Grafittien er stereotyp, enøjet, forulempende og vel nok den kunstform, der har fornyet sig mindst siden hulemaleriet. Det har en nyuddannet kunstner eksemplificeret i Stockholm med værket Territoriel afpisning.
Det er ikke kunst!
En svensk kunststuderende laver et videoværk, hvor han angriber en togvogn i Stockholm bevæbnet med spraymaling. Til forskel fra den konventionelle grafitti, maler han i direkte konfrontation med passagererne og smadrer en rude under titlen Territorial pissing.
Megen rabalder har fulgt dette værk og den svenske kulturminister Lena Adelsohn Liljeroth udtalte sig klart til Dagens Nyheter: ”Grafitti er i sin natur ulovlig. Det her er ikke kunst.”
Territoriel afpisning
Det, som måske ikke er så tydeligt for de indvolverede i denne kunstdebat i Sverige, synes klarere på afstand. Fra denne stol ser det nemlig ud som om, at de er rørende enige.
Kunstneren NUG, der stod bag aktionen eksemplificerer, nok ubevidst, hvor simpel graffitien i realiteten er. Det er ‘territoriel afpisning’, der ikke bare rammer togene med egoistisk selvforherligelse, men også dem, der sidder i dem – i princippet os allesammen.
Kulturministeren siger ‘ulovligt’, han siger ‘territoriel afpisning’. Begge siger og viser for alle og enhver, at graffitien er enøjet.
Gadekunst, ja tak!
Udover uenighedens enighed i Sverige, så vil pointen her være, at graffitien i traditionel form (som territoriel afpisning) har udspillet sin rolle. Her taler jeg ikke om gadekunsten (den tænkende del af grafittikulturen), der løbende har fornyet sig siden starten i USA i 1960’erne både i form og indhold.
Idag findes både politiske indslag som Banksys markante værker på muren mellem Israel og Palæstina, eller de visuelle angreb fra den franske ZEVS, der har fornyet graffitien i en graffiti-propre (den rene graffiti), der meget symbolsk renser væggen og blotlægger byens skjulte indre.
Herhjemme har vi alle været lykkeligt udsatte for gadepoesi i Århus’ gader, HUSKMITNAVNs politiske statements og en række perleplade-indslag på de københavnske husmure. Alle eksempler på tænkende indslag i et stereotypt gadebillede.
Undergrundens selvretfærdighed
Disse former for gadekunst og nye indslag i det offentlige rum bør altid være velkomne, uanset politikernes mening. Det kritiske blik bør derimod dvæle ved netop en undergrundskultur, der i bund og grund er dum, imens den bryster sig af revolutionær og visuel selvtægt i et indskrænket samfund.
Det er om noget indskrænket og uhyre forkælet at postulere en sådan ret, hvis man samtidig ikke formår at tænke nyt og finde de huller i byen og den offentlige bevidsthed, hvor graffitien kunne have en anderledes poesi, en interessant politisk stemme og relevans.
Sørgeligt jubilæum
Graffitien var ny herhjemme i firserne, men som territoriel afpisning har den vist sig at være utrolig vedholdende i sin evindelige gentagelse. En undergrundskultur med stærke idealer og sammenhold.
Men når det ene S-tog efter det andet gennem 25 år er blevet sendt til kemisk rensning med nærmest identiske territorielle afpisninger, så bliver det meget konkret og kan intet andet end at irritere. Det er vel nok den mest stereotype, egoistiske, forurenende, misforståede og stillestående kunstform vi har i dag! Hulemaleriet havde i sit udgangspunkt mere kant.
Man betaler hver gang
Man undlader at gå på en udstilling, som man bare ved er en dum gentagelse, men det valg har man ikke i det offentlige rum. Man betaler hver gang og bliver indlagt til et overdimensioneret ego-show, hvor både hjerne og kunstnerisk refleksion er blevet gasset ud.
Den teritorielle afpisnings-graffiti viser gang på gang, at den ikke vil noget som helst. Bare pisse på os allesammen. Ligesom i Stockholm.
