SUM #2 – Relevant og problematisk

Detalje fra forsiden af SUM #2

Et nødvendigt alternativ
Når redaktionen bag SUM – magasin for samtidskunst sender opfølgeren til debuten på gaden, er det igen med et ønske om at sætte fokus på den nyeste billedkunst og indplacere den unge kunst i den kunsthistoriske og teoretiske ramme, som korpset af skribenter tilsyneladende opererer hjemmevant i.

Der søges altså en fagligt funderet kritisk formidling af de nyeste tendenser i samtidens billedkunst. I modsætning til mere overfladiske og ukritiske formidlingsprojekter, der opererer i det samme felt som eksempelvis magasinet Wonderland. SUM-redaktionen ser, med god ret, et behov for seriøs formidling. Men magasinets åbenlyse berettigelse mudres af formidlingsmæssige problemer.

Relevant focus
Det nye nummer af SUM sætter i sine indledende essays spot på tredimensionel kunst og trækker tråde fra den unge danske samtid til større internationale sammenhænge, mens temasektionen ‘Focus’ vender blikket mod en aktuel diskussion af begrebet ‘kulturel oversættelse’. En diskussion, der til fulde illustrerer magasinets relevans og berettigelse i det kulturelle felt. Med afsæt i konkrete værker åbnes for en bredere diskussion af den moderne verdens globaliseringsproblematikker samt den regionale samtidskunsts rolle deri.

En ørken af ord
Det kan dog undre, hvorfor et visuelt orienteret tidsskrift som SUM igen kan præstere et så nådesløst teksttungt og meget lidt læsevenligt layout. Opsætningen byder på spalter med en minimal margen, manglende variation i typografi og en generel rodet blanding af spaltebredder og fremhævede citater. Derudover burde den redaktionelle kvalitetsbevidsthed, der tydeligvis ligger i de forholdsvis få illustrationer have præget en langt større del af magasinet og hjulpet læsningen på vej.

Stilforvirring
Niveauet svinger meget. Der er tyndbenede ikke synderligt velskrevne artikler, eksempelvis Malene Ratcliffes. Der er lette men sprogligt sikre tekster – Niels Henriksens. Og der er tekst- og teoritunge essays, som eksempelvis Suely Rolniks essay, der med historisk og teoretisk indsigt behandler store og svære problemstillinger i samtidskunsten. En sådan stilistisk slingrekurs kunne være et udtryk for et ønske om bred appel, men etablerer hos undertegnede en irritation over ikke at kunne placere magasinet og dets målgruppe.