Staten udlåner kunst til arbejdspladsen

Staten udlåner kunst til arbejdspladsen

Augusta Atlas collagemaleri I AM LOVE er et af de værker, man kan låne. Pressefoto (udsnit)

På Statens Kunstfonds nylancerede side, Vores Kunst, kan man se hvilke værker, offentlige institutioner har mulighed for at låne.

Statens Kunstfond indkøber hvert år ca. 200 kunstværker, som offentlige institutioner kan låne i en periode på 10 år. Hidtil har det ikke være muligt for institutionerne at se, de værker, der kan lånes. Nu er der så kommet en side, hvor man både kan se alle de tilgængelige værker og søge om at låne dem.

Kunst i det offentlige rum
Tilbuddet om lån af kunst gælder for steder som skoler, gymnasier, rådhuse, biblioteker, hospitaler og andre offentlige arbejdspladser, der er tilgængelige for offentligheden.

Formand for Statens Kunstfonds indkøbs- og legatudvalg Søren Jensen, udtaler:

”Statens Kunstfonds udlånsordning er en helt unik ordning, fordi den giver borgere landet over mulighed for at opleve den bedste danske samtidskunst, der hvor de færdes hver dag. Derfor er vi utroligt glade for, at vi nu kan give bruger nem adgang til at se de værker, der kan lånes. Vi ved, at mange brugere har stor glæde af ordningen, og håber, at det nye tiltag kan give endnu flere mulighed for at møde kunsten i hverdagen.”

Nogle af de kunstnere, som der er blevet indkøbt værker af er: Augusta Atla, Daniel Svarre, Esben Stubbe Wittrup, Gunhild Rudjord, Grethe Sørensen og Henrik Jørgensen.

Se værkerne der kan lånes her

Udlån siden 1964
Siden Vores Kunst indeholder på nuværende tidspunkt kun information om indkøbte værker tre år tilbage, men det er meningen, at man skal kunne gå på opdagelse i de ca. 10.000 værker, som fonden har købt og udlånt siden 1964.

”Den kunst, Statens Kunstfond køber og støtter i det offentlige rum, tilhører os alle. Derfor er det vigtigt, at mennesker landet over kan opleve den. Med det nye site kan man klikke sig gennem kunsthistorien derhjemme eller bruge sitet til at besøge værker, næste gang man skal på tur i Danmark”, udtaler Peder Rasmussen, formanden for Statens Kunstfonds Udvalg for Kunsthåndværk og Design.

Det er Statens Kunstfonds Billedkunstneriske Indkøbs- og Legatudvalg og Statens Kunstfonds Kunsthåndværk- og Designudvalg, der udvælger og indkøber kunstværker til Statens Kunstfond.

Del artiklen

'Staten udlåner kunst til arbejdspladsen'

Facebook