Hvert år under Cph Art Week går kunstnere i dialog med det offentlige transportsystem, heriblandt metroen – en tradition, der har bibragt mange forundrende og humoristiske interaktioner mellem metropassagerer og metrorum: I 2014 forvandlede Molly Haslund metrofolket til dansende skulpturer, da de undersøgte metroens rum med gigantiske passere, i 2015 inviterede Will Owen de rejsende til at deltage i en fælles interaktiv lydperformance med deres mobiltelefoner, og i 2016 bød Kasper Hesselbjerg passagerer på vingummibamser og japansk rødvin. For blot at nævne nogle af de kunstnere, der i kunstugeregi har interveneret med ideen om metrorummet som konformt, gråt og neutralt – et ’ikke-sted’, man enten ankommer til eller forlader, og gerne i en fart.

De mange mindre, midlertidige indslag, der er poppet op under jorden i korte intervaller, får snart følge af den helt store, permanente pakke, når fem nye integrerede udsmykninger indvies på den nye linje i 2023. Værkerne tænkes ind i byggeriet fra start, hvilket må siges at være en ny bolle på suppen og et udtryk for, at det for alvor er blevet officielt anerkendt og politisk meningsgivende at koble kunst, mennesker og metro i København.

De nye permanente værker vil blandt andet fungere som stationernes stedsmarkører og passagervenlige pejlemærker – med tiden muligvis også som turistmæssigt trækplaster. De vil indlejre sig i de rejsendes bevidsthed med tiden og gøre kunstoplevelsen til en naturlig og integreret del af rejsen. Denne langsigtede effekt har de midlertidige intervenerende indslag ikke, men de kan til gengæld tillade sig at give den ekstra gas på overraskelsesbarometeret og forsøge at forskubbe de rejsendes vanlige adfærd og metrorummets indlejrede sociale strukturer i nye retninger – for en stund.

Træd ud af hamsterhjulet
Et af de værker, DIAS har sørget for, at man kan opleve under Cph Art Week, er animationsværket Cuckoo Clock af kunstneren Lars Arrhenius. Værket kan ses på Nørreport, Frederiksberg, Forum og Lergravsparken og viser tværsnittet af den station, den er placeret på. Filmens længde svarer til længden på et døgn, altså 24 timer.

Værket kører i loop på de nævnte stationer og viser små piktogramfigurer, der mimer typiske hverdagssituationer: mennesker på vej, spisende, rejsende, gående, festende, snakkende osv. En opfordring til de rejsende om at turde træde ud af hamsterhjulet? Eller en humoristisk reminder om den minimale chance for at lykkedes i forsøget? Et spejlbillede af dit liv, mens du er midt i det med fuld fart frem.

Parasitter på linjen
På strækningen fra lufthavnens metrostation opfører performancegruppen NULEINN lørdag den 26. august værket Parasit. En performance, der ligesom Cuckoo Clock spiller på de rejsendes typiske adfærdsmønstre – ikke ved at mime dem, men ved at suge næring af deres bevægelser. ’Parasitterne’ bærer blandt andet særlige dragter, der lyser op, når man kommer tæt på, og vil også foretage planlagt spontane handlinger baseret på situationer og stemninger i toget.

På den måde aktiveres et nyt midlertidigt socialt system og performerne bliver et spejlbillede på et dvælende fællesskab i metroens umiddelbart asociale rum, hvor de fleste har travlt med sig selv og sin smartphone.

Hvor travlt har du egentlig?
Passerer man ét særligt spot på gulvet i Frederiksberg Station vil ens bevægelser blive forvandlet til lyd i Wayne Siegels værk Drowning/Burning. Hér er det metropassagerernes målrettede og retningsbestemte bevægelser, der udfordres ved at pirre dem til at stoppe op og foretage umiddelbart uoplagte kropsøvelser. Værket skubber til konventionen om, hvad ’man gør’ i metrorummet og synliggør rummets iboende logik ved at bryde den.

Rummet er ladet med regler
Af alle offentlige rum er metrorummet om noget et sted, der er tynget af et ekstremt reguleret adfærdskodeks. På papiret har metroen kun én funktion – at bringe folk frem og tilbage mellem stationer. Alt det, der foregår ind imellem er uden værdi – så man kan bare slukke for kontakten til omverdenen og vente i zombietilstand. Helt usynligt omslutter rummet sig passagerernes bevægelser og skubber dem frem som ’lemmings’.

Rummets funktion understøttes af arkitekturen, der er præget af lige linjer og simpelhed – en rå, skandinavisk minimalisme, der i 1993 fik udvalget for kunst i det offentlige rum til at afvise ideen om kunst i metroen, fordi de mente, det ville forstyrre. Det var godt med en pause for alle de visuelle indtryk, mente man. Men da reklamerne kom lidt efter og tog pladsen fik det udvalget til at ændre mening.

Spring ud i det!
I dag er det dog stadig primært reklamerne, der dominerer på billedfronten i det underjordiske, men det kan måske ændre sig i fremtiden. Julie Tvillinggaard Bonde fra DIAS Kunsthal, der står bag kunstprogrammet i metroen, fortæller, hvordan DIAS overordnede vision er at ændre den visuelle kultur:

”I metroen i København er det skiltene, der bestemmer, hvordan du skal bevæge dig, og reklamerne, der fortæller, hvad du skal købe. Der er ingen kontakt mellem mennesker og alle går med næsen i mobilen. Den visuelle kultur er ekstrem magtfuld, men i modsætning til reklamerne og skiltene, så fortæller kunsten dig ikke, hvad du skal gøre, men stiller i stedet spørgsmål, får dig måske til at hoppe ud i noget, du ikke lige havde regnet med. Det skal være positivt og sjovt at tage metroen, og så vil det være fantastisk, hvis folk også begynder at tænke over, hvad det er for en visuel kultur, der omgiver os, og hvad den gør ved os.”