Sten på sten

Den amerikanske naturkunstner m.m. Walter de Maria (1935-2013) gjorde noget lignende i sit New York Earth Room fra 1980 (oprindelig 1977), da han fyldte et kæmpemæssigt rum downtown Manhattan med jord. Den britiske billedhugger Richard  Wilson (f. 1953) gjorde noget andet, men i samme ånd, da han i 1987 fyldte et kæmpemæssigt rum i Saatchi Gallery med spejlblank, sort sumpolie i sin mesterlige installation 20:50.

At fylde en udstillingsarkitektur ud med materialer, hentet fra naturen, er altså prøvet før. Og sådan er det altid i kunstens verden, hvor alle står på skuldrene af andre, og Olafur Eliasson især på skuldrene af de amerikanske lys- natur- og installationskunstnere fra 1960’erne. Men aldrig før har man set et stenet, islandsk landskab, der gennemløbes af en lille, rislende bæk, fylde en museumsarkitektur ud. Normalt går man rundt om skulpturer eller ind i, gennem og ud af installationer, hvis ikke – hvilket stadig er langt det mest almindelige – man betragter billeder, som hænger på væggene med en vis afstand imellem dem. Man kigger og stopper op, kigger og stopper op, og når det går hedt for sig på udstillinger med populære kunstnere, som det lige nu er tilfældet på Louisianas velbesøgte Nolde-udstilling, kan der dannes kø ved billederne.

Vandringer i rum
Nuvel, i Louisianas sydfløj er der for tiden ingen kø, til gengæld megen vandring. Opad og opad går det på grå-sorte, runde sten langs en lille, rislende bæk. Der er små bakker og dale undervejs, og man kan undertiden miste balancen. Publikum skiftevis måber og smiler, mens de hele tiden hører den knasende lyd af sten under fødderne. Til slut ankommer man til det øverste rum, hvor bækken har sit udspring. Alle nødudgange er flyttet op under loftet, og der er nye gennemgange i murene, som man må bukke sig for at komme igennem. Rummene er med andre ord transformeret til ukendelighed.

Museet kalder værket for en ”stresstest” for, hvad det magter og indtil nu har præsteret. Og det forstår man til fulde:

Millioner af sten er transporteret fra Island til Humlebæk, og den ene trillebør efter den anden er rullet gennem salene for at fylde dem op. Nogle steder kan det imidlertid se ud, som om stenene kommer fra stranden udenfor, at de er steget op og trængt ind i rummene for at fylde de højloftede og lyse, trappeformede rum ud. Naturens tilbagekomst? Disse rum vender jo ud mod og ender ude på kanten til Øresund. Det er en interessant fordobling af naturen udenfor og den, der nu indenfor fylder arkitekturen ud.

Det nye, stedsspecifikke værk har fået titlen River Bed. Man ankommer til det fra indgangen via en ny rampe i duftende, rå fyrretræsplanker. Riverbed er også titlen på udstillingen, som i øvrigt består af yderligere tre dele:

1) En ny, kæmpestor kunstnerbog, som Olafur Eliasson egenhændigt har designet. Bogen er en helt lille udstilling i udstillingen med hans fotografier fra Island. Titlen er typisk Eliassonsk: Contact is Content (Distanz, 2014).

2) Model Room, et kæmpemæssigt bord fyldt med hans modeller. Værket har tidligere været udstillet rundt om i verden. Mange danskere så det i en udvidet version på Olafur Eliassons udstilling i Martin Gropius Bau i Berlin i 2010.

3) Tre film af Olafur Eliasson af tilsammen 33 minutters varighed – indrettet i en kæmpestor, specialdesignet biograf med trappetrin i duftende, nyhøvlede fyrretræsplanker. The Embodied Garden (2013, hvor koreografen Steen Koerne (f. 1968) danser foran et spejl i en kinesisk stenhave), Innen Stadt Aussen, som også blev vist på omtalte udstilling i Berlin samt Movement Microscope fra 2011.

Her besøger en gruppe electric boogie dansere, under ledelse af Steen Koerner, Studio Eliasson på Pfefferberg i Berlin, og her får tilskuerne mulighed for at kigge inden for i det store værksted, hvor Eliasson i dag beskæftiger omkring 90 mennesker med meget forskellige kompetencer. De gør ham i stand til at leve op til de mange bestillinger både på udstillinger, på bøger, på arkitektur og på multiples. Til orientering for læserne skal det oplyses, at Olafur Eliasson for kort tid siden erhvervede den bygning eller fløj i det tidligere bryggeri på Prenzlauer Berg, hvor den danske gallerist Mikael Andersen i en årrække har haft galleri. Fremover vil Olafur Eliasson og den del af hans stab, som arbejder med solcelle-lommelygten Little Sun, have deres daglige virke i denne bygning.

Sanse med kroppen
Er River Bed så blot en simpel bunke grå sten, som transformeres til kunst i Louisianas hvide kuber, tre ordinære film, en flot, stor bog samt en mængde, smukke modeller, hvoraf en del er realiseret i stor skala, mens andre måske aldrig bliver realiseret?

Nej. Titelværket er i min optik et fantastisk landskabsbillede i tre dimensioner, som vi sanser meget stærkt, netop fordi det er installeret IRL som et stykke natur-arkitektur, nogle fascinerende anderledes og meget seværdige, meditative film og et uhyre smukt modelrum, der dog var bedre installeret (og belyst) i Berlin. Ikke desto mindre er det en vigtig nøgle til at forstå Olafur Eliassons rumliggørelser af geometriske systemer, når han arbejder mere værkorienteret.

I det hele taget er Riverbed en tankevækkende udstilling, der får os til at opleve Louisianas kendte arkitektur på en helt ny måde og samtidig giver os lejlighed til at erkende naturens storhed, her begrænset af rummenes dimensioner.

Værkerne bliver som altid hos Eliasson sanset med kroppen, men der er lige så mange budskaber og lag, som publikum evner at lægge i værkerne: Det handler om store spørgsmål som tid, rum, arkitektur, om hvordan vi hænger sammen og omgås socialt (når vi sanser og oplever værkerne sammen med andre), og om hvor meget vi som mennesker er en del af naturen, ja, vi er selv natur og hænger nøje sammen med den. Om at vores kroppes bevægelser skaber rum, som vi tydeligt ser det i filmen The Embodied Garden og i Movement Microscope. Det er to vidunderlige film. I sidstnævnte tænker man undertiden på Jurassic Park, hvor to velociraptorer er trængt ind i besøgscentrets køkken på jagt efter ejeren, John Hammonds, to børnebørn. Danserne bevæger sig i superslowmotion gennem kontorer og værksteder og fremstår som robotter eller aliens, der er landet i en almindelig arbejdshverdag. Det er mesterligt.

På pressemødet i tirsdags bemærkede Olafur Eliasson, at sidst han havde optrådt i den store koncertsal, var som electric boogie danser, hvor han snurrede rundt på hovedet netop sammen med Steen Koerner. Det var i 1990’erne. Dansen er en vigtig nøgle til at forstå hans værker som altid sanses med kroppen i bevægelse.