og diffust, til stede og ikke-til-stede. Et uendeligt æstetisk råmateriale der i et sanseligt øjeblik kan opfattes som dén fjerde dimension, nogle russiske kunstnere (Suprematisterne) søgte efter i starten af forrige århundrede. Nok er lyd retningsbestemt, men omsluttes vi, bliver lyden kropslig og allestedsnærværende, stemnings- og billedeskabende.

Soundings – nordisk lydkunst tager fat om denne dimension, og er på trods af forskellige udsving et interessant møde med kunst i et udvidet felt, og der er ingen tvivl om, at den nye uddannelse falder på et tørt sted.