Tænkemaskine om tankens fysik

Udstillingens titel How to Program and Use T-F lyder som en teknisk manual, og hvis det giver associationer til noget nørdet, teknisk og svært gennemskueligt, så er det ikke helt ved siden af det umiddelbare indtryk, man får af Lea Porsagers installation på Fotografisk Center. 

Det skal man dog ikke lade sig skræmme af. Når der ikke lefles for den overfladiske beskuer, der vil have en hurtig oplevelse, er der desto mere gevinst for den, som tager sig tid til at gå ind i værket. Der er nemlig nørklet helt ned i de mindste detaljer med materialer, farve, finish og kunsthistoriske referencer, og installationen fremstår både kompetent gennemført og såvel æstetisk som refleksivt original.

Teosofiske tanker
Omdrejningspunktet er en teori om tanke-former, som blev udviklet af de to teosoffer Annie Besant og C. W. Leadbeater tilbage i 1901. Deres idé var den, at tanker kan anskues som fysiske fænomener, der har forskellige former og farver, og det er sådanne fysiske tanke-former eller T-F, som Porsager har skabt til udstillingen.

Der er dels nogle mindre objekter i jern og bronze, der ligner henholdsvis et forstørret pistol-projektil og to langstrakte kegler, som er groet sammen i deres smalle ender. Dels er der to såkaldte satellitter af billedserier placeret på udstillingsstedets usmykkede betongulv.

De to satellitter er placeret på skrå i forhold til rummets udformning, men med 90 graders vinkel i forhold til hinanden, og mimer dermed formelt de satellitter, der svæver rundt over jordens atmosfære. Samtidig peger satellitterne tilbage på Land art’ens galleri-installationer, og det er ikke tilfældigt, da Porsager på samme måde som Land art’en skaber sine værker i et spændingsfelt mellem videnskab, æstetik og esoterisk-okkulte forestillinger.

Digitale redskaber á la Malevich
Med sin reference til teosofien er der også skabt en kobling til det 20. århundredes tidlige abstrakte kunst, fx hos Kandinsky og Malevich. Især Malevichs karakteristiske abstrakte stil kan genkendes i den ene af satellit-billedserierne, hvor Porsager har scannet undersiden af hvad, der ligner elektroniske apparater som bærbare computere og mobiltelefoner.

Disse aftryk af nutidens kommunikationsredskaber bliver her til stumme fossiler, der som rester af en fortidig kultur ligger tilbage som abstrakte kompositioner.

Fra teosofi til moderne hjerneforskning
Den anden satellit rummer collager af fotografier. De viser alle små skulpturelle genstande arrangeret i opstillinger, der både har konnotationer af det arkaiske og af scener fra en science-fiction film.

Denne kobling mellem det fortidige og det fremtidige kendetegner også referencerne i værkets teoretiske udgangspunkt. Selv om det umiddelbart er en bog fra 1901, der danner udgangspunkt for installationen, spiller idéerne om tankers solide form godt sammen med teorier om tankeaktivitet i moderne hjerneforskning: at der er en fysisk dimension ved hjernen og ved vores muligheder for at tænke.

Objekt-romantik
De små skulpturelle objekter i installationen er skabt i samarbejde med en clairvoyant og præsenteres som garant for en originalitet og egen soliditet i kraft af deres modstand imod at blive reproduceret i vores digitale kommunikationsnetværk. Satellitterne derimod repræsenterer T-F, som allerede er korrumperet af deres gentagelse og reproduktion.

Porsager udtrykker hermed en velvalgt skepsis over for den blinde gentagelse af kendte forestillinger – eller tanke-former – i nutidens kommunikationsnetværk, men risikerer også at forfalde til en lidt for let romantisering af de skulpturelle objekters kompetencer.

Kritik af tænkning på autopilot
De små skulpturelle objekter er reproduceret i flere eksemplarer og indgår indirekte i vores kommunikationsflow i kraft af deres reproducerbarhed som billeder. De udøver måske modstand, men er ikke desto mindre også deltagere i det spil af gentagelse og variation, som kendetegner vores T-F.

Uanset om Porsagers vurdering af nogle T-F som gode og andre som dårlige stammer fra det teosofiske forlæg og således blot omhyggeligt realiseres i denne kunstneriske fortolkning, så er det ikke i den kritiske vurdering, at installationens styrke ligger. Den ligger derimod i koblingen mellem teosofi, hjerneforskning, formel abstraktion, tekst, billede, fotografi, skulptur, scanning, fortid, fremtid og nutid, hvor hun etablerer en kompetent tænkemaskine om tankens fysik. I det kritiske samspil mellem T-F gør hun mest effektivt op med en tænkning på autopilot.